Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - II. Tiberius Nero Cæsar i året 14 e. Kr. f.
<<<
8. Stemningen i Rom. Røret i Vetera kuet. Indfald i Marsernes land.
46. I Rom vidste man endnu ikke, hvad udfaldet var blevet af opstanden i Illyrien, da man også fik efterretning om røret i de germaniske legioner. Alle grebes af ængstelse og begyndte at klage over Tiber. „Medens han, sagde man, morede sig med at holde et senat uden magt, et folk uden våben for nar ved forstilt ubestemthed, gjorde soldaterne oprør og kunde umulig holdes i ave ved to unge menneskers endnu ikke modnede myndighed. Han burde selv drage hen og stille sin majestæt som krigsherre imod dem; de vilde sikkerlig falde tilføje, såsnart statsøversten (regenten), udrustet med lang erfaring og derhos med den højeste magt til at belønne og straffe, viste sig for dem. Når Avgust i sin skrøbelige alderdom så tit havde kunnet gå til Germanien, skulde da vel Tiber, som var i sin kraftigste alder, sidde hjemme i senatet og kløve senatorernes ord? Der var gjort nok for at bringe hovedstaden til slavisk underdanighed; nu var det soldaterne, man skulde søge at skaffe lettelse og lindring for at lære dem at tåle freden.''
47. Tiberius lod sig ikke rokke ved disse klager, og det var hans faste forsæt ikke at lade rigets hovedstad (overledelsen) slippe sig af hænderne, ikke at give sig selv og staten tilfældet i vold. Der var næmlig mange for-skællige omstændigheder, som ængstede ham. „Hæren i Germanien, sagde han, var stærkest, den i Pannonien nærmest; hin havde Galliens rigdom at støtte sig til, denne truede Italien. Hvilken af dem skulde han da give fortrinnet? Han måtte jo også frygte for, at de tilsidesatte følte sig krænkede og derved ophidsedes. Ved sine sønner derimod kunde han se til begge hære på én gang og derhos hævde sin majestæt, der i afstand indgød større ærefrygt. Tillige vilde man finde det undskyldeligt, om de unge mænd henviste visse ting til deres fader, og når soldaterne satte sig op imod Drusus eller Germanicus, kunde han jo selv formilde eller kue dem; men hvad var der at gribe til, hvis de vovede at byde krigsherren trods?" Imidlertid lod han, som om han nu lige strax vilde tage afsted: han udvalgte sine ledsagere, samlede sin bagage og lod skibe udruste; men så undskyldte han sig snart med vinteren, snart med sine forretninger og skuffede således i førstningen de oplyste, for længere tid menigmand, men længst pro-vindserne.
48. Skønt Germanicus allerede havde samlet en hær og var rustet til at tugte oprørerne, mente han dog endnu at burde give dem en frist; måske vilde de på grund af, hvad der nylig var forefaldet, selv vide at ramme deres bedste. Han sendte derfor først et brev til Cæcina, hvori det hed, at han nu kom med en stærk hær, og hvis de ikke forinden straffede de skyldige, vilde han nedhugge alle uden forskæl.
Dette brev læste Cæcina underhånden for ørne- og fanebærerne og alle dem i lejren, som vare mest ufordærvede, og opmuntrede dem til at fri hæren i sin helhed for vanære, sig selv for døden, „ti i fredstid, sagde han, tages der hensyn til hvers sag og fortjenester; kom det til krig, faldt de uskyldige ligesåvel som de skyldige." De, som han således havde henvendt sig til, følte sig nu for allevegne, hvor de troede det kunde hjælpe, og efter at have set, at flertallet i legionerne var tro, bleve de enige med legaten om en tid, da de med sværd i hånd skulde falde over de værste og mest oprørske. Derpå brøde de på givet tegn uformodentlig ind i tæltene og myrdede dem derinde, uden at nogen anden end de, der vare indviede i sagen, fik at vide, hvor dette myrderi havde begyndt og hvor det vilde ende.
49. Aldrig nogensinde fræmbød en borgerkrig et sådant syn. Her rykker man ikke fræm til formeligt slag fra modsatte lejre; men folk, der om dagen havde spist sammen, om natten sovet sammen, rejse sig fra selvsamme hvilested, flokkes i særskilte hold og hugge løs på hinanden. Man hører råbene, ser sårene og blodet; årsagen var skjult; iøvrigt råder tilfældet. Endog enkelte brave og skikkelige bleve dræbte, da det gik op for de værste, hvem myrderiet gjaldt, og disse ligeledes havde grebet til våben. Ingen legat eller tribun var tilstede og ledede det hele; de menige havde fuld handlefrihed: de kunde rase, til de havde styret deres lyst. Strax efter rykker Germanicus ind i lejren. Med øjnene fulde af tårer råber han, at dette jo ikke var en kur, men et blodbad, og giver ordre til at brænde ligene.
I den ophidsede stemning, som endnu rådede hos soldaterne, opstod der pludselig lyst hos dem til at gå mod fjenden, for at de således kunde udsone deres rasende fræmfærd; på ingen anden måde, troede de, kunde deres dræbte staldbrødres sjæle formildes end derved, at de selv fik hæderlige sår i deres ukærlige bryst. Cæsar lader sig drage med af soldaternes brændende iver, slår en bro over floden og overfører tolvtusinde mand af legionerne, dertil sex og tyve kohorter af hjælpetropperne og otte rytter-alaer (regimenter hestfolk), som ikke havde overtrådt deres pligt under dette oprør.
50. Glade og vel tilmode og ikke langt borte levede Germanerne, medens vi holdtes i uvirksomhed ved lndesorgen efter Avgusts død og dernæst ved indre uroligheder. Men nu bryder Romerne i hurtig marsj igennem den cæsiske skov og det virke, Tiber havde lagt grunden til, og slå lejr på virket, forfra og bagfra dækkede ved en vold, på siderne ved forhugninger (fældede træer). Derpå gå de igennem mørke skove og drøfte, om de af de to veje skal følge den korte og sædvanlige eller den vanskeligste og ubanede, som fjenderne derfor ikke holdt vagt på. De vælge den længste vej, men skynde sig da også des mere fræmad; ti spejderne havde mældt, at Germanerne den nat holdt en af deres højtider og fejrede den med festlige gilder. Cæcina får ordre til at lade sine kohorter lægge deres oppakning fra sig og gå i forvejen med dem for at bryde vej igennem skovene; legionerne følge efter i nogen afstand. Her hjalp den stjærneklare nat; man kom til Marsernes landsbyer og omringede dem. Alle lå endnu i deres sæng og ved bordene og uden at have udstillet vagter. Således havde sorgløsheden medført almindelig opløsning; frygt for krig var der ikke, ja virkelig fred heller ikke, men kun døsighed og slappelse under rusen.
51. For at plyndringen kunde strække sig des videre, deler Cæsar de utålmodige legioner i fire kolonner (fylkninger) og hærjer en strækning på fæmti mil med ild og sværd. Hverken køn eller alder indgød medlidenhed. Det hellige ligeså vel som det ikke hellige og den af disse folk mest besøgte, såkaldte Tanfanas helligdom jævnedes med jorden. Ingen af vore soldater vare sårede; det var jo kun halvsovende, våbenløse, enkeltvis spredte mennesker, de havde hugget ned.
Dette myrderi bragte Brukterer, Tubanter og Usipeter på benene; de lagde sig i skovene, som vor hær skulde igennem på tilbagevejen. Dette vidste hærøversten og marsjerede derfor fræm således, at han også var rede til slag. En del af hestfolket samt nogle kohorter hjælpetropper gik forrest, derpå fulgte første legion, i midten var bagagen, dækket på venstre side af en og tyvende, på højre side af fæmte legion; tyvende legion dækkede ryggen, derefter kom de øvrige forbundsfæller. Fjenden rørte sig ikke af stedet, førend toget i hele sin længde var inde i de skovrige bjergpasser; da løb de så småt ind på siderne og fortroppen, men stormede af al magt ind på de bagerste. Ved Germanernes tætte hobe begyndte allerede de lette kohorter at komme i uorden, da Cæsar red hen til tyvende legion og med høj røst råbte, at nu var den tid kommen, da de kunde udslette mindet om oprøret; de skulde ile afsted, skynde sig at forvandle brøden til ære. Modet blussede op hos dem: som én mand bryde de igennem fjenderne, drive dem ud på åben mark og hugge dem ned. På samme tid slap fortroppen ud af skovene og forskansede sig. Fra det øjeblik af var marsjen uforstyrret. Stolte af de nys udførte bedrifter og glemmende fortiden lægge soldaterne sig i vinterlejr.
>>>
|