Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
ANDEN BOG. - I. Tiberius i året 16 e. Kr. f.
<<<
2. Forspil til Germanicus's siste krig i Tyskland (udrustningen af en flåde, strejftog hinsides Rhinen).
5. Det var ingenlunde Tiber ukært, at der kom uro i Østerland, ti under påskud deraf kunde han drage Germanicus bort fra legioner, som hang ved ham, stille ham over provindser, han var fræmmed for, og således udsætte ham for svig og for ulykkestilfælde. Germanicus på sin side var desto ivrigere for snarest mulig at vinde en sejr, jo stærkere hengivenhed soldaterne nærede for ham og jo ugunstigere stemt hans farbroder var. Han begyndte derfor at tænke over de forskællige veje, han havde at slå ind på, for at det kunde komme til slag, og hvad der var hændet ham af held og uheld i de to-tre år, han nu havde ligget i krig: „Germanerne bleve slagne i formeligt slag på ordentlig valplads, de havde hjælp af deres skove og moser, deres korte sommer og tidlige vinter; hans egne soldater led ikke så meget ved sår som ved lange marsjer og tab af våben; Gallien var så udtømt, at det ikke længere kunde levere heste; et langt bagagetog var let udsat for overfald og vanskeligt at forsvare. Gav man sig derimod ud på havet, stod vejen åben for Romerne, men var ubekendt for fjenderne; dertil kunde krigen begyndes tidligere, og legionerne såvelsom deres fornødenheder befordres fræmad sammen; uden at have sat kræfterne til vilde ryttere og heste gennem fjorde og floder være nået midt ind i Germanien."
6. Altså retter han sine tanker derpå. Medens Publius Vitellius og Cajus Antius sendes til de galliske lande for at opkræve skatterne der, sættes Silius, Apronius og Cæcina til at bygge en flåde. Tusinde skibe regnedes for tilstrækkeligt, og de bleve snart færdige. Nogle af dem vare korte med indkneben for- og bagstavn og vid bug for des lettere at kunne udholde søgangen, enkelte fladbundede, for at de ikke skulde tage skade, når de kom på grund; flere havde ro'r både fortil og bagtil, for at man ved pludselig at ro i modsat retning kunde lægge til land med hvad ende man vilde; mange havde dæk for at kunne optage kastemaskiner og vare derhos indrettede på at føre heste og proviant; lette at tumle ved sejl og drive fræmad ved årer, som de alle vare, kom de til at tage sig endnu mere mægtige og truende ud ved livet og fyrigheden hos soldaterne ombord på dem.
Batavernes ø blev bestemt til samlingsplads, ti det var let at lande der, man havde der god lejlighed til at tage tropper ombord og kunde derfra bekvæmt føre krigen over i fjendens land. Medens næmlig Rhinen hidtil stadig kun har haft et strømløb eller i det højeste har snoet sig om nogle holme, deler den sig ved begyndelsen af Batavernes land ? man kan gærne sige ? i to floder. Den af disse, der løber langs med Germania, beholder samme navn og samme stride strøm, indtil den blander sine vande med oceanets; den anden, som følger den galliske bred, har et videre leje og et roligere løb og får et andet navn ? de derboende folk kalde den Vahalis (Waal) —, men derefter skifter den igen navn, idet den forener sig med floden Mosa (Maas), og falder med denne igennem en uhyre stor munding ligeledes ud i oceanet.
7. Medens skibene samles, lader Cæsar (Germanicus) legaten Silius med en letbevægelig skare gøre et indfald i Khatternes land, og da han havde fået at vide, at den ved floden Lupia (Lippe) opførte borg blev belejret, førte han selv sex legioner derhen. På grund af pludselige regnskyl fik Silius ikke udrettet andet end at han røvede et ubetydeligt bytte samt den khattiske høvding Arpus's hustru og datter, og Cæsar fik heller ikke lejlighed til at komme i slag, fordi belejrerne spredte sig på rygtet om hans komme. Imidlertid havde de nedrevet den nylig for Varus's legioner rejste gravhøj og et gammelt til Drusus indviet alter. Cæsar genoprettede alteret, og for at hædre sin fader gik han selv i spidsen for legionerne omkring det i højtideligt optog; gravhøjen vilde han ikke rejse påny. Alt landet imellem borgen Aliso og Rhinen forsynedes med nye diger og grænseværn.
>>>
|