Tacitus: Annales

<<<

6. Opstand i Nedre-Germanien.

31. Næsten i de samme dage og af de samme årsager rejste de germaniske legioner sig til oprør og det med så meget større voldsomhed, som de vare flere i tallet. Desuden havde de sikkert håb om, at Germanicus Cæsar ikke vilde kunne finde sig i, at en anden blev hersker, men vilde kaste sig i armene .på legioner, der i sig selv vare stærke nok til at drage hele riget med sig.

Der stod to hære ved Rhinens bred, den såkaldte øvre under legaten Cajus Silius, den nedre stod under Aulus Cæcina; overkommandoen havde Germanicus, der dengang var ved at optage skatteregistre i de galliske lande. De, som stod under Silius's kommando, vare endnu tvivlrådige og væntede på, hvorledes det vilde gå med de andres oprør; den nedre hærs soldater derimod bleve helt galne. En og tyvende og fæmte legion gjorde begyndelsen, og de trak den første og den tyvende med sig; alle fire lå de i sommerlejr sammen i Ubiernes land og havde lidet eller slet intet at bestille. Da der nu kom efterretning om Augusts hedengang, begyndte en hel del hovedstadspak, som var bleven udskreven få år i forvejen, som var vant til optøjer og ikke kunde finde sig i arbejde, at fylde ørene på deres enfoldige og uerfarne kammerater: „Nu var øjeblikket kommet, sagde de, da de gamle soldater skulde forlange at blive hjemsendte i ordentlig tid, de unge at få rigeligere lønning, alle, at der sattes en bestemt grænse for deres nød og møje, og da de burde hævne sig på centurionerne for deres grusomhed." Det var ikke en enkelt person, der førte slig tale, således som Percennius i de pannoniske legioner, heller ikke taltes der her til soldater, der ængstelig vaklende havde øjnene henvendte på andre stærkere hære, men oprøret havde mange munde og røster: „I deres hånd lå romerrigets skæbne; ved deres sejre udvidedes statens grænser; efter dem fik krigsøverster tilnavn."

32. Legaten gjorde ingen modstand, ti flertallets vanvid havde taget modet fra ham. Pludselig styrte de som besatte med dragne sværd ind på centurionerne ? fra de ældste tider formålet for soldaternes had og de første ofre for deres raseri. De kaste dem til jorden og rede dem ilde til med slag, sexti om hver enkelt eller ligeså mange som der var centurioner ved hver legion; dernæst smide de dem sønderrevne og lemlæstede (som de vare), nogle også helt livløse udenfor volden eller ud i Rhinstrømmen. Septimius var flygtet til tribunalet og havde kastet sig ned for Cæcinas fødder; men de hælmede ikke, forend de fik ham udleveret og dræbt. Cassius Chærea, der siden vandt et navn hos efterslægten ved drabet af Cajus Cæsar og dengang var ung og uforfærdet, slog sig med sit sværd igennem den væbnede hob, som stod ham i vejen. Hverken tribun eller lejrøverste havde længere nogen myndighed; nattevagter, lejrposter og hvad der ellers i øjeblikket var nødvendigt, fordelte de selv imellem sig. Hvad der tyktes dem, der så' dybere ind i soldaternes hjærter, at være det vigtigste tegn på et stort og uforsonligt røre, var, at de ikke enkeltvis eller ifølge nogle få personers indskydelse, men alle på én gang bruste op, på én gang tav stille og det så ensformig og samstemmende, at man kunde have troet, de gjorde det på kommando.

33. Imidlertid fik Germanicus, der, som sagt, var i færd med at optage skattelister i Gallien, budskabet om Avgusts hedengang. Han var gift med dennes datterdatter Agrippina og havde flere børn med hende. Selv var han søn af Tibers broder Drusus og sønnesøn af Augusta, men levede desuagtet i frygt for farbroderens og farmoderens lønlige had, der i sin grund var ubilligt og netop derfor des skarpere. Sagen var, at Drusus stod højt i Romerfolkets minde; man troede, han vilde have gengivet det friheden, hvis han havde fået magten, og deraf kom dets kærlighed til Germanicus, og samme håb knyttedes til ham; ti denne unge mand havde en naturlig jævnhed og ligefræmhed, et mageløst venligt og vindende væsen, der var vidt forskælligt fra Tibers hovmod og tilbageholdenhed i tale og miner. Hertil kom nu kvindefjendskab, ti med en stifmoders sind stiklede Livia på Agrippina, og denne var selv lidt for lidenskabelig, undtagen forsåvidt hendes sædelige renhed og hendes kærlighed til sin mand bøjede hendes særdeles hæftige sind mod det, der var godt.

34. Men jo mere Germanicus kunde gøre sig håb om at nå op til det hojeste trin, med des større iver arbejdede han for Tiberius. Sekvanerne og de nærmeste belgiske stæder lod han strax aflægge hyldingseden, og da han dernæst fik underretning om røret i legionerne, tog han i hast afsted til dem. De kom ham imøde udenfor lejren med nedslagne øjne, som om de angrede deres adfærd. Efterat han var kommen indenfor volden, begyndte rundt omkring klager at lade sig høre. Enkelte greb hans hånd, som om de vilde kysse den, men stak så hans fingre ind i deres mund, for at han kunde røre ved deres tandløse gummer, andre viste ham deres af alder krumbøjede lemmer. Da den forsamlede mængde, der stod for ham, tyktes ham meget blandet, gav han ordre til, at den skulde skilles og ordne sig i manipler. Der svaredes, at således som de nu stod, vilde de bedre kunne høre. Da befalede han at tage og bære fanerne fræm, for at derved idetmindste kohorterne kunde adskilles. Kun nølende lystrede de. Nu tog han ordet, og efter først at have ydet Avgust sin ærefrygtsfulde hylding gik han over til Tibers sejre og triumfer og roste særlig de skønne bedrifter, han havde udført i Germanien netop med disse legioner. Dernæst fræmhævede han Italiens enighed, Galliens troskab; ingensteds var der urolighed eller splid.

Dette hørte man på i tavshed eller under en svag mumlen; 35. men såsnart han rørte ved opstanden og indtrængende spurgte dem, hvor den militære lydighed, den gode gamle krigstugt var bleven af, hvor de havde drevet deres tribuner, deres centurioner hen, da blotte de alle som én deres legemer og fræmvise med bittert smil arene af de sår, mærkerne af de slag, de havde fået; dernæst klage de i munden på hinanden over den høje betaling for fritagelser, over den knappe lønning og de hårde arbejder, særlig med volde og grave, med tilførselen af foder, tømmer og brænde og med hvad der ellers fordres, enten fordi det er nødvendigt eller for at give soldaterne noget at bestille. De vildeste råb kom fra veteranerne. „De havde nu, sagde de, tjent i tredive år og derover og vare så medtagne, at han måtte give dem lise; han måtte ikke lade dem dø i de samme møjsommelig-heder, men skaffe dem frihed for en så byrdefuld krigstjeneste og en hvile uden nød og savn. Der var også dem, der forlangte den dem af gud Augustus testamenterede pengesum, idet de med det samme ønskede Germanicus lykke og velsignelse og tydelig gav tilkende, at hvis han vilde have regeringen, vare de til hans tjeneste. Da var det ham, som om han skulde besmittes af en forbrydelse; han sprang brat ned fra tribunalet og vilde gå bort. De vendte deres våben imod ham og truede ham, hvis han ikke gik op igen. "Hellere vilde han dø end blive troløs'', råbte han højt og lydelig, rev sit sværd fra siden og løftede det allerede for at støde det i sit bryst, da de, som stod ham nærmest, greb hans hånd og med magt holdt den tilbage. Den del af forsamlingen, der stod sammenklynget bagerst ude, og dertil ? hvad man næppe vil finde troligt — nogle enkelte, der trådte nærmere til, råbte, at han bare skulde støde til, ja en soldat ved navn Calusidius trak endog sit sværd og bød ham det med de ord, at det vist var skarpere. Dette syntes dem dog råt og oprørende, hvor rasende de end vare, og Cæsars venner fik derved tid til i hast at føre ham til hans tælt.

36. Der rådslog man nu om midlerne til at dæmpe oprøret. Det blev næmlig mældt, at man lavede sig til at sende nogle mænd til den øvre hær for at drage den over til samme side, og at man havde besluttet at ødelægge Ubiernes stad og efter der at have besudlet sine hænder med bytte vilde bryde fræm og hærje de galliske lande. Hvad der øgede frygten, var den omstændighed, at fjenden havde fået nys om oprøret i den romerske hær og vistnok vilde gøre indfald, hvis man forlod flodbredden. Hvis man på den anden side væbnede hjælpetropperne og forbundsfællerne mod legionerne, når de vilde til at drage bort, så havde man borgerkrig. Strænghed var farlig, føjelighed ydmygende; hvad enten man indrømmede soldaterne intet eller alt, stod staten i våde. Alt vel overvejet fandt man for godt at skrive et brev i regentens navn så lydende: „Der gaves dem, der havde tjent i tyve år, hjemlov; de, der havde gjort sexten års tjeneste, udskiltes fra legionen og holdtes tilbage under fanen (bleve vexillarier) uden anden pligt end den at afværge fjendtlige indfald; de legater (testerede gaver), som de havde gjort krav på, udbetaltes og fordobledes."

37. Soldaterne mærkede, at hvad man der lovede, var noget, man blot havde hittet på for at vinde tid, og de forlangte, at det øjeblikkelig skulde opfyldes. Udskillelsen (hjemsendelsen) besørges hurtig af tribunerne; udbetalingen af gaverne, hed det, vilde man opsætte, til alle vare komne i vinterlejr. Soldaterne af fæmte og én og tyvende legion tog ikke afsted, førend man endnu i sommerlejren tog pengene ud af de summer, Cæsars venner og han selv førte med sig til eget brug, og udbetalte til dem. Første og tyvende legion førtes af legaten Cæcina tilbage til Ubiernes stad ? et skammeligt tog, ti de førte de fra hærøversten røvede skatte med sig imellem fanerne og ørnene. Germanicus drog til den øvre hær for at tage den i ed. Anden, trettende og sextende legion svor uden tøven; fjortende legions soldater betænkte sig lidt. Man gav dem penge og hjemlov, skønt de ikke forlangte det.

38. I Khavkernes land blev der begyndt på en opstand af en fra de oprørske legioner udsendt afdeling, som lå i garnison der; men den blev for en kort stund kuet ved to soldaters øjeblikkelige henrettelse ifølge befaling af lejrøversten Manius Ennius — en fræmgangsmåde, der vistnok kunde gøre god virkning, men som han ikke havde ret til at bruge. Siden blev røret voldsommere, og han måtte flygte. Han blev imidlertid opdaget, men da hans skjulested ikke gav ham sikkerhed, fandt han hjælp i sin dristighed: "Det var ikke, råbte han, lejrøversten, men Germanicus, deres hærøverste, Tiberius, deres krigsherre, som de forbrød sig imod." I det samme skræmmede han dem bort, som havde stillet sig i vejen, for ham, greb en fane, og vendte sig mod flodbredden, og idet han råbte, at hver den, der trådte ud af rækkerne, skulde gælde for rømningsmand, førte han dem tilbage til vinterlejren, uden at de vovede at gøre modstand, hvor stor end gæringen var iblandt dem.

>>>