Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - III. Tiberius Nero Cæsar i året 15.
<<<
1. Germanicus's tog mod Khatterne og Kheruskerne.
55. Under Drusus Cæsars og Cajus Norbanus's konsulat tilkendtes der Germanicus triumf, uagtet krigen endnu varede ved. Han rustede sig for at kunne føre den med fuld kraft den følgende sommer, men åbnede den dog forinden ved allerede i begyndelsen af våren at gøre et pludseligt indfald i Khatternes land. Man havde næmlig fattet håb om, at fjenden vilde dele sig imellem Arminius og Segestes, af hvilke hin var bekjendt ved sin troløshed, denne ved sin troskab imod os. Arminius var ophavsmanden til røret i Germanien, Segestes havde mange gange ellers, men særlig ved det siste gæstebud, inden man greb til våben, underhånden ladet os vide, at en opstand var i gærde, og havde rådet Varus til at fængsle både ham selv og Arminius og de andre stormænd. „Almuen, havde han sagt, vilde intet vove, når først høvdingerne vare skaffede af vejen, og han selv vilde få tid til at skælne imellem skyldige og uskyldige." Men Varus faldt som offer for skæbnen og Arminius's overmagt; Segestes var vistnok bleven draget med ind i krigen, men holdt dog bestandig fast ved sin afvigende mening, og en personlig grund øgede hans bitterhed, ti Arminius havde bortført en datter af ham, som var en andens fæstemø. Svigersønnen hadede svigerfaderen, og denne var fjende af hin, og hvad der, hvor enighed råder, plejer at styrke kærligheden, måtte hos disse mænd, som vare ildesindede mod hinanden, opflamme det gensidige had.
56. Germanicus overgiver altså til Cæcina fire legioner, et korps af hjælpetropper på fæm tusinde mand og det mandskab, han i hast kunde rejse hos Germanerne på denne side Rhinen. Ligeså mange legioner og dobbelt så mange forbundsfæller går han selv foran med, opfører et kastel på ruinerne af den skanse, hans fader havde ladet bygge på bjerget Taunus, og styrter med en slagfærdig hær over Khatternes land; Lucius Apronius lades tilbage for at kunne bygge veje og broer; ti en under denne himmelegn sjælden tørke og lav vandstand i floderne havde gjort det muligt at rykke rask fræmad, men der var jo fare for, at der kunde komme regn og højvande under tilbagetoget.
Khatterne vare så lidt belavede på hans komme, at alle de, der på grund af alder eller køn vare ude af stand til at værge sig, strax bleve fangne eller nedhuggede. De våbenføre mænd vare svømmede over Adranafloden og søgte at hindre Romerne i at slå bro over den. De bleve drevne bort ved vore pile og kastemaskiner, og efterat de forgæves havde forsøgt fredsunderhandlinger, flygtede nogle enkelte over til Germanicus; de øvrige forlode land og by og spredte sig i skovene. Cæsar stak ild på Mattium, folkets hovedstad, hærjede det åbne land og vendte sig så mod Rhinen, uden at fjenden vovede at angribe bagfra under hjemtoget, hvad de ellers have for skik, når det er af list, de have trukket sig tilbage, og ikke netop af frygt. Kheruskerne havde haft i sinde at hjælpe Khatterne, men Cæcina satte skræk i dem ved at vise sig snart her snart der med sine tropper. Marserne, som vovede at give sig i lag med ham, kastede han tilbage ved et heldigt slag.
57. Ikke længe efter kom der sendemænd fra Segestes og bad om hjælp mod hans landsmænd, som holdt ham indesluttet. Arminius havde næmlig magten hos dem, fordi han rådede til krig, ti således er det jo med barbarerne: jo dristigere én er, des større tillid sætte de til ham og i bevægede tider holde de sig helst til ham. Segestes havde ladet sin søn Segimund følge med sendemændene; men den unge mand nærede betænkelighed, ti han havde ikke nogen god samvittighed. Han var næmlig tidligere bleven valgt til præst i „Ubiernes alter", men i det år, da de germaniske lande faldt fra, havde han revet de hellige bånd af sit hoved og var flygtet til oprørerne. Omsider fik man ham dog til at håbe på Romernes mildhed, og han overbragte sin faders ærinde. Han fik en venlig modtagelse og blev under bedækning sendt over på den galliske bred.
Germanicus mente, det nok kunde lønne sig at vende om med hæren. Man kæmpede da med dem, der belejrede Segestes, og udfriede ham tilligemed en hob af hans pårørende og vasaller. Der var højbårne kvinder med, deriblandt Arminius's hustru, der jo var en datter af Segestes, men havde mere af sin mands end af sin faders sindelag. Hun nedlod sig ikke til at fælde tårer, lod ikke høre et bønligt ord, men gik med hænderne foldede på sit bryst og så' ned for sig i tanken om fostret, hun bar under sit hjærte. Også fræmbares der bytte fra Varus's nederlag, ti de fleste af dem, der nu overgav sig til Romerne, havde fået en del deraf. Tilsist kom Segestes selv, drabelig at se til og uden frygt, ti han vidste med sig selv, at han havde været en trofast forbundsfælle. 58. Hans tale lød således:
„Det er ikke først idag, jeg giver bevis på urokkelig troskab mod Romerfolket. Fra det øjeblik af, da gud Augustus skænkede mig borgerret, har jeg valgt mig venner og fjender med eders bedste for øje, og det ikke fordi jeg hadede mit fædreland ? forrædere afsky's jo også af dem, som de give fortrinnet —, men fordi jeg troede, at hvad der var godt og gavnligt for Romerne, også var det for Germanerne, og fred syntes mig bedre end krig. Det var grunden til, at jeg anklagede ham, der har røvet min datter og brudt pagten med eder, Arminius mener jeg, for Varus, som dengang havde kommandoen over eders hær. Da jeg forgæves havde væntet på, at hærøversten skulde skride ind, og da lovene således kun ydede et ringe værn, så forlangte jeg, at han skulde fængsle såvel mig selv som Arminius og hans medskyldige. Mit vidne er hin nat, gid den var bleven min siste! Hvad der fulgte efter, er mere til at begræde end til at forsvare. Imidlertid har jeg både lagt Arminius i lænker og selv båret dem, hans tilhængere lagde mig i. Endelig er det blevet mig forundt at se dig, og nu foretrækker jeg det gamle for det nye, stilhed for storm ? ikke for at blive belønnet derfor, men for at fri mig fra beskyldningen tor troløshed samt blive Germanerne en god mægler, hvis de engang komme så vidt, at de hellere vil angre end gå tilgrunde. For min søns ungdomsvildfarelse beder jeg om tilgivelse. Min datter, tilstår jeg, er ført hid imod sin vilje; det må være din sag at overveje, hvad der skal have mest vægt, enten at hun er frugtsommelig ved Arminius eller at hun er barn af mig.
Cæsar giver et nådigt svar og lover hans børn og pårørende sikkerhed, ham selv bopæl i den gamle provinds. Han førte nu hæren tilbage og fik på Tibers forslag titel af krigsøverste (imperator). Arminius's hustru fødte et drængebarn, som blev opdraget i Ravenna. Hvilken tort dette barn siden måtte lide, skal jeg til sin tid fortælle.
59. Da rygtet kom ud om Segestes's overgivelse og den nådige modtagelse, han havde fundet, hørtes det med harme eller med håb, alt efter som man var stemt for eller imod krig. Arminius var allerede af naturen hæftig, men at hans hustru var bleven ham fraranet, at hans ufødte barn var styrtet i trældom, drev ham til raseri. Han fo'r om blandt Kheruskerne og krævede krig mod Segestes, mod Cæsar, og han sparede ikke på hånsord: „En herlig fader! en stor general! en tapper hær! så mange hænder havde der været om at bortslæbe en eneste stakkels kvinde! Ham selv vare tre legioner og ligeså mange legater bukkede under for, ti det var ikke ved hjælp af forrædere, ikke mod frugtsommelige kvinder, han førte krig, men han gik åbent tilværks og kæmpede mod væbnede mænd. Endnu kunde man i Germanernes lunde se romerske våben, som han havde ophængt og helliget til fædrenes guder; Segestes måtte gærne bo på den undertvungne bred og igen lade sin søn blive præst hos fjenderne; germaniske mænd vilde aldrig tilfulde kunne glemme, at de havde måttet se stokkene, oxerne og togaen mellem Rhinen og Elben. Andre folk, som ikke kendte til det romerske herredømme, vare også ubekendte med henrettelser og vidste ikke af skatter at sige. Eftersom de nu havde friet sig derfor, og hin blandt guderne optagne Avgust, denne udkårede Tiber var gået bort med uforrettet sag, skulde de ikke skælve for en uerfaren dræng eller en oprørsk hær. Hvis de elskede forældre, fædreland og gammel sæd højere end voldsherrer og romerske nybygder, som de aldrig for havde kendt noget til, så skulde de hellere følge Arminius til ære og frihed end Segestes til vanærende trældom.''
60. Sådan tale bragte ikke blot Kheruskerne, men også nabostammerne til at rejse sig, og Arminius's farbroder Ingviomer, som længe havde stået højt i Romernes agtelse, lod sig rive med. Denne omstændighed øgede Cæsars frygt, og da han ikke vilde have, at krigen med hele sin vægt skulde falde på ét punkt, sendte han for at sprede fjendens kræfter Cæcina med firti romerske kohorter igennem Brukterernes land til floden Amisia; hestfolket førte rytterøversten Pedo igennem Frisernes område; selv indskibede han sig med fire legioner og sejlede gennem søerne, og på en og samme tid indtraf fodfolk, hestfolk og flåde ved ovennævnte flod. Khavkerne lovede hjælpetropper og bleve tagne med i hæren. Bruktererne, der satte ild på alt, hvad de ejede, bleve slagne af Lucius Stertinius, som Germanicus havde udsendt med en kampfærdig trop; medens man myrdede og plyndrede, fandt han den nittende legions ørn, som var gået tabt under Varus. Derfra gik toget til Brukterernes yderste grænser, og alt landet mellem floderne Amisia og Luppia blev lagt øde.
Her var man ikke langt fra den tevtoburgske skov, hvor Varus's og hans legioners ben skulde ligge hen ubegravede. 61. Således fik Cæsar lyst til at vise de faldne krigere og deres øverste den siste ære; han så' jo også hele hæren, som var tilstede, greben af vemod ved tanken om deres venner og frænder og i det hele krigens medfør og menneskenes lod. Cæcina blev sendt i forvejen for at gjennemsøge skovkløfterne og lægge broer og diger over de vandrige moser og falske sletter, og så rykkede de ind i denne så sørgelige, ved det syn, den fræmbød, og de minder, den vakte, uhyggelige egn. De kom til Varus's første lejr, der ved sit vide omfang og udstrækningen af sin våbenplads viste sig at være et værk af tre legioner; længere henne kunde man af en halvt ødelagt vold og en sid grav skønne, at der havde de allerede svækkede lævninger af dem lejret sig. Midt på sletten lå der hvidnende ben, spredte eller samlede, alt eftersom de havde flygtet eller sat sig til modværge; ved siden af lå der stumper af spyd og lemmer af heste, og dernæst så' man menneskehoveder naglede fast til træstammer. I de nærliggende lunde stode barbariske altre, hvor de havde slagtet tribuner og centurioner af første rang. De, der havde overlevet dette nederlag og vare undslupne fra slaget eller fra fangenskabet, fortalte, at her vare legaterne faldne, hist vare ørnene røvede, og ligeledes, hvor Varus havde fået sit første sår, og hvor han havde fundet døden for sin egen ulykkelige hånd, ved sit eget stød, fræmdeles hvor Arminius havde stået og talt til sine folk, hvormange galger han havde rejst til fangerne, hvormange gruber han lod grave, og hvorledes han i sit overmod havde hånet faner og ørne.
62. Så begravede da den romerske hær, som var tilstede, sex år efter nederlaget de tre legioners ben; ingen fik at vide, om det var lævningerne af fræmmede eller af hans egne, han tildækkede med jord; de nedgravede alle, som var det pårørende eller slægtninge, og deres had til fjenden øgedes, så de på én gang vare opfyldte af sorg og af forbitrelse. Den første tørv til en gravhøj lagde Cæsar selv — en kærlighedsgærning mod de døde og for de tilstedeværende et vidnesbyrd om, at han tog del i deres sorg. Men dette huede ikke Tiber, hvad enten han nu gærne vilde udlægge alt, hvad Germanicus gjorde, til det værste eller han troede, at synet af dræbte og ubegravede våbenfæller havde sløvet hærens kamplyst og indgydt den større frygt for fjenderne, og at krigsøversten, som var avgur og sat til at forestå de ældgamle religiøse handlinger, ikke burde haft med lig eller ligfærd at gøre.
63. Arminius trak sig imidlertid tilbage til uvejbare steder. Germanicus satte efter ham, og da han havde indhæntet ham, gav han hestfolket ordre til at ride ud og fravriste fjenden den slette, han havde lejret sig på. Arminius opfordrede sine folk til at samle sig og nærme sig skovene, men vendte så pludselig om og gav dem, han havde lagt i skjul der, tegn til at bryde fræm. Denne nye flok af fjender bragte vore ryttere i uorden, og forstyrrelsen blev storre, da de udsendte hjælpekohorter bleve trukne med i deres flugt, og de vilde sikkerlig være blevne trængte ud i en mose, som de sejrende fjender kendte, men som var farlig for dem, der ikke vidste af den, hvis ikke Cæsar havde ladet legionerne rykke fræm og ordnet dem til slag. Dette satte skræk i fjenderne og mod i vore soldater, og man skiltes uden afgjort fordel på nogen af siderne.
Derpå førte Germanicus hæren tilbage til floden Amisia og gav en del af rytterne ordre til at gå til Rhinen langs med Oceanets bred. Cæcina, som førte sine egne soldater, blev det indskærpet, at, skønt han skulde gå tilbage ad kendte veje, måtte han dog se til jo før jo hellere at vinde over „de lange broer". Dette var en snæver sti mellem vidtstrakte moser, som i sin tid var bleven bygget af Lucius Domitius; forresten var der ikke andet end morads, hvor man hang fast i det tunge mudder eller hvor vandløb gjorde jordbunden usikker; rundt omkring så' man jævnt opadstigende skove, og dem havde nu Arminius fyldt med sine folk, idet han ad genveje og i ilmarsj var kommen vore med oppakning og våben belæssede soldater i forkøbet.
Cæcina var i tvivl om, hvorledes det skulde blive ham muligt at istandsætte de af ælde forfaldne broer og på samme tid værge sig mod fjenden, og fandt det derfor rigtigst at slå lejr der på stedet, så at nogle begyndte at arbejde, andre at kæmpe. Barbarerne søge at bryde igennem forposterne og falde over arbejderne; de angribe forfra, i64. flanken, allevegne; de kæmpendes råb blande sig med de arbejdendes, og alting er lige meget Romerne imod: det dybe mudder, der var ligeså usikkert at stå på som slibrigt at gå på, vægten af deres pansere og umuligheden for dem af at svinge kastespydene stående midt i vandene. Kheruskerne derimod vare vante til at kæmpe i moserne, havde lange lemmer og vældige lanser til at såre med endog i stor afstand. Vore legioner begyndte allerede at vige, da omsider natten fritog dem for den ugunstige kamp.
Germanerne, der på grund af deres held slet ikke følte sig trætte, lagde sig endnu ikke til hvile, men gav sig til at lede alt det vand, som udspringer på de omliggende højder, ned på de side steder. Følgen deraf var, at jorden sank sammen, at hvad der var opført, skylledes bort, og vore soldater fik dobbelt arbejde.
Dette var det fyrretyvende tog, Cæcina var med til enten som lydende eller som bydende; han havde prøvet lykke og vanheld, og derfor var han uforfærdet. Som han altså nu grundede over, hvad der vilde komme, fandt han, at der ikke var andet for ham at gøre end at han måtte søge at holde fjenden inde i skovene, medens de sårede og hele det svære tros gik iforvejen; ti mellem bjergene og moserne strakte der sig en slette, hvor der kunde opstilles en slaglinje af ringe dybde. Legionerne fordeltes således: fæmte skulde gå på højre, én og tyvende på venstre side, første legion skulde danne fortroppen, tyvende dække ryggen mod dem, som måtte forfølge hæren.
65. Natten var på begge sider uden ro, men af ulige årsager. Hos barbarerne var der festlige gilder, og daldybderne og bjergskovene genlød af deres jubelsange eller vilde skrål; hos Romerne brændte bålene mat, kun nu og da lød et råb, og selv lå de hist og her op til volden eller dreve omkring ved tæltene, årvågne eller snarere søvnløse. Øversten forfærdedes ved en rædsom drøm: han så' tydelig Quintilius Varus, overstænket med blod, stige op af mosen, og han hørte ham kalde, men fulgte dog ikke hans kaldelse, og hånden, som straktes ud efter ham, stødte han tilbage.
Såsnart det dagedes, forlode de legioner, som havde fået ordre til at dække siderne, deres post, enten det nu var af frygt eller af genstridighed, og nåede i hast marken hinsides moradset. Alligevel brød Arminius ikke strax fræm, skønt der intet var ham ivejen; men såsnart han så', at trosset hang fast i dyndet og vandhullerne, at soldaterne allevegne var i uorden og fanerne ikke længere på deres bestemte plads, og da, som det plejer at gå under sådanne omstændigheder, enhver kun havde tanke for sig selv og kun trevent lyttede til kommandoordene, da byder han Germanerne at storme fræm og råber: „Se der Varus og legionerne! atter ofre for samme skæbne!" I samme øjeblik søger han med udvalgte folk at bryde igennem toget og især at såre hestene. Disse snuble i deres eget blod og i det slibrige dynd, kaste rytterne af, jage alle dem, der kom dem ivejen, fra hinanden og nedtrampe dem, der lå på jorden. Størst var nøden omkring ørnene, som man hverken kunde bære fræm lige imod en hagl af pile, ikke heller kunde fæste i den dyndede jordbund. Idet Cæcina søger at opretholde slagordenen, blev hans hest skudt under ham; han faldt til jorden og var uden al tvivl bleven omringet, hvis ikke første legion havde stillet sig ivejen. Det var en lykke, at fjenderne vare så begærlige og opgave nedhugningen for at jage efter bytte, og da det hældede mod aften, havde legionerne arbejdet sig fræm til åbne steder med fast grund.
Deres nød var dog ikke dermed til ende. Der skulde bygges en vold, og hvad der behøvedes dertil, måtte skaffes tilveje, men redskaberne til at opkaste jord eller skære græstørv med havde man for en stor del mistet; der var ingen tælte til folkene, intet at forbinde de sårede med. Medens de delte de med snavs eller blod overstænkede fødemidler imellem sig, udbrøde de i veklager: „Et gravmørke, sagde de, omgav dem; kun én dag havde så mange tusinde mennesker endnu at leve i!"
66. Hændelsesvis havde en hest slidt sig løs, og som den løb vildt omkring og blev sky ved folks råb, rendte den nogle, som kom den ivejen, over ende. Derover opstod der stor bestyrtelse, man troede, at Germanerne vare brudte ind i lejren, og alle tilhobe løb hen til portene, især den bagerste, der jo vendte bort fra fjenden og var den sikreste, når man vilde flygte. Cæcina fik at vide, at frygten var ugrundet, og søgte at stoppe eller stanse soldaterne; men hverken ved befaling eller bønner, ja ikke engang ved at tage fat på dem kunde han udrette noget. Da kastede han sig ned midt i porten, og således lykkedes det ham omsider, da de dog ikke kunde bringe det over deres hjærter at træde over legatens legeme, at lukke vejen for dem. På samme tid fik tribunerne og centurionerne dem til at indse, at deres angst var hel ugrundet.
67. Dernæst kalder han alle sammen til hovedkvarteret (lejrpladsen), byder dem at høre på hans ord i stilhed og minder dem om deres stilling og hvad den gør nødvendigt. „Det eneste, der kunde frælse dem, sagde han, var deres våben; men dem måtte de bruge med forstand: de skulde blive ved at holde sig indenfor volden, indtil fjenderne i håb om at kunne tage den kom nærmere til; så skulde de bryde fræm fra alle sider; ved dette fræmbrud nåede man til Rhinen. Hvis de flyede, vilde de finde endnu flere skove, dybere moser, grumme fjender, men vandt de sejr, væntede der dem ære og berømmelse." Han taler om, hvad der var dem dyrebart i hjemmet, hvad de vilde have ære af i lejren; genvordighederne forbigik i tavshed. Dernæst tog han først sine egne, så legaternes og tribunernes heste og gav dem uden partiskhed til de kækkeste krigere, for at disse først og efter dem fodfolket kunde gøre indhug på fjenden.
68. Ikke mindre var den uro, som håb og begærlighed samt høvdingernes forskællige meninger holdt Germanerne i. Arminius rådede næmlig til, at man skulde lade Romerne komme ud og først søge at omringe dem, når de atter vare komne ud på fugtige og ufræmkommelige steder; Ingviomer derimod gav et råd, som var voldsommere og netop derfor huede barbarerne: .,De skulde, sagde han, storme volden fra alle sider, den vilde være tagen i en håndevending, de vilde få flere fanger, og byttet, de fik, vilde ikke have taget skade."
Såsnart det blev dag, begyndte de at kaste gravene til, smide risknipper på og klavre helt op på volden, hvor der kun hist og her stod en soldat som fastnaglet af skræk. Aldrig såsnart så' Cæcina dem ifærd med at kravle op ad værkerne, førend han gav kohorterne signal og lod horn og trompeter lyde. Da strømme Romerne med voldsomhed om bagpå Germanerne og råbe spottende til dem, at her var der hverken skove eller moser; her var et gunstigt sted og gunstige guder. Fjenden, som havde tænkt, det skulde være ham en let sag at få bugt med en håndfuld halvt værgeløse mennesker, indgød basunernes lyd, vore våbens glands en skræk, der var så meget større, som den kom uvæntet, og de faldt, ligeså ubetænksomme i modgang som fræmfusende i medgang. Arminius slap uskadt ud af kampen, Ingviomer hårdt såret; det menige folk myrdedes sålænge hævnlysten og dagen varede. Først om natten vendte legionerne tilbage; de havde flere sår end tidligere og led af samme mangel på lævnedsmidler, men i sejren fandt de kraft, sundhed, overflødighed, kortsagt alt.
69. Imidlertid havde det rygte udbredt sig, at hæren var bleven omringet, og at Germanerne rykkede fræm for at øve hærværk i de galliske lande, og havde ikke Agrippina forhindret det, var der dem, frygten vilde have givet mod til den skændighed at afbryde Rhinbroen. Men den højhjærtede kvinde påtog sig i de dage en øverstes pligter og uddelte klæder til de trængende soldater og lægemidler til de sårede. Cajus Plinius, som har skrevet om krigene med Germanerne, fortæller, at hun stod forrest på broen og rettede lovtaler og taksigelser til legionerne ved deres tilbagekomst. Dette gjorde et dybt indtryk på Tiber; ti „så stor iver, tænkte han, måtte der være noget under, og det var ikke mod udenlandske fjender, hun søgte at vinde soldaterne. Der var intet mere for hærøversten at gøre, når en kvinde så' til folkene i deres tælte eller under fanerne og prøvede på at underkøbe dem, som om hun ikke gik vidt nok i at smigre for menigmand, idet hun førte øverstens søn omkring med sig klædt som simpel soldat og gærne så', at en Cæsar kaldtes Caligula (Støvlelil). Allerede havde Agrippina mere at sige ved hærene end legater og øverster: hun, en kvinde, havde kuet et oprør, som regentens navn havde været afmægtig imod." Sejanus pustede til ilden det bedste, han kunde, og med sit kendskab til Tibers tænkemåde nedlagde han således sæden til et had, denne skulde gæmme hos sig og langt om længe lade bryde fræm, når det var voxet i styrke.
70. Germanicus selv overgiver af de legioner, han tidligere havde haft ombord, de to, næmlig den anden og den fjortende, til Publius Vitellius med ordre til at føre dem tilbage over land, for at skibene ikke skulde stikke for dybt, når de flød på det af grunde opfyldte hav eller løb fast i æbbetiden. I begyndelsen marsjerede Vitellius fræm i ro og mag, ti jorden var tør og floden trængte ikke stærkt på; men snart rejser der sig en voldsom storm fra nord, og da det desuden netop var jævndøgn, på hvilken tid havet plejer at svulme op til sin største højde, bliver toget grebet og jaget afsted. Landet oversvømmedes: hav, strand og marker gik ud i ét; man kunde ikke skælne de usikre steder fra de faste, de lave fra de dybe. Enkelte kastes omkuld af bølgerne, opsluges af vandhvirvlerne; lastdyr, oppakning, døde kroppe flyde omkring og tørne mod hinanden. Maniplerne blandes sammen; de stå i vand snart til brystet, snart lige til munden, nu og da bliver grunden borte under dem, og de kastes fra hinanden eller gå tilbunds. Tilråb og gensidige opmuntringer hjalp ikke i kampen mod bølgerne; den tapre var lige så ilde faren som den fejge, den kloge som den uforstandige, overlæg og tilfælde vare lige kraftige: alt måtte bøje sig under samme voldsmagt. Omsider lykkedes det Vitellius at arbejde sig fræm til højere steder, og derop fik han sin hær ført. Der overnattede de uden fødemidler, uden ild, en stor del af dem nøgne eller ilde tilredte, ikke mindre at beklage end de, der holdes indesluttede af en fjende, ti disse kan endnu finde en hæderlig død, hine væntede der undergang uden ære. Med dagen kom landet igen tilsyne, og man trængte fræm til den flod, hvorhen Cæsar havde styret med flåden. Derpå bleve legionerne tagne ombord, men der gik det rygte, at de vare druknede, og man troede ikke på deres frælse, forend man så' Cæsar og hæren hjemme igen.
71. Stertinius, der var bleven sendt forud for at modtage Segests broder Sigimer, som vilde give sig os i vold, havde allerede ført ham selv og hans søn til Ubiernes stad. De fik begge tilgivelse, Sigimer uden videre, sønnen med nogen vanskelighed, ti man sagde, han havde hånet Quintilius Varus's lig.
Gallien, Spanien og Italien kappedes om at råde bod på de tab, hæren havde lidt, og hvert folk tilbød efter sin lejlighed våben, heste eller guld. Germanicus roste deres iver, men tog blot imod våben og heste til krigsbrug og hjalp soldaterne med sine egne penge. For også ved venlighed at mildne mindet om den ulykke, der havde ramt dem, gik han om til de sårede og fræmhævede hver enkelts bedrifter; idet han så' til deres sår, forstod han snart ved løfter snart ved ros, i det hele taget ved trøstende tiltale og omhu at knytte dem fastere til sig selv og til krigen.
>>>
|