Tacitus: Annales

<<<

5. Drusus dæmper opstanden i Pannonien.

24. Disse begivenheder kom Tiber for øre, og hvor indesluttet han end var, hvor omhyggelig han end ellers søgte at dølge netop de sørgeligste nyheder, fandt han det dog nødvendigt at afsende sin søn Drusus tilligemed nogle af samfundets første mænd, men uden at give ham nogen bestemt instrux: han skulde handle efter omstændighederne. Kohorterne bleve forstærkede udover det sædvanlige tal med udvalgt mandskab. Hertil føjes en stor del af gardens hestfolk samt kærnen af de Germaner, der dengang omgave krigsherren som vogtere af hans person. Ælius Sejanus, der var sin fader Strabo sideordnet som gardeøverste og havde meget at sige hos Tiber, gik også med for at kunne vejlede den unge Drusus og vise de andre, hvorledes de skulde optræde under farefulde omstændigheder, og hvilke belønninger de kunde vænte sig.

Da Drusus nærmede sig, gik legionerne ham imøde som for skyldigst at hilse på ham, dog ikke med de sædvanlige glædesytringer, ikke heller i fuld puds, glimrende med deres krigersmykker, men i smudsige og lurvede klæder og med miner, som skulde udtrykke bedrøvelse, men snarere røbede trods. 25. Efterat han var kommen indenfor volden, satte de vagter ved portene og stillede væbnede skarer paa bestemte punkter af lejren med ordre til at vænte der; de andre omringede i stor mængde tribunalet. Der stod Drusus og vinkede til stilhed med hånden. Hvergang nu de forreste vendte sig om mod mængden, udstødte de vilde brøl; når de igen så' på Cæsar, skælvede de; man hørte en utydelig mumlen, et rædsomt råb og med ét var det stille; modsatte sindsbevægelser lode dem snart skælve, snart skræmme. Omsider stanser larmen, og Cæsar oplæser en skrivelse fra sin fader af følgende indhold: „De tapre legioner, som han havde udstået så mange krige med, lå ham særlig på hjærte. Såsnart hans sorg havde lagt sig, vilde han forelægge senatet deres fordringer; imidlertid havde han sendt sin søn til dem, for at han uopholdelig skulde indrømme, hvad der strax kunde tilstås. Det øvrige måtte gæmmes til senatet, som ikke burde udelukkes fra at stemme med både om belønning og om straf."

26. Man svarede, at forsamlingen havde overdraget til centurionen Clemens at tale paa alles vegne. Clemens træder altså fræm og forlanger „hjemsendelse efter sexten års forløb, belønninger ved tjenestens ophør, fræmdeles at den daglige lønning skulde være en denar, og at veteranerne ikke måtte holdes tilbage under fanen (vexil)." Drusus søgte at skyde sig ind under senatets og sin faders afgørelse, men man afbrød ham og råbte: „Hvad var han vel kommen for, når han hverken kunde øge soldaternes lønning eller lette deres arbejde, kortsagt ingen fuldmagt havde til at gøre dem gavn. Derimod at prygle og dræbe, det fik sandelig alle og enhver lov til. Tiber havde i sin tid haft for skik at bruge Avgusts navn for at narre legionerne til at opgive deres ønsker; nu havde Drusus begyndt på de samme konster. Mon der da aldrig vilde komme andre til dem end umyndige børn? Det var helt besønderligt, at krigsherren ikke henviste andet til senatet end hvad der kunde være til soldaternes bedste; man burde da også spørge senatet, hvergang det gjaldt om at henrette dem eller føre dem i slag. Eller var det måske så, at belønninger ikke kunde tildeles af andre end afmagthaverne, men straffe af alle og enhver.

27. Omsider gå de bort fra tribunalet, og hvergang en af gården eller af Cæsars venner kom dem imøde, truede de ham med næverne for at yppe kiv og få lejlighed til at hugge løs. Især vare de forbitrede på Cnæus Lentulus, fordi de troede, at særlig han på grund af sin alder og berømmelse som kriger styrkede Drusus og fræmfor nogen anden afskyede det skammelige brud på disciplinen, som de havde gjort sig skyldige i. Da han ikke længe efter vilde gå bort fra Cæsar og ty til vinterlejren, fordi han forudså den fare, der truede ham, omringede de ham og spurgte, hvor han vilde hen, om til krigsherren eller til senatet for også der at modarbejde legionernes bedste. I det samme styrte de fræm imod ham og kaste sten efter ham. Allerede var han bleven ramt, så han dryppede af blod, og han var vis på, han skulde dø, da de mange, som vare komne med Drusus, løb til og beskyttede ham.

28. Natten så truende ud og vilde have avlet forbrydelse, hvis ikke et tilfælde havde afværget det. Skønt der ikke var en sky på himlen, syntes næmlig månen pludselig at tabe sin glands. Deri så' soldaterne, som ikke kendte grunden dertil, et varsel for deres nærværende tilstand; stjærnens formørkelse syntes dem et billede paa deres eget møjsommelige liv, og de håbede, at deres forehavende vilde have fræmgang, hvis gudinden igen fik sin glands og klarhed. De gav sig derfor til at banke paa kobberkedler og støde i basuner og horn. Alt eftersom månen blev lysere eller mørkere ytrede de glæde eller bedrøvelse, og da skyer steg op og unddrog dem synet af den, så at de troede den begravet i mørke ? ti når sjælen engang er rystet af skræk, drages den jo let mod overtro —, så udbrød de i jammerklager og sagde, at evigt slid og slæb varsledes dem, at guderne så' i vrede på deres færd.

Cæsar mente, at han burde udnytte denne stemning og gøre en forstandig brug af, hvad tilfældet havde budt ham. Han befaler, at der skal gå folk om til tæltene, og centurionen Clemens hæntes tillige med dem, der ellers ad lovlige veje havde gjort sig vel lidte af menigmand. Disse gå ind iblandt nattevagterne og dem, der stod på post i lejren og ved portene og søge at indgyde håb, at vække frygt: "Hvorlænge, sagde de, skal vi holde krigsherrens søn indespærret? Når skal der blive en ende paa vore tvistigheder? Skal vi aflægge ed til Percennius og Vibulenus? Vil Percennius og Vibulenus give de tjenstgørende lønning, de udtjente agerjord? Kortsagt, skal de tage herredømmet over Romerfolket istedenfor Neroner og Druser? Hvorfor ikke hellere være de første til at fortryde, ligesom vi vare de siste til at forse os? Sent kommer hvad der fordres for alle i fællesskab; for sin egen person kan én strax gøre sig værdig til en nådesbevisning, strax opnå den." Disse ord gjorde stærkt indtryk og vakte gensidig mistanke, så at de unge skilte sig fra de gamle, den ene legion fra den anden. Derpå vender pligtfølelsen lidt efter lidt tilbage: de forlade portene, og fanerne, der i begyndelsen af oprøret vare blevne samlede i én hob, bæres nu hver til sit sted igen.

29. Såsnart det dagedes, kaldte Drusus hæren sammen og med en naturlig værdighed, som bødede paa hans uvanthed med at tale, dadler han det forbigangne, roser det nærværende. „Han lod sig ikke, sagde han, kue ved skræmmebilleder og trusler; hvis han så' nogen vilje hos dem til at vise lydighed, hvis han hørte dem udtale bønlige ord, så vilde han skrive til sin fader, at han nådig skulde modtage legionernes bønner." På deres begæring bliver Blæsus anden gang, desuden Lucius Apronius, en romersk ridder af Drusus's følge, samt Justus Catonius, centurion af første rang, sendt til Tiberius.

Nu vare meningerne delte: nogle stemte for, at man skulde oppebie sendemændenes tilbagekomst og imidlertid se at berolige soldaterne ved mild og venlig behandling; andre mente, at man burde gribe til kraftigere midler: „Ligeoverfor mængden, sagde de, duede mildhed og mådehold slet ikke; den vilde indjage skræk, naar den ikke selv skjalv; blev den først bange, kunde man uden fare lade hånt om den; medens overtroen endnu ængstede den, burde dertil fra hærøverstens side føjes frygt derved, at ophavsmændene til oprøret ryddedes afvejen."

Drusus hældede af naturen til hårdhed; han lader Percennius og Vibulenus kalde og dræbe. Mange sige, at de bleve nedgravede inde i øverstens telt, andre, at ligene af dem kastedes udenfor volden, så at alle kunde se dem. 30. Dernæst opsøgte man de værste urostiftere. Nogle, der dreve om udenfor lejren, bleve dræbte af centurionerne eller soldater af gardekohorterne, enkelte andre udleverede maniplerne selv for at vise deres troskab.

Hvad der havde gjort soldaterne endnu mere ængstelige og urolige, var en usædvanlig tidlig vinter med regnskyl så voldsomme og vedholdende, at de ikke kunde komme udenfor deres tælte og samles med hinanden, ja næppe magtede at holde fast på fanerne, som vindstød og vandstromme truede med at rive bort. Desuden varede frygten for himlens vrede ved endnu: "Det var ikke for intet, mente de, at stjærnerne blegnede, at uvejr brød løs over deres ugudelige hoveder. Det eneste, der kunde lindre deres nød, var, at de forlod den ulyksalige og vanhelligede lejr og, løste fra den skyld, som hvilede på dem, kom tilbage hver til sin vinterlejr." Først gik den ottende, derpå den femtende legion tilbage. Soldaterne af niende legion havde råbt på, at man burde oppebie brev fra Tiber, men strax efter, da de så' sig ene ved de andres bortgang, gjorde de godvillig, hvad de dog snart havde været nødte til at gøre. Drusus, der så', at der for øjeblikket var tilstrækkelig ro, vendte, uden at oppebie sendemændenes tilbagekomst, hjem til hovedstaden.

>>>