Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
FØRSTE BOG. - III. Tiberius Nero Cæsar i året 15.
<<<
3. Tiber's indgriben i retsvæsen og andre sager.
72. I det år, talen her er om, blev triumfens udmærkelsestegn tilkendte Aulus Cæcina, Lucius Apronius og Cajus Silius for deres under Germanicus udførte bedrifter. Navnet af fædrelandets fader, som folket flere gange havde villet pånøde Tiber, nægtede denne at tage imod; heller ikke gav han sit minde til, at man svor på hans love og forordninger, således som senatet havde besluttet, men ytrede atter og atter, at alting i livet var usikkert, og jo mere han opnåede, des slibrigere var grunden, han stod på. Imidlertid fik han ikke derved nogen til at tro på hans frihedssind.
Han havde næmlig igen sat majestætsloven i kraft. En lov af det navn fandtes vistnok også hos de gamle, men det var sager af anden art, der ifølge den kom for retten: når næmlig én skulde have forrådt hæren eller ægget almuen til oprør, kortsagt ved slet adfærd i statens tjeneste eller i det offentlige liv skulde have krænket Romerfolkets majestæt; det var handlinger, som påtaltes, ord vare straffri. Avgust var den første, der i henhold til denne lov lod foretage retslig undersøgelse vedkommende smædeskrifter, og det, som bragte ham dertil, var den hensynsløshed, hvormed Cassius Severus i kåde skrifter havde skamskændet højtstående mænd og kvinder. Siden da prætoren Pomponius Macer spurgte, om der ad rettens vej skulde skrides ind mod majestætsforbrydelser, svarede Tiber, at lovene skulde holdes i hævd. Også han var jo bleven drillet, ti ubekendte forfattere havde sat vers i omløb, som vare rettede mod hans grusomhed og hovmod samt den dårlige forståelse mellem ham og hans moder.
73. Det vil ikke være til skade her at fortælle om de beskyldninger, man til en prøve først rettede mod to simple romerske riddere, Falanius og Rubrius; man vil deraf se, med hvilken snedighed Tiber fra begyndelsen af fik dette gruelige onde listet ind, hvorledes ilden derefter blev dæmpet og tilsist blussede op og omspændte det hele.
Falanius blev af sin anklager beskyldt for at have optaget en for sin utugt berygtet mime (skuespiller) ved navn Cassius iblandt Avgusts dyrkere, der i alle (fornæmme) huse dannede et slags broderskaber; han skulde desuden, da han solgte sine haver, med det samme have skilt sig ved en statue af Avgust. Rubrius lagdes det til last, at han ved mened havde krænket Avgusts hellighed.
Da Tiber kom til kundskab derom, skrev han til konsulerne: „Når man havde optaget hans fader blandt guderne, så var det ikke for at denne ære skulde blive til fordærvelse for borgerne. Skuespilleren Cassius havde blandt andre, som øvede samme konst, plejet at overvære de lege, som hans moder havde helliget til Avgusts amindelse; heller ikke var det nogen helligbrøde, at en statue af ham, ligesom andre gudebilleder, fulgte med ved salget af haver og huse. Eden burde bedømmes ganske på samme måde, som hvis han havde svoret falsk ved Juppiter: fornærmelser mod guderne var det gudernes sag at tage sig af.
74. Ikke længe efter blev prætoren i Bithynien, Granius Marcellus, anklaget af sin egen kvæstor Cæpio Crispinus; medanklager var Romanus Hispo.
Crispinus slog dermed ind på en levevej, der siden på grund af de sørgelige tidsforhold og menneskenes frækhed blev stærkt befærdet. Fattig, ubekendt, urolig higende fræm sneg han sig først ved hjælp af hemmelige skrifter hen til regentens grumhed og anklagede derefter de berømteste mænd. Således mægtig hos én og hadet af alle gav han et exempel, hvis efterfølgere fra fattige og foragtede bleve rige og frygtede og først styrtede andre, tilsist sig selv i fordærvelse.
Marcellus beskyldte de for at have talt ilde om Tiber ? en beskyldning, som det var vanskeligt eller umuligt at undvige, idet anklageren udvalgte de styggeste træk i regentens karakter og lagde dem i munden på den anklagede, ti siden det, denne skulde have sagt, var sandt, troede man også, at han virkelig havde sagt det. Hispo føjede til, at en statue af Marcellus var stillet højere end Cæsarernes, og en statue af Avgust havde man hugget hovedet af og sat Tibers isteden.
Derover blev Tiber så harmslagen, at han brød sin vanlige tavshed og råbte, at han også ville afgive sin stemme i denne sag og det mundtlig og under ed. Han vilde dermed nøde alle andre til det samme. Der var endnu dengang spor tilbage af den hendøende frihed: „Lad os vide, Cæsar, sagde Cnæus Piso, på hvilken plads i rækken du vil stemme! hvis du stemmer først, véd jeg, hvad jeg har at rette mig efter; hvis du stemmer efter alle andre, er jeg bange for, at jeg, uden at vide af det, skal komme til at udtale en afvigende mening." Disse ord gjorde et stærkt indtryk på ham; jo uforsigtigere han var bruset op, des roligere gjorde fortrydelsen ham, og han stemte for, at den anklagede frikendtes for majestætsforbrydelse. Beskyldningen for pengeudpresning henvistes til forligsmæglerne.
75. Det var ham ikke nok at tage del i senatets undersøgelser; han var også jævnlig tilstede i de sædvanlige retter, siddende på et hjørne af tribunalet for ikke at jage prætoren af hans æresstol, og mangen gang blev der i hans nærværelse truffet afgørelser, som gik tværtimod mægtige mænds forbønner og forsøgene på at indvirke på dommerne; men idet der således sørgedes for retfærdigheden, gik friheden tilgrunde.
Ved den tid var det, at senatoren Pius Aurelius klagede over, at man ved at lægge en alfarvej med afløbskanal om ved det hus, han boede i, havde svækket dette i dets grundvold, og han påkaldte senatets hjælp. Skatkammerets forstandere modsatte sig hans forlangende, men Cæsar trådte til og udbetalte Aurelius husets værdi; ti han var altid redebon til udgifter, han havde ære af — en dyd, han længe holdt på, mens han aflagde de andre. Den forhenværende prætor Propertius Celer, som på grund af sin fattigdom bad, om han måtte udtræde af standen, skænkede han en million sestertier, da han havde fået fuld vished for, at hans fader havde efterladt ham i trange kår. Da andre prøvede på det det samme, befalede han dem at begrunde deres krav for senatet; i sin tilbøjelighed til strænghed var han hård også i tilfælde, hvor han gjorde, hvad ret var. Dette havde til følge, at alle andre foretrak at bære deres fattigdom i tavshed fræmfor at vedkende sig den og modtage understøttelse.
76. I samme år steg Tiberfloden på grund af vedholdende regnskyl og satte de lave steder i byen under vand; idet den gik tilbage, styrtede mange huse sammen og mange mennesker kom af dage. Desårsag stemte Asinius Gallus for, at man skulde se efter i de sibyllinske bøger. Det satte Tiber sig imod, ligeså hemmelighedsfuld i guddommelige som i menneskelige ting; men det blev overdraget Atejus Capito og Lucius Arruntius at udfinde et middel til at holde floden indenfor dens leje.
Akhaja og Makedonien, som bad om lettelse i deres byrder, besluttede man for øjeblikket at befri for den prokonsulariske styrelse og overgive til Cæsar.
Ved de gladiatorlege, som Drusus havde lovet i sin broder Germanicus's og sit eget navn, førte han også forsædet og ytrede altfor stor glæde ved at se blod flyde, var det end kun blod af ringe værd. Folk gruedes derved, og han skal også være bleven irettesat derfor af sin fader. Hvorfor denne selv havde holdt sig borte fra dette skuespil, udlagde man på forskællig måde: nogle sagde, det var af lede ved offentlige forsamlinger, andre, at grunden dertil lå i hans mørke og tunge sind og hans frygt for at blive sammenlignet med Avgust, der jo altid med nådig mildhed havde været tilstede ved disse lege. Man har også sagt, at han har villet lade sin søn få lejlighed til at lægge sit grumme sind for dagen og derved vække folkets uvilje imod sig; men det kan jeg ikke tro.
77. Theateroptøjerne, som vare begyndte i det nærmest foregående år, brøde nu ud med storre voldsomhed : ikke blot nogle af almuen, men også nogle soldater og en centurion dræbtes og en tribun af garden blev såret, da de vilde værge øvrigheden mod forhånelser og dæmpe slagsmål i mængden.
Om dette oprør kom det til forhandling i senatet, og flere foreslog, at prætorerne skulde have ret til at lade skuespillere hudstryge. Folketribunen Haterius Agrippa gjorde indsigelse derimod og blev skarpt imødegået af Asinius Gallus, uden at Tiber blandede sig i sagen; han lod gærne senatet beholde sådanne skyggebilleder af frihed. Imidlertid gik indsigelsen igennem, fordi gud Augustus engang på forespørgsel havde udtalt, at skuespillerne vare fritagne for hudflætning, og det vilde være helligbrøde af Tiber at handle imod hans ord. Om størrelsen af skuespillernes lønning og imod deres venner, klakørernes tøjlesløshed blev der taget en mængde bestemmelser, af hvilke de mærkeligste vare følgende: „Ingen senator måtte besøge pantomimer i deres hjem; romerske riddere måtte ikke ledsage dem på gaden; de måtte ikke optræde andensteds end i theatret, og prætorerne skulde have magt til at straffe tilskuere, der forstyrrede god orden, med forvisning.
78. Hispanierne i kolonien Tarrako bad, om de måtte bygge et tempel der til ære for Augustus. Det blev dem tilladt, og der blev dermed givet alle provindser et exempel til efterfølgelse.
Den afgift på en af hundrede, der efter borgerkrigene var bleven lagt på alle salg, bad folket sig fritaget for, men Tiber lod kundgøre, at det var en væsentlig indtægt for krigskassen, ja staten var endda ikke istand til at bære krigsbyrden, medmindre det blev således, at veteranerne først skulde have hjemlov efter tyve års tjeneste. Således blev den skadelige bestemmelse fra det siste oprør, hvorved soldaterne havde tiltvunget sig, at tjenesten skulde have ende efter sexten års forløb, sat ud af kraft for fræmtiden.
79. Dernæst drøftede senatet på grundlag af en af Arruntius og Atejus forelagt betænkning det spørgsmål, om man ikke for at sætte grænser for Tiberens oversvømmelser skulde aflede de floder og søer, som bringe den til at stige, og man lod municipiernes og koloniernes afsendinge udtale sig om den sag. Florentinerne bad om, at Clanis ikke måtte blive ledet bort fra sit sædvanlige leje og føres over i Arnus-floden, det vilde være til fordærvelse for dem. Ganske på samme måde talte sendemændene fra Interamna: "De frugtbareste marker i Italien vilde blive ødelagte, hvis Narfloden, som planen var, blev delt i kanaler og kom til at træde over." Heller ikke Rheatinerne tav stille: „Man måtte endelig ikke stoppe for Velinus-søen der, hvor den løber ud i Nar, da den jo så vilde styrte ud over naboegnene. Naturen havde jo på bedste måde sørget for menneskene, idet den havde givet floderne deres mundinger, deres løb og ligesåvel som deres udspring, således også deres grænser. Man burde også tage hensyn til forbundsfællernes religiøse følelse: de havde jo indviet helligdomme, lunde og altre til hjemmets floder; ja Tiberen selv vilde slet ikke skøtte om at skilles af med sine bifloder og således flyde med mindre majestæt." Hvad enten det nu var koloniernes bønner eller overtroen, der virkede dertil, vist er det, at man tiltrådte Pisos mening, som gik ud på, at alt skulde blive ved det gamle.
80. Poppæus Sabinus fik forlængelse på sin styrelse af Mosien og dertil lagdes Akhaja og Makedonien. Også det var en særegenhed hos Tiber, at han forlængede kommandoerne og som oftest lod hærøverster og landshøvdinger blive i deres stilling lige til deres død. Der nævnes forskællige grunde dertil: nogle sige, det var fordi han nødig vilde have ny ulejlighed, at han lod sine engang tagne bestemmelser gælde for bestandig, andre, at det var, fordi han ikke undte flere nydelsen af disse poster. Der er dem, som mene, at, så snild og skarpsindig han end var, så ængstelig var han ved at tage en beslutning, ti han søgte ikke fræmragende dyd, og på den anden side hadede han lasten; fra de godes side frygtede han fare for sig selv, fra de slettes for den offentlige ære, og i denne tvivlrådighed gik han tilsist såvidt, at han mangen gang gav en mand en provinds uden nogensinde at kunne beslutte sig til at lade ham gå ud af byen.
81. Om konsulvalget, således som det nu for første gang og siden altid foregik under hans regering, tør jeg ikke sige noget bestemt, så mange modsigelser findes desangående ikke blot hos historieskriverne, men også i hans egne taler. Snart fortav han kandidaternes navne, men beskrev enhvers byrd, vandel og krigstjeneste, så at man godt kunde skønne, hvem det var, han mente; stundom undlod han også at give disse vink og opfordrede kandidaterne til ikke at forstyrre valget ved at jage efter stemmer, han skulde nok selv tage sig af dem i den henseende. Som oftest sagde han, at der ikke havde mældt sig nogen hos ham foruden dem, hvis navne han havde meddelt konsulerne, men hvis der var andre, som stolede på deres yndest eller fortjenester, kunde de godt mælde sig — udtalelser, som havde en smuk klang, men igrunden vare tomme og svigefulde og jo mere de indhylledes i et skin af frihed, engang vilde føre til så meget hårdere trældom.
>>>
|