Tacitus: Annales

<<<

7. Vedblivende røre i den nedre hær (i Ubiernes stad; i Vetera).

39. Imidlertid kom sendemændene fra senatet til Germanicus, der allerede var gået tilbage til „Ubiernes alter". To legioner, første og tyvende, lå i vinterkvarter der tilligemed de veteraner, der nylig vare blevne udskilte og nu stod under fanen (vexil). I deres ængstelige, af samvittighedsnag rystede stemning begyndte de at frygte for, at sendemændene vare komne for på senatets befaling at tage tilbage, hvad de havde tiltvunget sig, og eftersom mængden gærne vil udpege en bestemt person som skyldig, selv hvor der ingen brøde er, så skulde nu Munatius Plancus, tidligere konsul, nu hovedet for sendemændene, være ophavsmanden til senatsbeslutningen. Ved midnatstid toge de på at forlange fanen, som lå i Ger-manicus's hus: de stimle sammen ved dettes indgang, bryde dørene op, drage Cæsar ud af sængen, true ham på livet og nøde ham således til at udlevere fanen (vexillen). Derefter strejfede de om i gaderne og mødte der sendemændene, der, såsnart de fik nys om disse optøjer, vilde ile hen til Germanicus. De overvælde dem med skældsord og gøre miner til at dræbe dem og særlig Plancus, hvis værdighed havde hindret ham i at flygte. Han havde i denne fare intet andet sted at ty til end første legions lejr. Der omfavnede han fanerne og ørnen for at sikre sig ved deres hellighed; men havde ikke ørnebæreren Calpurnius afværget det, vilde der være sket, hvad der endog blandt fjender er en sjældenhed: Romerfolkets afsending vilde have vædet gudernes alter med sit blod.

Først da det blev dag, og man kunde skælne general, soldater og hvad der gik for sig, gik Germanicus ind i lejren, lod Plancus føre til sig og tog ham med sig op på tribunalet. Da træder han fræm, og idet han med eftertryk udtaler, at skæbnen er ophavet til deres raseri, at det ikke er fra soldaterne selv, men fra gudernes vrede, det nu igen rejser sig, lader han dem vide, i hvad ærinde sendemændene ere komne. Han beklager i velvalgte ord deres krænkelse af sendemandens ret og særlig deres hårde og ubillige adfærd mod Plancus samt den store vanære, legionen har pådraget sig, og efter således snarere at have forbavset end beroliget forsamlingen, lader han sendemændene tage bort under bedækning af ryttere, tagne ud af hjælpetropperne.

40. Under disse mislige omstændigheder lagde alle Germanicus til last, at han ikke skyndte sig til den øvre hær, hvor han vilde finde lydighed og hjælp mod oprørerne. „Han havde allerede, sagde man, fejlet nok, ja mere end nok ved tilståelsen af hjemlov og penge og ved den altfor store lemfældighed, han havde vist. Om han end agtede sit eget liv ringe, hvorfor vilde han så dog lade sin lille søn, sin frugtsommelige hustru blive blandt rasende mennesker, der trådte al menneskelig ret under fødder; dem idetmindste skulde han give tilbage til farfader og fædreland." Germanicus vaklede længe, ti hans hustru afviste med uvilje tanken om at tage bort og sagde højtidelig, at hun var ætling af gud Augustus og ikke så vanslægtet, at hun jo nok turde gå farer imøde; men da han omfavnede hende selv, sin frugtsommelige hustru, og deres søn under mange tårer, fik han hende tilsist overtalt til at drage bort. Der skred nu den ynkværdige kvindeskare fræm: hærøverstens hustru som flygtning med sin lille søn på armen, omgiven af hans venners hustruer, som grædende også måtte drage bort, og ikke mindre bedrøvede vare de, der bleve tilbage.

41. En Cæsar — ikke i magtens glands eller i sin egen lejr, men ligesom i en hærtagen stad, det var det syn, man der havde, og den almindelige sukken og klagen drog endog soldaternes øjne og øren til sig. De komme fræm af tæltene: „Hvad er det for en klagelyd? hvad ulykke er der på færde? Se, højbyrdige kvinder, og ikke en centurion, ikke en soldat til at beskytte dem! En hærøverstes hustru uden tegn på sin højhed, uden det vanlige følge! Og hun går til disse Trevirer, søger tilflugt hos fremmede!" Da begyndte skamfuldhed og medynk og mindet om Agrippa, hendes fader, om Avgust, hendes morfader, at røre sig hos dem. Drusus havde jo været hendes svigerfader, hun selv var ligeså udmærket ved sin frugtbarhed som ved sin ærbarhed, og så hendes lille søn! han var jo født i lejren, opdraget midt iblandt soldaterne, som i deres sprog kaldte ham Caligula (Støvlelil), fordi man, for at vinde de menige, lod ham gå med samme slags fodtøj som de. Men der var intet, der virkede så stærkt på dem, som ærgrelsen over, at Trevirerne skulde foretrækkes for dem. De stille sig i vejen for Agrippina og bede hende om at gå tilbage, at blive hos dem, og medens således en del løbe hende imøde, vende de fleste tilbage til Germanicus. Denne begynder da med det endnu friske indtryk af smærte og harme at tale til den hob, som havde samlet sig om ham: 42. „Tror ikke, sagde han, at min hustru eller min søn er mig kærere end fader og fædreland; men han vil have et værn i sin ophojede stilling, Romerriget i de andre hære. Min hustru og mine børn, hvis liv jeg gærne hengav for eders ære, unddrager jeg nu eders raseri, for at mit blod kan blive det eneste offer for al den forbrydelse, I her true med, og for at ikke mordet på sønnen af Avgusts datterdatter, drabet af Tibers sønnekone skal øge eders brode. Ti hvad have I i disse dage undladt at vove, ladet være at krænke? Hvad navn skal jeg give denne forsamling? Skal jeg kalde jer soldater? I have jo brugt lejrvolden og eders våben til at indespærre eders krigsherres søn med! Eller skal jeg kalde eder borgere? I have jo ladet hånt om senatets myndighed; hvad selv en fjende agter, sendemandens hellighed, folkeretten, have I gjort brud på. Gud Julius dæmpede et oprør , af sin hær med et eneste ord, næmlig ved at kalde dem Kviriter, som nægtede at aflægge ed til ham. Gud Augustus bragte legionerne, der havde kæmpet ved Aktium, til at skælve ved en mine og et blik. Selv om vi ikke endnu kan lignes med hine mænd, så er vi dog oprunden fra dem, og det vilde allerede være forbavsende og harmeligt, om soldaterne i Syrien og Spanien viste ringeagt for os. Men hvad skal jeg så sige om eder, om dig, første legion, som har fået dine faner af Tiberius, om dig, tyvende legion, som har taget del med ham i så mange slag, som er bleven overvældet med så mange velgærninger! Ikke sandt, det er en herlig taknæmmelighed, I vise mod eders øverste? Er det budskabet, jeg skal bringe min fader, som fra andre provindser kun får glædelige efterretninger, at hans egne soldater, unge og gamle, ikke ere blevne tilfredsstillede ved hjemlov eller ved penge, at her er det eneste sted, hvor centurioner dræbes, tribuner jages ud, sendemænd holdes indesluttede, hvor lejre og floder farves med blod og hvor det liv, jeg selv lever, afhænger af en rasende mængdes nåde?"

43.„Ja, hvorfor trak I, mine kortsynede venner, det sværd fra mig, som jeg på den første forsamlingsdag var i færd med at bore i mit bryst ? Bedre og kærligere gjorde han, der tilbød mig sit sværd. Jeg vilde da idetmindste være falden uden endnu at have været vidne til så mange skændselsgærninger af min hær. I vilde da have valgt en øverste, som vel lod min død være ustraffet, men dog hævnede Varus's og de tre legioners nederlag; ti guderne forbyde, at Belgerne, hvor meget de end tilbyde sig, skulde have den ære og berømmelse at have holdt Romerriget oppe, at have kuet Germaniens folk. Nej, måtte din i himlen optagne ånd, gud Augustus, dit billede, din amindelse, fader Drusus, være med disse soldater, som nu også begynde at gribes af følelsen for ære og pligt, så at den skamplet aftvættes, som de her have sat på sig, og borgerhadet vorder til undergang for fjenderne! Og I, hvis ansigter, hvis hjærter jeg nu ser forvandlede, dersom I virkelig vil give senatet dets sendemænd, mig min hustru og søn igen, så afbryd samkvæmmet med oprørerne og skaf dem af vejen! Det vil være en styrkelse af eders anger, et bånd på eders troskab."

44. De svarede på denne tale ved ydmygt at sande hans bebrejdelser og bede om, at han vilde straffe de skyldige, tilgive de vildledte og føre dem mod fjenden; han måtte endelig, sagde de, kalde sin hustru tilbage og gengive legionerne deres fostersøn og ikke overlade ham. som gidsel til Gallerne. „Agrippinas tilbagerejse, svarede han, kunde der ikke være tale om, da hendes nedkomst var nær forestående og vinteren stundede til; hans søn derimod skulde nok komme; det øvrige blev det deres egen sag at fuldbyrde."

Ved disse ord blive de som helt andre mennesker: de sprede sig og slæbe alle de værste oprørere bundne hen til første legions legat, Cajus Cætronius, som da lod fælde dom over hver især og straffen fuldbyrde på følgende måde. Legionerne, vare samlede som til et lejrmøde og stode der med dragne sværd. Den anklagede stilledes fræm på en forhøjning af en tribun; råbte man nu „skyldig", styrtedes han ned og .dræbtes. Soldaten glædede sig ved disse drab, som om han derved skyldløste sig selv. Cæsar lagde dem ingen hindring i vejen; ti han havde jo ikke selv givet befaling til denne grusomme fræmfærd, og ansvaret kom altså til at hvile på gærningsmændene.

Veteranerne fulgte det givne exempel og sendtes ikke længe efter til Rætien under påskud af at skulle forsvare denne provinds mod Sveverne, der truede den, men i virkeligheden for at de kunde rives bort fra deres lejr, hvor lægemidlets voldsomhed ikke mindre end mindet om deres forbrydelse holdt deres sind i stærk gæring.

Dernæst gennemgik han listen over centurionerne. Hver især af dem blev kaldt fræm for hærøversten og måtte nævne sit navn, sin rang, sin hjemstavn, sine tjenesteår, hvad dygtigt han havde udrettet i slag og de militære belønninger, han muligen havde fået. Når da tribunerne og legionerne bevidnede hans tjenesteiver og retskaffenhed, beholdt han sin plads; vare de derimod enige i at beskylde ham for gerrighed eller grumhed, måtte han træde ud af hæren.

45. Da urolighederne her vare dæmpede, stod det endnu tilbage at kue genstridigheden i fæmte og én og tyvende legion, der lå i vinterkvarter sexti mil borte ved det sted, som hedder Vetera — et arbejde, som ingenlunde var mindre, ti det var dem, der først havde begyndt på oprøret, deres hænder havde udøvet de værste misgærninger, og uden at lade sig skræmme ved deres kammeraters tugtelse eller angre og omvende sig fræmturede de endnu i deres forbitrelse. Cæsar laver sig derfor til at lade legioner, skibe og forbundstropper gå ned ad Rhinen, opsat på at bruge våbenmagt, hvis man skulde trodse hans myndighed.

>>>