Oversat af O. A. Hovgaard (1887)
Latinsk tekst
TRETTENDE BOG. - I: Nero Claudius Cæsar i året 54 e. Kr. f.
(oktober - december).
1. Begivenheder i Rom. - Silanus og Narcissus dø. Burrus og Seneca mod Agrippina.
1. Den første, som måtte dø under den nye regering, var prokonsulen i Asia, Junius Silanus; Nero uafvidende blev han et offer for Agrippinas intriger. Grunden dertil var ikke den, at han ved nogen voldsomhed i sit væsen selv havde pådraget sig sin skæbne, ti han var et menneske af dvask natur, og andre herrer havde været lede og kede af ham, så at Cajus Cæsar jævnlig havde kaldt ham et forgyldt fæhoved. Men Agrippina, der havde skaffet hans broder Lucius Silanus af dage, var bange for, at han skulde tage hævn, især da folk idelig snakkede om, at da Nero jo næppe endnu var kommen ud over drængealderen og havde fået regeringen ved en forbrydelse, burde man for ham foretrække en mand af sat alder, af ustraffelig vandel, af adelig byrd, som derhos - hvad man her burde se på - var én af Cæsarernes ætlinge (også Silanus nedstammede jo, ligesom Nero, i fjærde led fra gud Augustus). Dette var den egentlige årsag til hans død. Redskaberne dertil vare den romerske ridder Publius Celer og en frigiven ved navn Helius, begge forvaltere af regentens privatejendomme i Asia. De forgave prokonsulen ved et gilde og gik dermed så åbenlyst tilværks, at det ikke kunde blive nogen hemmelighed.
Ligeså stort hastværk havde man med at få Claudius's frigivne Narcissus dræbt, ham, hvis ukvæmsord mod Agrippina jeg ovenfor har fortalt om; ved at holde ham i hårdt fængsel og unddrage ham alle livsfornødenheder drev man ham til døden. Det skete mod regentens vilje, ti ved sin havesyge og ødselhed passede han udmærket til dennes endnu dulgte laster.
2. Man vilde have skredet til flere mord, hvis ikke Afranius Burrus og Annæus Seneca havde forebygget det. Disse to mænd, der vare den unge krigsherres hovmæstere og som sådanne virkede i fuld enighed med hinanden - hvad der er en sjælden ting, hvor flere stå side om side i magt og myndighed - , havde på forskællig måde lige stor indflydelse: Burrus ved sine militære talenter og sin strænghed i sæder, Seneca ved sin undervisning i veltalenhed og ved sin ædle mildhed; således støttede de hinanden gensidig for at have des lettere ved at holde igen på regenten i den farlige alder, han nu var i, ved at unde ham fornöjelser, når han selv lukkede sit øre for dydens bud. Begge havde én kamp at bestå, næmlig mod Agrippinas voldsomhed; ti hun brændte af alle en ond herres (despotismens) lidenskaber og havde derhos en støtte i Pallas, ophavsmanden til det urene ægteskab og den fordærvelige adoption, hvorved Claudius havde styrtet sig selv. Men Nero var ikke til sinds at boje sig for en slave, og Pallas havde ved det skumle hovmod, hvormed han overskred grænserne for en frigiven, vakt lede til sig hos ham. For verdens ojne overøste man dog Agrippina med alle æresbevisninger, og da den vagthavende tribun ifølge militær skik bad om et løsen, gav Nero ham de ord: „den ejegode moder". Senatet tilkendte hende endog to liktorer og æmbedet som præstinde for Claudius samtidig med, at der tilstedes denne censorisk begravelse og, strax efter, optagelse blandt guderne.
Ligtalen over Claudius. Regentens første optræden i senatet.
3. På begravelsesdagen var det Nero, som holdt lovtalen. Så længe han talte om hans slægts ælde og opregnede hans forfædres konsulater og triumfer, var både han selv og alle andre helt med; også da han talte om den hedengangnes literære kundskaber og mindede om, at ingen ulykke havde ramt staten udenfra under hans regering, hørte man endnu til med villige øren; men da han gik over til at tale om hans forudseenhed og visdom, kunde man ikke bare sig for latter. Og dog var talen lavet af Seneca og var meget pyntelig, som man kunde vænte af en mand med hans behagelige og efter den tids smag afpassede talent. Ældre mænd, som gærne more sig med at sammenligne fortid og nutid, lagde mærke til, at Nero var den første regent, der havde behøvet at ty til andres talegaver. Cæsar, diktatoren, kunde stilles lige med de störste talere. Avgust talte let og flydende og således, som det passede sig for en regent. Tiber forstod også den konst at veje ordene og plejede så at give sine tanker et fyldigt udtryk eller med flid at tilsløre dem. End ikke Cajus Cæsars sindsforvirring svækkede hans ævne til at tale. Heller ikke hos Claudius savnede man elegants, så ofte han havde tænkt over, hvad han vilde sige. Nero rettede strax i drængeårene sin livlige ånd på andre ting: han graverede, malede og øvede sig i at synge og være kusk; nu og da lavede han også vers og viste derved, at han havde et anstrøg (stænk) af literær dannelse.
4. Da man vel var kommen over sörgetiden med alt, hvad der i den skal iagttages, trådte han ind i kuriet. Efter nogle indledende ord om sin indsættelse som regent ved senatets beslutning og soldaternes enstemmige ønske mindede han om, „at med de rådgivere, med de forbilleder, han havde, vilde han nok være i stand til at styre riget på udmærket måde. Hans ungdomsår vare ikke blevne forbitrede ved borgerkrig eller huslig splid; han havde ikke pådraget sig nogens had, havde ikke lidt nogen krænkelse eller uret og bar derfor heller ikke på noget nag eller nogen lyst til hævn”. Dernæst gav han en udsigt over, hvorledes han agtede at føre regeringen, og først og fræmmest lovede han at fjærne de misbrug, der i den seneste tid havde vakt folks misfornøjelse. Han vilde ikke selv, sagde han, være dommer i alle sager eller lukke anklagere og anklagede inde i ét og samme hus, hvor nogle få personers indflydelse kunde have frit spillerum; i hans hus vilde intet være tilfals, intet tilgængeligt ad snigveje; paladset og staten skulde være særskilte ting. Senatet skulde beholde det gamle område for sin virksomhed; Italia og folkets provindser skulde fræmstille sig for konsulernes tribunal; disse skulde indføre dem i senatet; selv vilde han tage sig af hærene, som jo vare ham betroede.
Dette var heller ikke tomme ord, og mange ting bleve ordnede efter senatets tykke: således måtte ingen for penge eller gaver lade sig købe til at tale en sag; de udnævnte kvæstorer skulde ikke være pligtige til at lade opføre gladiatorskuespil. Her gjorde rigtignok Agrippina modstand: det var jo at kuldkaste Claudius's forordninger, sagde hun; men senatet fik det dog sat igennem. Dette blev i almindelighed tilsagt til at holde møde i paladset, ti så kunde hun stå ved en dör, man havde brudt igennem væggen bagved senatorerne, kun ved et forhæng skilt fra rådsalen, så at hun kunde høre, hvad der blev sagt derinde, uden selv at blive set. Hun gik endog så vidt, at en dag, da sendemænd fra Ar-menia talte deres folks sag for Nero, var hun allerede i færd med at stige op til højsædet for at sætte sig ved siden af krigsherren. Alle andre bleve så forskrækkede derover, at de ikke kunde røre sig af stedet; men Seneca trådte hen og hviskede til ham, at han burde gå sin moder imøde. Således forebyggedes et forargeligt optrin ved noget, der så' ud som sönlig ærbødighed.
>>>
|