Oversat af O. A. Hovgaard (1885)
Latinsk tekst
ANDEN BOG. - I. Tiberius i året 16 e. Kr. f.
<<<
3. Germanicus ved Ems og Veseren (Ampsivarierne, Flavus og Arminius).
8. Flåden var nu kommen til det aftalte samlingssted. Germanicus sendte da provianten forud, fordelte skibene på legionerne og forbundsfællerne og fo'r selv ind i den kanal, som bærer navn af Drusus-kanalen, med den bøn til sin fader Drusus, at han nu, da hans søn indlod sig på samme dristige foretagende som han selv fordom, vilde være ham mild og nådig og hjælpe ham til at følge hans exempel og komme hans råd og gærninger i hu; derfra sejlede han lykkelig og vel over søerne og oceanet lige til floden Amisia (Ems). Flåden lod han blive liggende i Amisias munding ved flodens venstre (vestlige) bred, og man begik den fejl ikke at lade den sætte soldaterne over til landet på højre side, som de jo skulde rykke fræm i; således gik der flere dage hen med at bygge en bro. Hestfolket og legionerne, som vare forrest, gik over vandpytterne uden at komme i uorden, ti tidevandet var endnu ikke i stigen; men den bagerste del af hæren, hjælpetropperne næmlig og særlig Bataverne kom i forvirring, idet de letsindigen sprang ud i vandet for at vise deres færdighed i at svømme, og adskillige af dem druknede. Som Cæsar var ved at slå lejr, fik han budskab om, at Ampsivarierne havde rejst sig til opstand i ryggen på ham; han sendte strax Stertinius imod dem med hestfolk og lette tropper, og denne tugtede dem med ild og sværd for deres troløshed.
9. Visurgisfloden (Veseren) løb nu imellem Romerne og Kheruskerne. Arminius viste sig på dens bred tilligemed de øvrige høvdinger og spurgte, om Cæsar ikke var tilstede, og da der svaredes jo, bad han, om han måtte komme til at tale med sin broder. Denne var med i den romerske hær, hvor han gik under navnet Flavus (den blonde) og var vel kendt for sin troskab og desuden mærkelig ved, at han få år iforvejen, da han tjente under Tiber, var bleven såret og havde mistet sit ene øje. Nu kommer han med Cæsars tilladelse fræm og hilses af Arminius, som, efter at have ladet sit følge træde til side, forlanger, at bueskytterne, der stod opstillede på vor bred, ligeledes skal gå deres vej. Da de ere borte, spørger han sin broder, hvorledes han har fået sit ansigt således vanheldet. Denne siger ham, hvor og i hvilket slag det er sket, og Arminius spørger så videre, hvad belønning han har fået. Flavus nævner højere sold, en halskjæde, en krands og andre militære gaver, hvortil Arminius spottende siger, at det var en ussel godtgørelse for tabet af friheden. 10. Nu kommer det til en ordstrid imellem dem. Den ene talte om den romerske vælde, om Cæsars magt, om den hårde tugtelse af de overvundne og den mildhed, som strax vistes hver den, der underkastede sig; heller ikke bleve hans hustru og søn behandlede som fjender. Den anden derimod talte om pligten mod fædrelandet, om den fra fædrene arvede frihed, om Germanias hjemlige guder, om deres moder, som i forening med ham selv bad og besvor ham ikke at svigte og forråde sine slægtninge og pårørende, ja sit folk, men hellere være dets hærøverste. Lidt efter lidt gik de derfra over til skænderi, og selv floden, som løb imellem dem, vilde ikke have hindret dem i at fare løs på hinanden, hvis ikke Stertinius var ilet til, havde stillet sig i vejen for Flavus, der i sin forbitrelse forlangte sin hest og sine våben, og holdt ham tilbage. Ligeoverfor ham kunde man se Arminius true og udæske os til kamp. Han blandede næmlig mange latinske ord ind i sin tale, siden han havde tjent i den romerske hær som fører for sine landsmænd.
11. Næste dag stode Germanerne i slagorden på den anden side af Veseren. Cæsar troede ikke, det vilde stemme med hans pligt som hærøverste at udsætte legionerne for fare uden at have bygget en bro og lagt folk til at forsvare den, og derfor befalede han rytteriet at gå over, hvor der var lavt vand. Kommandoen havde Stertinius og Æmilius, en af primi-pilarerne. De red over på forskællige punkter for at sprede fjendens styrke. Der, hvor strømmen var stridest, brød Khariovalda, Batavernes høvding, igennem. Kheruskerne lode, som om de flyede, og trak ham således ind på en af skove omgiven slette; derpå storme de fræm, strømme ud fra alle kanter, kaste dem tilbage, når de sætte sig til modværge, trænge ind på dem, når de vige, og da Bataverne havde sluttet sig sammen i kreds, gå nogle dem lige ind på livet, medens andre jage dem i afstand. Efter længe at have udholdt den voldsomme kamp, opmuntrer Khariovalda sine folk til i samlet masse at gennembryde de fræmtrængende skarer og styrter selv ind i den tætteste hob af fjender, men overvældes af pile, får hesten skudt under sig og falder, ligesom mange ædlinge rundt omkring ham. De øvrige frælstes ud af faren enten ved egen kraft eller ved rytterne, der ilede til hjælp under Stertinius og Æmilius.
>>>
|