Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
ANDEN BOG. - I. Tiberius i året 16 e. Kr. f.
<<<
1. Bevægelser i Østerland.
1. Under Sisenna Statilius's og Lucius Libos konsulat kom der røre i Østerlands kongeriger og de romerske provindser der. Det første stød dertil gav Partherne, som tidligere havde udbedt sig og fået en konge fra Rom, men nu kastede vrag på ham som udlænding, skønt han var af Arsakidernes æt.
Denne konge var Vonones, som Avgust i sin tid havde fået til gidsel af Fraates. Endskønt næmlig Fraates havde kastet de romerske hære og hærøverster tilbage, havde han dog vist Avgust al mulig ærbødighed og hyldest, og for at styrke venskabet med denne havde han sendt ham en del af sine børn, dog ikke så meget af frygt for os som af mistillid til sine undersåtters troskab. 2. Da Fraates og de to følgende konger vare døde, bevægede blodige indre kampe de parthiske stormænd til at sende bud efter hans ældste søn Vonones. Cæsar (Augustus) så' deri en stor ære for sig og udstyrede ham rigelig. Barbarerne toge jublende imod ham, således som det i almindelighed går med nye herrer, men det varede ikke længe, inden de begyndte at gribes af skamfuldhed: „De havde sat en plet på det parthiske navn, sagde de; de havde hæntet sig en konge fra en anden verden, og han var bleven smittet af fjendernes levevis; det var allerede kommet såvidt, at Arsakidernes kongestol regnedes med blandt de romerske provindser og bortgaves som sådan. Hvad blev der af den ære, de havde vundet ved at dræbe Crassus og uddrive Antonius, når nu en slave af Cæsar, der i så mange år havde været trældom underkastet, rådede over Partnerne?" Vonones æggede også selv deres harme og foragt ved at tilsidesætte fædrenes sædvaner: han gik kun sjælden på jagt, brød sig ikke sønderlig om heste, lod sig bære i bærestol, når han drog igennem byerne, og forsmåede de hjemlige retter. Man spottede også over, at han lod sig ledsage af Grækere, og at han gæmte de simpleste sager under lås og lukke. Men nu hans tilgængelighed, hans forekommende venlighed! — disse dyder kjendte Partherne ikke til, de vare i deres øjne kun nye lyder, og da alt hos ham var dem selv noget fræmmed, vakte det deres uvilje lige meget, om det var slet eller godt. 3. De hidkalde altså Arsakiden Artabanus, der var voxet op hos Daherne. Han bliver slået i det første sammenstød, men samler igen kræfter og tager tronen i besiddelse. Den overvundne Vonones fandt et tilflugtssted i Armenien.
Dette rige var dengang uden konge og stod vaklende mellem Partherne og Romerne, siden Antonius havde begået den forbrydelse at lokke Armeniens konge Artavasdes til sig under venskabs maske, lægge ham i lænker og tilsist dræbe ham. Hans søn Artaxias, der i mindet om sin fader var fjendsk stemt imod os, sikrede sig og sit rige ved Arsakidernes hjælp. Da Artaxias var bleven myrdet ved forræderi af sine slægtninge, blev Tigranes skænket Armenierne af Cæsar og ført ind i riget af Tiberius Nero. Men Tigranes regerede ikke ret længe, ikke heller hans børn, skønt de efter udenlandsk skik havde giftet sig med hinanden og vare fælles om regeringen. 4. Dernæst blev på Avgusts bud en anden Artavasdes sat paa tronen og ikke uden tab for os igen styrtet fra den. Nu udvælges Cajus Cæsar til at bringe fred og orden tilveje i Armenien. Han satte en indfødt Meder ved navn Ariobazanes over landet, og Armenierne vare glade ved denne på grund af hans legemsskønhed og åndelige fortrin. Da så Ariobazanes var kommen af dage ved et ulykkeligt tilfælde, vilde de ikke have med hans børn at gøre. De prøvede på at lade sig regere af en kvinde ved navn Erato, men hende dreve de snart bort igen. De vare nu rent rådvilde, og der indtrådte en opløsningstilstand, hvori de vistnok ingen herre havde, men ingenlunde derfor vare frie. Under disse omstændigheder tage de imod den landflygtige Vonones og lade ham blive konge. Men da Artabanus begyndte at true ham, og han kun havde ringe støtte i Armenierne, medens vi, hvis han skulde forsvares ved vor hjælp, måtte indlade os på en krig med Partherne, så kaldte Syriens styrer Creticus Silanus ham til sig og satte ham under bevogtning, men lod ham beholde sin kongelige pragt og sit kongenavn. Hvorledes Vonones siden søgte at unddrage sig denne hånlige stilling, skal jeg paa sit sted fortælle.
>>>
|