Tacitus: Annales

<<<

9. Tiber's ros over sine sønner. Julia-Gracchus. Avgustkultus.

52. Efterretningen om ovennævnte begivenheder voldte Tiber både glæde og uro. Det var ham kært, at oprøret var blevet kuet, men at Germanicus havde søgt at gøre sig yndet hos soldaterne ved at give dem penge og altfor hurtig tilstå dem orlov, som også at han havde indlagt sig ære som kriger, det gjorde ham ængstelig. Imidlertid aflagde han beretning til senatet om hans bedrifter og talte vidt og bredt om hans mod og mandighed, men i udtryk, som vare altfor prangende og pyntelige til, at man kunde tro, de kom fra hjærtet. I færre ord roste han Drusus og undertrykkelsen af det illyriske røre, men med større sandhed og alvor, og hans tale gjorde indtrykket af at være ærlig ment. Alt hvad Germanicus havde indrømmet sin hær, lod han også gælde for de pannoniske legioners vedkommende.

53. Samme år døde Avgusts datter Julia, som på grund af sin usædelige vandel for længe siden var bleven forvist af sin fader først til øen Pandateria, derefter til byen Regium ved det sikuliske stræde. Medens Cæsarerne Cajus og Lucius endnu levede, havde hun været gift med Tiberius og havde set ned på ham som ikke jævnbyrdig med hende selv, og det havde for Tiber været den væsentligste grund, hvorfor han drog bort til Rhodus. Da han var kommen til regeringen og fandt hende landflygtig, uden ære og efter Postumus Agrippas død også uden alt håb, tog han hende af dage ved at lade hende savne det nødvendige og langsomt hentæres, idet han gjorde regning på, at man ikke vilde lægge mærke til hendes død, da hun sålænge havde levet i landflygtighed.

Samme årsag havde hans grusomhed mod Sempronius Gracchus. Denne højbyrdige mand, der var udstyret med vid og løs veltalenhed, havde allerede forført Julia, mens hun var gift med Agrippa; men det var ikke enden på hans ryggesløshed: også efterat hun var bleven gift med Tiberius, fræmturede han i sin urene elskov og æggede hende til had og genstridighed mod sin ægtemand, og det var en almindelig tro, at det brev fra Julia til hendes fader, hvori hun førte klage over Tiber, var skrevet af Gracchus. Som følge deraf blev han forvist til øen Cercina ved Afrikas kyst og måtte der døje fjorten års landflygtighed. Da blev der sendt soldater ud for at dræbe ham, og de fandt ham siddende på et næs ved stranden. Han væntede sig ikke noget godt og glædeligt af dem, og da de kom hen til ham, bad han kun om nogle øjeblikkes frist for skriftlig at kunne meddele sin hustru Alliaria sin siste vilje, hvorpå han holdt sin nakke fræm for morderne. Ved sin fasthed i døden viste han sig ikke uværdig til navnet Sempronius; i sit liv var han vanslægtet. Nogle sige, at disse soldater ikke vare sendte fra Rom, men fra prokonsulen i Afrika Lucius Asprenas på opfordring- af Tiber, som forgæves havde håbet derved at kunne vælte mistanken for dette drab over på ham.

54. Samme år indførtes en ny kultus (gudsdyrkelse) og dertil knyttedes Avgustbrødrenes præsteskab, ligesom Titus Tatius i sin tid havde indstiftet Titiernes broderskab til vedligeholdelse af den sabinske gudstjeneste. Der blev ved lodkastning udtaget en og tyve af samfundets første mænd, og til dem føjes Tiberius og Drusus, Claudius og Germanicus.

Avgustlegene, som nu først holdtes, bleve forstyrrede ved de optøjer, som skuespillernes gnsidige skinsyge vakte. Avgust havde tålt det slags skuespil for at føje Mæcenas, der var helt bedåret af Bathyllus; heller ikke var han selv uvillig stemt mod sådant morskab, og han troede at gøre sig yndet af mængden ved at tage del i dens forlystelser. Tiber var anderledes sindet; men da folket i så mange år var blevet mildt behandlet, turde han endnu ikke gå for skrapt tilværks.

>>>