Tacitus: Annales

Oversat af O. A. Hovgaard (1885)

Latinsk tekst

TREDIE BOG. - III. Tiberius Nero Cæsar i året 22 e. Kr. f..

<<<

1. Forhandlinger om den overhåndtagende luxus.

52. De følgende konsuler vare Cajus Sulpicius og Decimus Haterius. I dette år blev man ikke foruroliget ved udenlandske forhold, men hjemme i Rom nærede man frygt for, at der skulde blive taget strænge forholdsregler mod overdådigheden, der var stegen til en umådelig højde og havde udbredt sig til alt, hvad penge bortødsles på. Der var nu udgifter, som, skønt de vare de største, dog ikke kom for dagens lys, fordi man som oftest opgav falske priser; hvad der derimod brugtes til mad og drikke, det snakkedes der altid og allevegne om, og man var derved bleven bange for, at regenten, der levede med gammeldags sparsommelighed, skulde gå altfor strængt tilværks derimod. Først havde næmlig Cajus Bibulus, dernæst også de andre ædiler udtalt, at man ikke brød sig om loven mod luxus, at de summer, man trods forbuddet satte på måltider, bleve større dag for dag, og at lemfældige midler ikke kunde sætte grænser derfor; og da senatet blev spurgt tilråds om den sag, havde det, uden selv at gøre noget ved den, henvist den til regenten.

Tiber overvejede atter og atter hos sig selv, om det vilde være muligt at kue en så tøjlesløs lidenskab, om forsøget derpå ikke vilde gøre det almene større skade end gavn, og hvor ydmygende det vilde være at begynde på noget, som han ikke kunde gennemføre eller hvis gennemførelse vilde gøre det nødvendigt at bringe skam og skændsel over mange højtstående mænd; omsider skrev han et brev til senatet, hvis indhold var følgende:

53. „I alle andre tilfælde, senatorer, kan det måske være tjenligst, at jeg personlig adspørges og personlig udtaler, hvad der efter min mening er det almene til både; men i den sag, som her foreligger, er det bedst, at jeg ikke kommer til at se med egne øjne; ti jeg er bange for, at når I vise hen på deres ansigter og ængstelige miner, som beskyldes for skammelig overdådighed, skal også jeg selv få øje på dem og, så at sige, gribe dem på fersk gærning. Hvis de nidkære ædiler iforvejen havde rådført sig med mig, vilde jeg måske have rådet til hellere at lade så rodfæstede og indgroede fejl have deres gang end ikke at opnå andet end at gøre det åbenbart, hvilke laster vi ikke mægte at få bugt med. Dog, disse mænd have gjort deres pligt, således som jeg ønsker, at også de andre øvrighedspersoner vil opfylde, hvad der påhviler dem. For mig er det hverken sømmeligt at tie eller let at tale, da den stilling, jeg indtager, ikke er den samme som en ædils eller en prætors eller en konsuls. Noget større og højere kræves af regenten, og medens enhver tilegner sig æren og takken for, hvad godt der udrettes, er det ham alene, som må høre ilde for, hvad der er alles fejl. Hvad skal jeg næmlig først begynde at forbyde og føre tilbage til gammel sæd og skik? Mon landgårdenes umådelige udstrækning? den store mængde trælle, man holder, af så mange forskællige folkefærd? massen af guld- og sølvtøj? vidundrene af broncesager og malerier? de for mænd og kvinder fælles klædningsstoffer og den for kvinderne særegne luxus, der gør, at vi lade vore penge gå til fræmmede eller fjendtlige folk for til gengæld at få ? stene?"

54. „Jeg véd nok, at man ved gæstebud og i selskaber klager over disse ting og kræver en grænse sat derfor; men hvis én vilde give en lov derom og påbyde straffe, vilde de selvsamme råbe, at man vendte op og ned på samfundet, at man vilde styrte enhver, der førte et glimrende hus, i ulykke, og at der ingen var, som kunde siges fri for skyld. Og dog, kan ikke engang legemlige sygdomme, der ere gamle og indgroede, kues uden ved hårde og skarpe midler, så må visselig branden i sindet, det på én gang fordærvede og fordærvende, syge og feberhede sind udslukkes ved midler, der ikke ere svagere end de lidenskaber, det er optændt af. Alle de mange love, som vore forfædre have udtænkt, som gud Augustus har givet, ere døde og magtesløse, dels fordi de ere gåede i glemme, dels ? hvad der er mere skammeligt ? fordi man ikke bryder sig om dem, og yppigheden er derved kun bleven tryggere; ti når man attrår, hvad der endnu ikke er forbudt, frygter man dog for, at det skal blive forbudt, men har man først ustraffet overtrådt forbud, så er der ikke mere frygt eller undseelse. Hvorfor var da fordom sparsommeligheden så stor? Fordi enhver holdt sig selv i tømme, fordi vi vare borgere i én stad; heller ikke vare pirringsmidlerne de samme, sålænge vort rige var indskrænket til Italien. Ved sejrene i udlandet have vi lært at forbruge fræmmed gods, ved dem over medborgere også vort eget. Hvor lidet er dog ikke det, ædilerne klage over! Hvor ubetydeligt må det ikke regnes for, når man ser hen til det øvrige! Men, ved Herkules, ingen træder op og taler om, at Italien trænger til udlandets hjælp, at Romerfolkets liv hver dag er truet ved havets og stormenes ustadighed, og hvis ikke provindsernes overflod kommer både herrerne og slaverne og markerne til hjælp, bilder man sig måske ind, at vore egne lunde og landsteder vil kunne skaffe os, hvad vi behøve! Der se I, senatorer, hvilke sorger der hvile på regenten; forsømmelse i den retning vil medføre statens fuldstændige undergang; alt andet må enhver søge lægedom for hos sig selv, der må helbredelsen komme indenfra: os må undseelsen, de fattige nøden, de rige overmættelsen føre til bedring. Dog, hvis én af statens æmbedsmænd lover at udfolde så stor iver og strænghed, at han stiller sig imod strømmen, ja så må jeg for min part rose ham og tilstå, at jeg derved tildels lettes for de byrder, som hvile på mig; men hvis man blot vil klage over lasterne og siden, når man har indlagt sig ære derved, vækker hadskhed og uvilje og lader mig have byrden deraf, da kan I være overbeviste om, senatorer, at jeg så lidt som nogen, er begærlig efter at skaffe mig fjender; da jeg ellers for det almene bedstes skyld pådrager mig store og som oftest ubillige fjendskaber, tør jeg nok med føje bede mig forskånet for ét, som savner al gyldig grund og hverken vil være til gavn for mig eller eder''.

55. Da man havde hørt Tibers skrivelse, fritog man ædilerne for at tage sig af sagen på den måde. Overdådigheden i mad og drikke varede således ved og kostede uhyre summer i de hundrede år fra slutningen af den aktiske krig (slaget ved Aktium) indtil den krig, hvorved Galba kom til magten, og tabte sig så lidt efter lidt. Jeg vil se at finde årsagerne til denne forandring.

I tidligere dage så' man mangen rig eller særlig berømt adelsfamilie gå altfor vidt i sin higen efter en storladen levemåde. Det var næmlig endnu dengang tilladt at hylde og hædre almuen, forbundsfællerne og kongerne og til gengæld modtage deres hyldest; alt eftersom én udmærkede sig ved sine rigdomme, sit hus, den hele måde, han havde indrettet sig på, des større ry gik der af ham, des flere klienter fik han. Men fra det øjeblik af, da de gruelige myrderier begyndte og stort ry var til fordærvelse, bleve de andre klogere. Desuden bleve tit nye mænd fra municipierne og kolonierne, ja endog fra provindserne optagne i senatet og medbragte deres hjems sparsommelighed , og skønt mange af dem ved lykkens hjælp eller ved deres egen ihærdighed opnåede en velhavende alderdom, vedblev dog det samme sindelag som tidligere at råde hos dem. Dog den, der især fræmmede en stræng og tarvelig levemåde var Vespasian, som selv levede og klædte sig på gammel vis. &OSLASH;nsket om at gøre regenten til behag og iveren for at efterligne ham virkede fra den tid af stærkere end frygten for den straf, lovene truede med. Eller måske kan man sige, der i alting råder et slags kredsløb, så at, ligesom tiderne, have også sæderne forskællige skifter, og det var ikke alle ting, der vare bedre i forrige tider, også vor tidsalder har fræmbragt meget priseligt, mange dyder, som bør efterlignes af de kommende slægter; men det, der her er tale om (den strænge og tarvelige levemåde) have forfædrene givet os exempel på. Måtte vor kappestrid med dem, i hvad der er skont og godt, altid vare ved!

>>>