Oversat af O. A. Hovgaard (1887)
Latinsk tekst
TRETTENDE BOG. - III: Nero Claudius Cæsar i året 56 e. Kr. f.
<<<
2. Indskrænkning af tribunernes, ædilernes og kvæstorernes magt. Processer. Dødsfald.
28. Der holdt sig ikke desmindre et skin af fri forfatning. Der opstod næmlig en strid mellem prætoren Vibullius og folketribunen Antistius i anledning af, at nogle brutale theaterklappere (klakører), som prætoren havde kastet i fængsel, vare blevne løsladte på tribunens befaling. Senatet dadlede denne for hans egenmægtige adfærd og godkendte dermed, hvad Vibullius havde gjort. Ved samme lejlighed forbød man tribunerne at gøre indgreb i prætorernes og konsulernes myndighed eller at stævne folk fra Italia for sig, for at der kunde gås fræm imod dem efter loven. Den til konsul udnævnte Lucius Piso föjede til, at de ikke lige overfor deres husfæller måtte øve nogen særlig straffemagt i kraft af deres æmbedsmyndighed, og at ingen af dem pålagt bøde af skatkammerets kvæstorer måtte indføres i statsregnskabet (de offentlige regnskabsbøger), förend fire måneder vare gåede; i mellemtiden skulde det være tilladt at gøre indsigelse, og derom skulde konsulerne afgive kendelse. Man indskrænkede også ædilernes magt og bestemte, hvor meget de kuruliske, hvor meget de plebejiske måtte tage i pant eller pålægge som bøde. Da førte også folketribunen Helvidius Priscus en privat strid imod en kvæstor ved skatkammeret, Obultronius Sabinus, som han beskyldte for, at han uden barmhjærtighed lige overfor fattige udvidede sin ret til at sælge deres ejendom ved avktion. I den anledning tog regenten opsynet med statsregnskabet fra kvæstorerne og overdrog det til præfekter (forstandere).
29. Denne gren af statsstyrelsen har haft forskællige skikkelser og har ofte skiftet form. Således havde Avgust overladt til senatet at vælge præfekter; siden fattede man mistanke om, at folk på ulovlig måde skaffede sig stemmer, og de toges så ved lodkastning blandt de fungerende prætorer. Dette varede heller ikke længe, fordi loddet mangen gang faldt på temmelig uduelige personer. Da satte Claudius påny kvæstorerne til at varetage dette æmbede, og for at de ikke af frygt for at støde folk skulde være mindre skrappe i deres gærning, lovede han at forfræmme dem udenfor den sædvanlige orden. Men de manglede alderens modenhed, da det jo var det første æmbede, de beklædte. Derfor var det, at Nero nu selv valgte forhenværende prætorer som mænd af prøvet erfaring.
30. Under de samme konsuler domfældtes Vipsanius Lænas for den griskhed, han havde vist i sin styrelse af Sardinia. Cestius Proculus, der var bleven anklaget for pengeudpresning af Kreterne, blev frikendt. Øversten for de i Ravenna stationerede galejer, Clodius Quirinalis, der havde plaget Italerne, som vare de det usleste folkefærd, ved sin overdådighed og den deraf følgende hårdhed, forekom sin domfældelse ved at tage gift. Caninius Rebilus, en af de første mænd i Rom ved sin lovkyndighed og store rigdom, unddrog sig en sygelig alderdoms plager ved at åbne sine årer; man havde ikke tiltroet denne for liderlighed på kvindevis berygtede mand mod nok til at berøve sig selv livet. Lucius Volusius derimod gik bort höjagtet og vel omtalt; i nydelsen af en stor, på redelig måde samlet formue og uden at forulæmpes af så mange krigsherrers ondskab opnåede han en levetid af niti tre år.
>>>
|