Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Tacitus: AnnalesOversat af O. A. Hovgaard (1885)FØRSTE BOG. II.2. Augustuss ligfærd. Domme over ham. 7. I Rom så man imidlertid alle styrte sig under trældomsåget, både konsuler og senatorer og riddere; jo højere én stod i rang, des videre gik han i forstillelse og iver, og med ansigtet lagt i folder, der hverken røbede glæde over regentens bortgang eller altfor stor misfornøjelse med den nyes regerings-tiltrædelse, blandede de gråd med glæde, klage med smiger. Konsulerne Sextus Pompejus og Sextus Apulejus vare de første, som tilsvore Tiberius Cæsar lydighed og næst dem svor Sejus Strabo og Cajus Turranius, hin øverste for gården, denne for kornforsyningen, endelig senatet, soldaterne og folket. Tiberius lod nemlig alting begynde ved konsulerne, som om den gamle frihed endnu bestod og som om han betænkte sig på at optræde som hersker. Selv den skrivelse, hvorved han stævnede senatorerne til kuriet, udstedte han kun som ihændehaver af den ham under Augustus tillagte tribunmagt. Ordene i denne skrivelse vare få, og indholdet meget fordrings-frit: „Det var æresbevisningerne for hans fader — hed det —, han vilde rådspørge dem om, og han veg ikke fra liget; det var den eneste offentlige bestilling, han tiltog sig." Imidlertid var Augustus aldrig så snart død, forend han havde givet gardekohorterne løsenet som deres krigsherre; han havde skildvagter, drabanter og hvad der ellers hører til et hof; soldater ledsagede ham ind på torvet, fulgte ham ind i kuriet; han skrev til hærene, som om han allerede havde fået regeringen, og ingensteds havde han betænkeligheder, undtagen når han talte i senatet. Grunden dertil var især hans frygt for, at Germanicus, der rådede over så mange legioner, over store hjælpehære fra forbundsfællerne og stod i så høj yndest hos folket, skulde synes, det var bedre at have magten i eje end i vente. Desuden tog han hensyn til folkesnakken og vilde hellere synes at være kaldet og udvalgt af republikken end at have indsneget sig ved kvinderænker og en oldings udkårelse. Siden fik man øjnene op for, at, når han havde spillet den tvivlrådige, var det også for at komme til at se ind i de stores hjerter, thi det var hans vane at lægge en ond mening ind i andres ord og miner og gæmme dem hos sig. 8. I senatets første møde vilde han ikke have, at der måtte tales om andet end den sidste ære, der skulde vises Augustus. Dennes testament, som fremlagdes ved de vestalske jomfruer, indsatte Tiberius og Livia til hovedarvinger; Livia optoges i den juliske familie og fik navnet Augusta. Med udsigt næst efter dem havde han nævnt sine børnebørn og børnebørns børn og for det tredje samfundets første mænd, deriblandt mange, der vare ham forhadte, så han kun havde taget dem med af forfængelighed og lyst til at glimre for efterslægten. Legaterne overskrede ikke det almindelige mål, undtagen forsåvidt som han skænkede folket og almuen 43½ million sestertier, soldaterne i gardekohorterne hver 1000 sestertier, i bykohorterne 500, i legionerne og de af romerske borgere bestående kohorter 300 til mands. Så blev der da rådslået om æresbevisningerne. Mest iøjnefaldende var et forslag af Gallus Asinius, at liget skulde føres ud ad triumfporten, og et andet af Lucius Arruntius, at titlerne på de love, han havde givet, samt navnene på de folk, han havde overvundet, skulde bæres foran. Messala Valerius vilde også have, at man årlig .skulde forny troskabseden til Tiberius, og da denne spurgte ham, om det var på opfordring fra ham selv, han var kommen frem med dette forslag, gav han til svar, at han havde gjort det af egen drift, og at han i hvad der vedkom det almene bedste, kun vilde følge sit eget hoved, selv med fare for at vække mishag. Anden måde var der nu ikke tilbage at smigre på. Som med én mund råbte „fædrene", at liget burde bæres til bålet på skuldrene af senatorer. Cæsar lod det altsammen gå igennem, men ordnede egenmægtig udførelsen. Han påmindede i en kundgørelse folket om, at, som man i sin tid af overdreven kærlighed havde forstyrret gud Julius's bålfærd, således måtte man nu ikke forstyrre Augustuss ved at forlange, at kan skulde brændes på torvet, ikke på det dertil udsete sted på Marsmarken. På begravelsesdagen stode soldater opstillede som for at dække ligtoget, hvad der forekom dem højst latterligt, som selv havde oplevet eller af deres forældre hørt fortælle om hin dag, da trældommen endnu var ny, og man forgæves havde søgt at genvinde friheden, den dag, da diktatoren Cæsars drab syntes nogle den værste forbrydelse, andre den skønneste heltedåd. „Skulde det nu, sagde man, virkelig være nødvendigt, at en gammel regent, som længe havde haft magten, og ovenikøbet havde udrustet sine arvinger med stærke våben mod friheden, blev forsvaret ved soldaters hjælp, for at hans jordefærd kunde gå rolig for sig?" 9. Herved kom man også til at tale meget om Augustus selv. Mængden faldt i forundring over intetsigende omstændigheder, f. ex. at den dag i året, på hvilken han i sin tid havde fået magten, også var bleven den sidste dag i hans liv, og at han var død i Nola i samme hus og i samme værelse som hans fader Octavius. Også tallet på hans konsulater gjorde man meget væsen af: han havde jo beklædt ligeså mange som Valerius Corvus og Cajus Marius tilsammen. I samfulde syv og tredive år, sagde man, havde han haft tribunmagten, imperatornavnet (titlen af krigsøverste) havde han vundet en og tyve gange, og andre æresposter havde man tillagt ham mange gange eller opfundet fra ny af for hans skyld. Oplyste folk derimod talte om hans liv og færd på forskellig måde, rosende eller dadlende. På den ene side sagde man: „Det var sønlig kærlighed og statens nød under den daværende lovløse tilstand, som havde tvunget ham ind i borgerkrig, og en sådan kunde hverken åbnes eller føres ved strængt lovlige midler. For at få hævn over sin faders mordere havde han gjort mange indrømmelser såvel til Antonius som til Lepidus. Efterat denne var sunken sammen i dvaskhed og hin druknet i vellyst, så var enevoldsmagten det eneste, som kunde råde bod på tvedragten i fædrelandet. Dog, det var hverken som konge eller som diktator, men under navn af regent, at han havde fået staten bragt i lave. Oceanet eller fjerne floder havde han gjort til værn for riget; flåderne, legionerne, provinserne, kortsagt alt havde han knyttet sammen til et hele; han havde øvet retfærd mod borgerne, mådehold mod forbundsfællerne, og selve hovedstaden havde han smykket med pragtbygninger. Kun i meget få tilfælde var han gået strengt tilværks, for at der iøvrigt kunde herske ro." 10. I modsætning dertil talte andre således: .,Sønlig pligt og statens tilstand havde kun været ham påskud; i.virkeligheden var det herskesyge, som havde ledet ham. Således havde han opægget veteranerne ved store gaver og, skønt endnu ganske ung og uden offentlig bemyndigelse, skaffet sig en hær, forført konsulens legioner og hyklet hengivenhed for det pompejanske parti; efter dernæst ved en senatsbeslutning at have tilrevet sig en prætors magt og myndighed havde han taget kommandoen over Hirtius's og Pansas tropper, da disse to vare ryddede af vejen måske af fjenden, måske også ved Cæsars svig, hvis det ellers var sandt, at der blev gydt gift i Pansas sår, og at Hirtius blev dræbt af sine egne soldater; derefter havde han tvunget senatet til at give ham konsulatet og vendt de våben mod republikken, som han havde fået til bekæmpelse af Antonius, og så kom den tid, da borgere domtes fredløse og jordegods uddeltes — forholdsregler, som ikke engang selve de mænd, der toge dem, havde fundet prisværdige. At Cassius og de to Brutus'er kun vare faldne som ofre for det fjendskab, han havde arvet fra faderen, det lod sig nok høre — skønt han burde have tilsidesat personligt nag for det almene bedste —; men Pompejus havde han skuffet med et skyggebillede af fred, Lepidus ved hyklet venskab; siden havde han lokket Antonius i fælden ved overenskomsterne i Tarent og Brundusium og giftermålet med sin søster og så ladet ham betale det svigefulde svogerskab med sit liv. Derefter var der ganske vist kommen fred, men en blodig fred: man havde oplevet Lollius's og Varus's nederlag, i Rom en Varros, en Egnatius's, en Julius's drab." Man skånede heller ikke hans huslige liv. „Han havde, sagde man, taget Neros hustru fra ham og så spurgt pontifex’erne (overpræsterne), som vilde han gøre nar af dem, om der fra religionens side var noget i vejen for, at hun giftede sig med ham, skønt hun var frugtsommelig og endnu ikke havde født. Hvorvidt var ikke Vedius Pollio gået i yppighed! og endelig Livia! hun havde været staten en hård moder, Cæsarernes hus en hård stedmoder. Han havde ikke ladet guderne beholde nogen æresbevisning for sig selv, idet han havde ønsket selv at have templer og gudebilleder samt præster, også særlige, til at besørge sin dyrkelse. Når han havde taget Tiberius til sin eftermand, var det ingenlunde sket af kærlighed til ham eller af omhu for det almene vel, men han havde opdaget hans hovmod og grumhed og så søgt sig ære i den værste modsætning." Så meget er vist, at Augustus få år iforvejen, da han igen af senatet forlangte tribunmagten til Tiberius, havde holdt en tale, hvori han vel i det hele roste ham, men dog, som for at undskylde ham, henkastede nogle dadlende ord om hans holdning, dragt og hele levevis. 3. Tiberius lader sig pånøde regeringen. 11. Da nu begravelsen på vanlig vis var fuldendt, tilkendte man den hedengangne et tempel og dyrkelse som en af guderne og vendte sig derpå med bønner til Tiberius. Denne talte frem og tilbage på den ene side om rigets størrelse, på den anden side om sin egen ringe evne: „Alene gud Augustuss ånd havde mægtet at omfatte en så uhyre masse. Kaldet af ham til at dele regeringens byrder havde han selv af erfaring lært, hvor vanskeligt, hvor voveligt det var at have den hele at bære. Derfor skulde man i et samfund, der havde så mange udmærkede mænd at støtte sig til, ikke læsse alting over på én mands skuldre; når flere arbejdede sammen med hinanden, vilde det gå lettere med statens styrelse." Der var i dette sprog mere værdighed end ærlighed og pålidelighed. Tiberius plejede til alle tider selv i ting, han ingen hemmelighed vilde gøre af, at bruge svævende og dunkle udtryk, hvad enten det nu var ham medfødt eller det var blevet en vane hos ham; men nu da han netop gjorde sig umage for helt at dølge sine tanker, indhyllede han dem mere end ellers i ubestemthed og tvetydighed. Senatorerne, som intet frygtede så meget som at få udseende af at forstå ham, brøde ud i klager, tårer, bønner; de udstrakte hænderne mod gudernes statuer, mod Augustuss billede, ja mod Tiberiuss knæ; da lod han et skrift frembære og oplæse. Der gjordes deri rede for statens hjælpemidler, for mængden af borgere og forbundsfæller, der stode under våben, for tallet på flåderne, kongerigerne og provinserne, for størrelsen af skatter og afgifter (direkte og indirekte skatter), såvelsom også for de nødvendige udgifter og gaverne. Alt dette havde Augustus optegnet med egen hånd, og han havde tilføjet det råd ikke at udvide rigets grænser — måske af frygt, måske af misundelse. 12. Idet senatet nedlod sig til det laveste trygleri, kom Tiberius til at sige, at, kunde han end ikke magte statsstyrelsen i dens helhed, vilde han dog påtage sig omsorgen for hvilkensomhelst del deraf, man vilde lægge i hans hånd. Da siger Asinius Gallus: „Jeg spørger dig, Cæsar, hvad for en del af statsstyrelsen du kunde ønske, man skulde overdrage dig?" Tiberius studsede over dette uventede spørgsmål og tav et øjeblik stille, men fattede sig så og svarede, at hans følelse forbød ham at vælge eller vrage noget af det, som han helst så sig helt fritagen for. Gallus, som kunde se på ham, at han havde gjort ham vred, tog atter ordet og sagde, at han ikke havde gjort dette spørgsmål, for at Cæsar skulde dele, hvad der ikke kunde adskilles, men for at han ved sin egen tilståelse kunde overbevises om, at staten var et eneste legeme og måtte styres af én mands ånd. Han føjede dertil en lovtale over Augustus og mindede Tiberius selv om hans sejrvindinger som og om alt det udmærkede, han i så mange år havde udrettet hjemme. Dog fik han ikke dermed hans vrede mildnet, thi han havde længe været Tiberius forhadt som den, der ved sit giftermål med Marcus Agrippas datter Vipsania, tidligere Tiberiuss hustru, søgte at hæve sig over en simpel borgers stilling og dertil havde arvet sin fader Asinius Pollios stolte sind. 13. Derefter holdt Lucius Arruntius en tale, som næsten lignede Gallus's, og vakte ligeledes Tiberiuss mishag, thi vistnok havde denne ikke fra gammel tid af noget nag til ham, men på grund af hans rigdom, uforfærdethed og fremragende dygtighed samt det tilsvarende ry, han stod i, så han med mistænksomme øjne på ham. Da nemlig Augustus i sin sidste tid talte om, hvem der vilde kunne gøre fyldest på første plads, men ikke var villig til at indtage den, hvem der nok kunde ønske det, men ikke duede dertil, og hvem der både havde ævnen og viljen, havde han sagt, at Manius Lepidus havde dygtighed, men ingen lyst, Asinius Gallus var lysten derefter, men altfor svag, Lucius Arruntius manglede ikke ævne og, når lejligheden fræmbød sig, vilde det ikke fattes ham på mod. Med hensyn til de to første ere alle enige; istedenfor Arruntius nævne nogle Gnæus Piso. Alle med undtagelse af Lepidus bleve ofre for forskellige beskyldninger, som Tiberius opspandt imod dem. Også Quintus Haterius og Mamercus Scaurus sårede hans mistænksomme sind, Haterius ved det spørgsmål: „Hvor længe vil du dog, Cæsar, lade staten være uden hoved?” og Scaurus ved den ytring, at man turde håbe, senatets bønner ikke vilde være frugtesløse, siden han ikke ifølge sin ret som tribun havde gjort indsigelse mod konsulernes indstilling. Haterius satte han strax skarpt i rette, Scaurus, som han nærede et mere uforsonligt had til, lod han være uden svar. Træt af alles råben og enkeltes indtrængende opfordring, bøjede han lidt efter lidt af, dog ikke således, at han tilstod, at han vilde overtage regeringen, men han hørte idetmindste op at sige nej og lade sig bede. Haterius begav sig til paladset for at undskylde sig, og vist er det, at, da han kastede sig ned for Tiberiuss fødder, som denne gik frem og tilbage derinde, var han nær bleven dræbt af soldaterne, fordi Tiberius ved et tilfælde eller standset af hans hænder kom til at falde omkuld. Dog selv en sådan mands dødsfare rørte ikke Tiberius. Haterius måtte ty til Augusta, og først hendes indtrængende forbøn formåede at frelse ham. 14. I rigeligt mål ødslede senatorerne også smiger på Augusta. Nogle stemte for, at hun skulde have titel af „moder”, andre, at hun skulde kaldes „fædrelandets moder", og de fleste, at man til Tiberiuss navn skulde føje de ord „Julias søn". Tiberius svarede dertil, at „man burde holde måde med æresbevisninger mod kvinderne; han selv vilde vise samme mådehold i hvad der tillagdes ham"; men i virkeligheden ængstedes han af misundelse og så i en kvindes ophøjelse en ydmygelse for sig selv, og det var grunden til, at han ikke engang vilde have, at man gav hans moder en liktor, og da man vilde tilkende hende et adoptions-alter og andet deslige, satte han sig derimod. På den anden side forlangte han prokonsularisk magt til Cæsar Germanicus, og der blev afsendt nogle mænd, som skulde overbringe ham denne værdighed og tillige trøste ham i hans sorg over Augustuss bortgang. Når han ikke forlangte det samme til Drusus, var grunden den, at Drusus var udvalgt konsul og nærværende. Som kandidater til præturen nævnte han tolv, det af Augustus fastsatte tal, og da senatet opfordrede ham til at øge det, svor han på, at han ikke vilde overskride det. Ved den lejlighed var det første gang, at valgretten fra Marsmarken overførtes på senatet; thi om end regenten (fyrsten) hidindtil havde rådet for de vigtigste valg, vare dog endnu enkelte blevne afgjorte ved folkets frie afstemning. Folket indskrænkede sig til ørkesløse klager over tabet af sin ret, og senatet holdt gerne på den, da det derved slap for at købe eller ydmygt trygle om stemmer, tilmed da Tiberius ordnede det således, at han ikke vilde anbefale flere end fire kandidater, som så skulde vælges uden afvisning og følgelig ikke behovede at hværve stemmer. På samme tid bade folketribunerne om, at de selv måtte bekoste lege, som skulde indføres i kalenderen og efter Augustuss navn kaldes Augustuslege. Men det bestemtes, at pengene dertil skulde tages af statskassen, og at tribunerne i cirkus måtte optræde i triumfdragt; at køre i triumfvogn fik de ikke lov til. Siden blev besorgelsen af disse lege overført på den prætor, som havde at domme borgere og fremmede imellem.
|
Sidst revideret 29. 12. 2009