Tacitus: Annales

Oversat af O. A. Hovgaard (1885)

Latinsk tekst

TREDIE BOG. - III. Tiberius Nero Cæsar i året 22 e. Kr. f.

<<<

2. Drusus får tribunmagt. Juppiters præst vil være prokonsul.

56. Tiberius, der var kommen i ord for mildhed og mådehold, fordi han havde vist anklagerne tilbage, netop som de vilde til at trænge sig fræm, sendte nu en skrivelse til senatet, hvori han bad om tribunmagten til Drusus. Således fandt August på at kalde den højeste værdighed, for at han ikke skulde behøve at tage navn af konge eller diktator og dog ved en titel kunde komme til at rage op over alle de andre myndigheder. Siden lod han Marcus Agrippa dele denne magt med sig, og efter hans død valgte han Tiberius Nero, for at man ikke skulde være i uvished om, hvem der skulde være hans eftermand. Således, tænkte han, lagdes der bånd på andres utilbørlige forhåbninger; derhos stolede han på Neros pligtfølelse og retsindighed og på sin egen storhed. Efter hans exempel var det, at Tiber nu søgte at drage Drusus hen mod den øverste magt, medens han, sålænge Germanicus levede, havde ladet valget mellem begge være uafgjort.

Han begyndte sit brev med den bøn til guderne, at hans forehavende måtte vorde til lykke og velsignelse for fædrelandet; dernæst talte han med mådehold og uden ved overdrivelse at træde sandheden for nær om den unge mands egenskaber. „Han havde, hed det fræmdeles, hustru og tre børn og var i den alder, hvori han selv i sin tid af gud Augustus var bleven kaldet til at overtage dette æmbede. Man kunde heller ikke sige, at det var altfor tidlig, han nu blev forfræmmet; ti han havde bestået en prøvetid på otte år, havde undertrykt oprør, tilendebragt krige, fejret en triumf og været to gange konsul, så at han nu toges med til en virksomhed, der allerede var ham bekendt."

57. Senatorerne havde belavet sig på, hvad de vilde sige, og des mere udsøgt var deres kryberi. Imidlertid fandt de ikke på andet end at foreslå statuer af de to regenter, gudealtre, templer, triumfbuer og andre sædvanlige ting, undtagen forsåvidtsom Marcus Silanus i en fornedrelse af konsulatet søgte at finde en måde at hædre regenterne på og gjorde det forslag, at man ikke mere på offentlige eller private mindesmærker skulde skrive konsulernes navne til betegnelse af året, men navnene på dem, der havde tribunmagten. Quintus Haterius vilde også have, at den dags senatsbeslutninger, skrevne med gyldne bogstaver, skulde opslås i rådhuset, men gjorde sig derved kun til latter: „Så gammel en mand som han var, sagde man, vilde jo ikke komme til at høste anden løn for et så væmmeligt smigreri end skammen."

58. Under denne forhandling optrådte Juppiters præst Servius Maluginensis. Junius Blæsus havde næmlig fået forlængelse på sin styrelse af Afrika, og Servius gjorde derfor nu krav på at få Asia at styre: „Det var en vildfarelse, påstod han, når det hed sig, at Juppiters præster ikke havde lov til at gå udenfor Italien; der gjaldt ikke nogen anden lov for dem end for Mars's og Quirinus's præster, og når disse nu og da havde fået provindser, hvorfor skulde det da være Juppiters præster forment? Der var ingen folkebeslutning desangående, ikke heller fandtes noget derom i ritualerne. Ofte havde overpræster (pontifexer) besørget tjenesten ved Juppiters alter, når flaminen (hans særlige præst) var hindret ved sygdom eller et offentlig hværv. I syvti fæm år efter Cornelius Merulas død var der ingen bleven sat i hans sted, og dog havde tjenesten ikke hvilet; men når man i så mange år kunde lade være at varige en ny præst uden nogen skade for gudstjenesten, hvor langt lettere vilde han da ikke kunne være ét år borte som prokonsul? Personligt uvenskab havde i tidligere dage nu og da været årsag til, at overpræsternes formand (pontifexernes øverste) forbød en præst at gå til en provinds; men nu var ved gudernes nåde den ypperste af overpræsterne tillige den ypperste blandt menneskene, og ham havde hverken skinsyge eller had eller andre en privatmands lidenskaber nogen magt over."

59. Mod denne tale gjorde avguren Lentulus og andre mange forskællige indvendinger, og man besluttede tilsist at oppebie ypperstepræstens (den øverste pontifex's) afgørelse.

Tiber opsatte undersøgelsen af præstens ret, men indskrænkede de højtideligheder og den stads, man havde besluttet at gøre, fordi Drusus havde fået tribunmagt; særlig dadlede han det påfaldende forslag om gyldne bogstaver som stridende mod fædrenes sædvane. Der blev også oplæst et brev fra Drusus; det var vistnok holdt i en sømmelig tone, men alligevel fandt man det yderst hovmodigt: „Så dybt, sagde man, var da alting sunket! Et ungt menneske havde opnået en så høj ærespost, og dog så' man ham ikke vise sig for stadens guder eller komme ind i senatet eller idetmindste tiltræde sin høje myndighed på fædrene grund! Var det måske en krig eller et ophold i fjærne egne, der holdt ham tilbage? Nej langtfra! han lå jo tværtimod nu og flakkede om på Kampanias strande og søer. Således uddannedes menneskeslægtens tilkommende herre! Det var det første, han lærte i sin faders skole! Det fik gå, at den gamle hersker nødig vilde vise sig for borgerne og undskyldte sig med alderdomssvaghed og de møjsomme-ligheder, han havde udstået; men hvad andet kunde hindre Drusus i at komme end hans hensynsløse hovmod?"

>>>