Publius (?) Cornelius Tacitus

romersk historiker, 56 - (efter) 118 evt.

Tacitus' litterære produktion ligger efter 98 evt. Indtil det tidspunkt havde han gjort karriere i den romerske statsadministration; de sidste mange år havde det været en risikabel ting, siden kejser Domitian, der herskede fra 81 - 96 evt., var en frygtelig tyran.

Tacitus' sympati var med den gamle republik fra før kejser Augustus. Men han led ikke af den forestilling, at republikken kunne genindføres. Ikke desto mindre betyder hans sympati, at hans dom over kejserne og deres mænd kan være meget hård, når Tacitus mener, de ikke lever op til deres hverv. Måske var det også derfor, hans forfatterskab først begyndte, da Domitian var død.

Tacitus' brug af kilder er vanskelig at vurdere, da ingen af de kilder, han brugte, har overlevet til vore dage. Men Tacitus er en af de store antikke historikere, med et skarpt analytisk blik og sans for de overordnede linjer i historiens gang.

Tacitus' sprog og stil er suveræn; han stræber efter en præcision og korthed i udtrykket, der undertiden er næsten ordsprogsagtig. Han indlægger ofte taler i sin fremstilling, omend korte; disse taler har han selv forfattet, de er ikke originale kilder (men at indlægge taler til at præsentere personernes motiver - eller formodede motiver - er noget, alle antikke historikere gjorde).

Blandt de tre vigtigste romerske historikere er Tacitus den største, en af de største, mest inædte iagttagere nogensinde af menneskets forhold til magt, og han rager langt op over både Sallust og Livius. Tacitus' historie er en pessimistisk fortælling: det går stadig tilbage for romerne.

Udover tre mindre værker, Germania, en etnografisk beskrivelse af germanerne, Agricola, en lovprisning af Tacitus' svigerfader, der havde været statholder i Brittanien, og Dialogus de oratoribus, en fremstilling af retorikkens lave stade i Rom på Tacitus' tid, skrev Tacitus navnlig to store, historiske værker:

Annales, også kaldet Ab excessu Divi Augusti ('Fra Augustus' død'), i 16 (eller måske 18) bøger. Efter en fremstilling af kejser Augustus' død og begravelse i 14 evt. (med en raffineret vurdering af Augustus' regerings resultater og problemer) behandler Tacitus kejserne Tiberius (14 - 37 evt.), Caligula (37 - 41), Claudius (41 - 54) og Nero (54 - 68); store dele af værket er tabt (bøgerne 7-10, og store dele af 5, 11 og alt efter midten af bog 16); og

Historiae, som kun de første fire bøger (og lidt af femte) er overleveret af, handlede om kejserne efter Nero. Det overleverede når kun et lille stykke ind i kejser Vespasian's regeringstid (som gik fra 69 - 78 fvt.)