Tacitus: Annales

Oversat af O. A. Hovgaard (1887)

Latinsk tekst

ELLEVTE BOG. - II. Claudius Cæsar i året 48 e. Kr. f.

<<<

1. Gallerne få adgang til senatet. Claudius's siste handlinger som censor.

23. I det år, da Aulus Vitellius og Lucius Vipstanus vare konsuler, blev der spørgsmål om at forstærke senatet. Stormændene i det såkaldte Gallia comata, der for længe siden havde opnået forbund med os og romersk borgerret, udbade sig nu ret til at få æresposter i Rom. Der blev talt meget og mangehånde blandt folk om den sag; der blev også kæmpet med varme for og imod i regentens påhør. „Italia var ikke, påstod nogle, så svagt, at det ikke mægtede at forsyne sin hovedstad med et senat. Fordom havde de indfødte Romere været de beslægtede folk nok, og man behøvede ikke at skamme sig ved den gamle statsstyrelse: man mindedes jo tværtimod endnu mandige og berommelige gærninger, hvori Romerånden i de gode gamle tider havde lagt sig for dagen. Var det måske ikke nok, at Veneter og Insubrer vare brudte ind i kuriet? Var det nødvendigt endnu at indføre i det denne sværm af fræmmede, en flok krigsfanger, kunde man sige? Hvilke æresposter vilde der for fræmtiden være til de adelige, som endnu vare tilbage, eller til fattige senatorer fra Latium? Alle pladser vilde blive optagne af rigmænd histoppe fra, hvis farfædre og oldefædre som høvdinger for fjendtlige folkefærd havde nedhugget vore hære og belejret gud Julius ved Alesia. Dette var nu fra en nyere tid. Man skulde også huske på dem, der i sin tid pønsede på at røve riet guderne helligede bytte fra Kapitolium og Roms borg! De måtte gærne beholde titlen af borgere; men senatorernes ærestegn, øvrighedspersonernes prydelser burde ikke gives iflæng til alle og enhver."

24. Disse og lignende ytringer gjorde slet ikke noget indtryk på regenten. Han udtalte sig strax derimod, sammenkaldte derpå senatet og tog der således til orde: „Min egen byrd - og jeg stammer jo fra Sabineren Clausus, der på én gang blev optaget i det romerske borgersamfund og i de patriciske familier — minder mig om at styre staten efter tilsvarende grundsætninger og overføre hertil, hvad udmærket der findes på alle andre steder. Jeg er jo heller ikke uvidende om, at Julierne kom hertil fra Alba, Coruncanierne fra Camerium, Porcierne fra Tusculum og, for ikke at gå så langt tilbage i tiden, at mænd fra Etruria, Lucania og hele det øvrige Italia, ligesom hine, bleve optagne i senatet; endelig at selve Italia blev udvidet til Alperne, så at ikke blot enkelte mænd, men hele landskaber og stammer smæltede sammen med os og kom til at dele navn med os. Freden i det indre var sikret, vor magt udadtil vel befæstet fra det øjeblik af, da folkene hinsides Padus (Po) bleve optagne i borgersamfundet, og da man under påskud af vore legioners bosættelse over hele jordens kreds medoptog i dem de kraftigste mænd fra provindserne og således rådede bod på rigets udtommelse. Have vi vel grund til at beklage, at Balbus'erne kom herover til os fra Hispania og ikke mindre udmærkede mænd fra det narbonske Gallia? Deres ætlinge leve endnu iblandt os, og de stå ikke tilbage for os i kærlighed til vort fædreland. Når Lakedæmonierne og Athenæerne trods deres store våbenmagt gik til grunde, hvad andet var da årsag dertil end det, at de udelukkede de overvundne som fræmmede? Romulus derimod, vor stads grundlægger, stod så højt i visdom, at han på én og samme dag havde mange folkeslag først til fjender, så til medborgere. Vi have haft fræmmede til konger over os. At frigivnes son-ner få statsæmbeder, er ikke, som mange med urette tro, noget nyt, men fandt ofte sted i tidligere dage. fa, men vi have ført krig mod Senonerne, siger man. - Nu, men have da Volskerne og Æquerne virkelig aldrig, stillet sig op til slag imod os? Vi have været Gallernes krigsfanger, siger man fræmdeles. — Men vi have jo også givet Tuskerne gidsler og gået under Samniternes åg! Og dog, gennemgår man samtlige vore krige, vil man finde, at ingen er bleven endt i så kort tid som den med Gallerne, og siden er freden med dem aldrig bleven forstyrret. Nu da de allerede have blandet sig med os ved at optage vore sæder og højere dannelse samt gifte sig ind iblandt os, så lad dem nu også tilføre os deres guld og rigdomme hellere end at have dem for sig selv. Alt, forsamlede fædre, hvad der nu regnes for ældgammelt, har engang været nyt. Plebejerne (middelstanden) fik adgang til statsæmbederne efter patricierne (den gamle adel), Latinerne efter plebejerne, mænd af Italias andre folk efter Latinerne. Også hvad vi her fastsætte, vil engang blive gammelt, og hvad vi idag søge at hævde ved forbilleder, vil engang selv tjene til forbillede."

25. Ifølge denne tale af regenten udstædtes en senatsbeslutning, og Æduerne vare derefter de første, som fik ret til at tage sæde i hovedstadens senat. Dette gjorde man af hensyn til deres gamle forbund med os, og fordi de ere de eneste blandt Gallerne, som bære navn af Romerfolkets brødre.

I de samme dage optog Cæsar blandt patricierne alle dem, der længst havde været senatorer eller hvis fædre havde været beromte; ti der var nu kun få tilbage af de familier, som hørte til de slægter, Romulus havde kaldt de hojere, og til dem, Brutus havde kaldt de lavere; ja endog de vare uddøde, der vare blevne optagne af Cæsar som diktator ved den Cassiske lov, af Augustus som regent ved den Sæniske. Folk syntes godt derom, og med stor glæde skred censoren til værket.

Ængstelig over, hvorledes han skulde bære sig ad med at udstøde personer med slet rygte af senatet, greb han til en mild, nylig opfunden fræmgangsmåde hellere end at gå til værks efter gammeldags strænghed: „Enhver, sagde han, skulde prøve sig selv og så bede om lov til at træde ud af standen. Uden vanskelighed vilde man få tilladelsen dertil. Desuden vilde han på én gang nævne både dem, der vare blevne udstødte af senatet, og dem, der vare blevne fri for at sidde der, for at skammen kunde forminskes ved sammenblandingen af censorernes dom og de frivillig udtrædendes æresfølelse." I den anledning foreslog konsulen Vipstanus, at „man skulde give Claudius navnet senatets fader, ti navnet fædrelandets fader var altfor almindeligt; hidtil ukendte fortjenester af staten burde hædres med hidtil ubrugte titler." Men Cæsar viste selv konsulen til rette; han fandt, det var at drive smigreriet altfor vidt.

Nu sluttede Cæsar sin virksomhed som censor med det sædvanlige sonoffer; tallet på borgerne fandtes den gang at være fæm millioner ni hundrede og otti fire tusinde og syvti to. Ved den tid hørte han også op at være uvidende om sine huslige forhold; ti ikke ret længe efter blev han nødt til at se og straffe sin hustrus ryggesløshed, for derefter at optændes af en elskov, som skulde drive ham til et ægteskab i blodskam.

>>>