Themistokles

Themistokles var en athensk politiker, ca. 524 - 459 fvt. Han er især kendt for at være skaberen af den athenske flåde, og for at være en usædvanlig smart politiker, der kunne manipulere sine modstandere såvel som sine tilhængere til snart sagt hvad som helst. Den berømteste fælde, han satte, var den, som lokkede perserkongen Xerxes til at angribe den græske flåde i slaget ved Salamis i 480 fvt.

Themistokles var søn af en vis Neokles og hørte til en gammel, men ikke overdrevent fornem familie ('lykomiderne'). Han kom fra Phrearrioi inde i landet i det sydlige Attika. Han blev valgt til arkhont for året 493/2 fvt.

Athens udenrigspolitiske stilling på Themistokles' tid

Det var på det tidspunkt ikke længe siden, Athen havde indført den tidlige form for demokrati, Kleisthenes havde foreslået, og som man var så meget imod i Sparta. Spartas uvilje havde dog været uinteressant i en lang årrække, fordi byen havde sine egne problemer at slås med på Peloponnes, især en omfattende konflikt med byen Argos. Denne konflikt sluttede imidlertid i 494 fvt. med en militær sejr til Sparta, der satte Argos ud af spillet. Da Themistokles tiltrådte, kunne man altså regne med, at Sparta igen havde ressourcer til at arbejde imod demokratiet i Athen.

Imens Sparta på den må de havde været neutraliseret, havde Athen i 499 fvt. brugt ressourcer på at bistå nogle grækere, der levede på den anden side af Ægæerhavet, især Milet, i et oprør mod perserriget, den såkaldte joniske opstand. Oprøret var fortsat, men Athen havde ikke ydet hjælp igen - men man kunne temmelig givet vente repressalier på et tidspunkt, for perserne var ved at være færdige med at nedkæmpe oprøret.

Sidst men ikke mindst blev Athen plaget af sørøvere med base på øen Aigina i bugten ud for Athen.

Indenrigspolitik og slaget ved Marathon

Disse problemer var naturligvis ikke Themistokles' ansvar alene - en arkhont blev kun valgt for ét år ad gangen. Men Themistokles synes at have haft et langsigtet perspektiv, for hans vigtigste tiltag i perioden som arkhont var at gennemføre beslutningen om at forbedre havneforholdene for Athens flåde ved at bruge de gode naturlige havne i Peiraieus (Piræus i vore dage). Imidlertid skete der i hans periode også det, at den hovedrige Miltiades vendte hjem til Athen fra Khersonesos, hvor han havde haft et personligt lille rige, og hurtigt gjorde stort indtryk. Nogle - og Themistokles kan meget vel have været en af dem - anklagede Miltiades for at have været tyran på Khersonesos; en dom ville have fjernet Militades - men den kom ikke: Miltiades blev frikendt og straks efter endda valgt til strateg, militær befalingsmand. Som så spillede han en afgørende rolle, da et persisk korps landede ved Marathon i det østlige Attika - hvorimod Themistokles ikke havde nogen væsentlig funktion i slaget. Themistokles så mod havet for at udvikle en ny strategi for Athen; slaget ved Marathon blev vundet af hoplitter, den gode gammeldags soldatertype i Grækenland. Themistokles' oprustningspolitik skulle komme til at give en helt ny betydning til flådens roere - folk, der ellers aldrig ville kunne være blevet afgørende i krig.

Problemet Miltiades løste sig selv ved, at Miltiades havde fiasko i et angreb på øen Paros og i øvrigt blev dødeligt såret i samme angreb. At han ved hjemkomsten til Athen blev idømt en kolossal bøde som straf for sin fiasko, var derfor ligegyldigt. Til gengæld begyndte Themistokles at måtte håndtere en anden stålsat modstander, Aristeides. Denne modsætning blev lidt af en cliché; i hvert fald spiller den en afgørende rolle i den måde, Plutark beskriver deres forhold i sine biografier; men moderne historieforskning stiller sig nu tvivlende overfor den - der er flere ting, de to politikere er fælles om at gennemføre. Frem for alt er det ikke sikkert, at Themistokles med rette kan karakteriseres som den radikale demokrat og Aristeides som den konservative, der trækker i den modsatte retning af demokratiet. En modsætning mellem to 'partier' af den art optræder først helt sikkert senere i århundredet, efter at både Themistokles og Aristeides for længst er væk.

Forfatningsudvikling

Fremfor alt er der ikke beviser på, at Themistokles stod bag indførelsen af de meget vigtige forandringer i og tilføjelser til forfatningen, som fandt sted i 488 - 486 fvt., altså i den tid, hvor Themistokles ellers nok havde stor indflydelse på, hvad der skete i Athen.

I 487/6 ændrede man valgproceduren for arkhonter. Hvor de før i tiden - efter alt at dømme - var blevet valgt ved direkte valg i folkeforsamlingen, trak man nu lod mellem et antal kandidater (hvor mange er usikkert, men formentlig ca. 100), som var blevet udpeget på forhånd ude i de enkelte distrikter (i så fald i demerne) (Athenernes statsforfatning kap. 22). Hvad formålet med denne ændring har været, er naturligvis svært at sige, når man ikke engang ved, hvem der stod bag den, men effekten har givetvis været, at nogle af dem, der før havde søgt embedet, fordi det trods alt var det mægtigste i Athen, nu hellere ville søge embedet som strateg, der fortsat var et valgembede; og siden arkhonterne efter endt embedsperiode fortsatte deres karriere som medlemmer af Areopagos-rådet, men altså ikke længere var den politiske elite i Athen, blev rådet formentlig svækket - både i anseelse og reel kompetence.

En anden meget vigtig fornyelse var indførelsen af landsforvisning ved ostrakisme. Ostrakisme var en måde at fjerne indflydelsesrige personer fra det politiske spil - hvert år skulle man foretage en afstemning om, om nogen skulle, og i givet fald hvem der skulle landsforvises i 10 år, uden i øvrigt at tabe deres rettigheder. I Athenæernes statsforfatning kap. 22 siges det, at dette politiske våben blev udtænkt af Kleisthenes selv, men det blev ikke taget i brug for i 488/7 fvt., og det er svært at tro, at det ikke skulle have været blevet brugt i de tyve år, der var gået siden Kleisthenes' reformer. Men igen gælder det, at der mangler en kendt forslagsstiller, og man derfor reelt ikke kan regne motiverne til indførelsen ud. Effekten har naturligvis været, at det har været lettere at holde fast ved en bestemt politisk linje, hvis væsentlige modstandere af den har været fysisk fjernet fra det politiske spil. Det er vigtigt at indse, at ostrakisme ikke er en dom for en politisk forbrydelse - man bliver sendt i eksil alene på den opfattelse, at man er en hæmsko, eller på mistanken om, at man kan komme til at begå en politisk forbrydelse.

Politik i Athen mellem Marathon og Salamis

Den første, der blev ramt af en ostrakisme, var Hipparkhos, en slægtning af tyrannerne, der jo nu, med Hippias i spidsen, støttede sig til perserne. Året efter, i 487/6 fvt. var det Megakles, en af alkmaioniderne, der på denne tid stod under mistanke for at søge hjælp hos perserne til at pleje deres indenrigspolitiske interesser (og endda for at ville hente tyrannerne tilbage); året efter igen ramte ostrakismen Kallias, en anden tilhænger af Hippias. Men i 484 blev Xanthippos, far til Perikles, der skulle vise sig at stå for radikalt demokrati, af ostrakisme; og i 482 Aristeides, der bestemt ikke var ven af hverken tyranner eller persere. Ostrakismen var altså blevet et mere bredt politisk redskab. Themistokles selv fik tydeligvis mange stemmer i ostrakisme-afstemninger i disse år - der er bevaret mange, masseproducerede dynger af ostraka, der har Themistokles' navn på - men han blev ikke sendt i eksil - tværtimod.

Det er netop i disse år, Themistokles' vigtigste politiske indsats finder sted, hans forslag om at udnytte nye sølvfund i Laureion til at financiere en betydelig udvidelse af Athens flåde (fra 70 til 200 skibe) i stedet for en mand-til-mand-uddeling af overskuddet; flåden skulle så indsættes imod Aigina og sørøverne derfra. Den ældste kilde til dette er Herodot 7,144 - og han har kunnet tale med folk, der har været tilstede ved vedtagelsen. I almindelighed mener man, at det er mere sandsynligt, at en så stor styrke har skullet sættes ind imod det persiske angreb, man har været sikker på ville komme - men det er naturligvis usikkert; det er ikke umuligt, at grunden virkelig var den, Herodot fortæller om. Men man plejer at se ostrakiseringen af Xanthippos og Aristeides som udtryk for de politiske uoverensstemmelser, der opstod omkring denne beslutning.

Slaget ved Salamis og derefter

Det var imidlertid under alle omstændigheder denne flåde, der gjorde det muligt for Athen at kæmpe mod perserne i slaget ved Salamis i 480 fvt.; Themistokles var general for Athens flåde ved den lejlighed, og spillede en afgørende rolle op til slaget ved at lokke den persiske overkommando til at gå i offensiven og derved forhindre den græske flåde i at gå i opløsning. I optakten til slaget ankom Aristeides til den græske flåde og tilbød sin hjælp; han kunne meget bekvemt melde, at den græske flåde var omringet (hvad Themistokles havde sikret). Det var Themistokles, der holdt talen, der skulle motivere de græske soldater til at kæmpe. (Herodot 8. bog, især i kap. 75-83). Efter slaget foreslog Themistokles, at man skulle forfølge de flygtende persere, men da han ikke kunne få opbakning til denne strategi, støttede han det modsatte standpunkt og sendte endda bud til perserkongen Xerxes om, at han netop havde forhindret forfølgelsen (Herodot 8. bog kap. 108-112). Man kan roligt sige, at Themistokles spillede dobbeltspil.

Themistokles høstede mindre respekt hos sine egne borgere ved sin indsats i krigen end i Sparta, hvor han blev hyldet med helt enestående hædersbevisninger (Herodot 8. bog kap. 123-125). Han var muligvis i Athen kendt for den slags dobbeltspil, som han havde spillet efter slaget; man stolede muligvis ikke rigtig på ham. Han udnyttede også sin gode status i Sparta, da man i Athen ville genopføre sine bymure. Themistokles tog til Sparta, der var imod, og trak forhandlingerne med spartanerne i langdrag, indtil murene om Athen reelt var opført. I den forbindelse samarbejdede han igen med Aristeides; denne deltog i dette dobbeltspil, skønt han havde ry for at være en bundhæderlig mand. Endelig fik Themistokles gjort de havneanlæg i Piræus færdige, som han havde begyndt i 493 fvt. (Thukydid 1. bog kap. 90-93).

Themistokles' endeligt

Mærkeligt nok er Themistokles ikke udtrykkeligt forbundet med oprettelsen af det deliske søforbund; faktisk hører man ikke meget til ham i de følgende år. Han er i Olympia til de olympiske lege i 476 og hyldes ved den lejlighed igen - men hjemme i Athen er der ikke mange spor af ham. Den centrale position i Athen overtages af Kimon, søn af Miltiades, og kort før 470 fvt. blev han alligevel endelig 'ostrakiseret', stemt ud af Athen (med stemme-'sedler' af potteskår, 'ostraka'). Måske var han trods alt indflydelsesrig 'under overfladen', og Kimon ville af med ham.

Men det var ikke hans modstandere i Athen nok, at han var blevet sendt i eksil ved en ostrakisering. Mens han er i eksil, sættes han i forbindelse med et forsøg på en tilnærmelse til perserkongen, som den spartanske konge Pausanias stod for. Pausanias blev sultet ihjel, men Sparta ønskede også Themistokles enten retsforfulgt eller udleveret (det endte også med, at athenæerne dømte ham til døden in absentia). Themistokles flygtede derfor fra Argos, hvor han havde taget ophold, og kom efter en dramatisk flugt endelig til perserriget, hvor han søgte audiens hos kongen. Thukydid, der fortæller alt dette i 1. bog, kap. 135 - 138, siger, at kongen var Artaxerxes, der havde fulgt sin fader, Xerxes, på tronen i 465 fvt., mens andre kilder, mere interesserede i det spektakulære, siger, at det var Xerxes selv, han mødte, den konge, der havde tabt slaget ved Salamis.

Themistokles blev dog godt modtaget. Han endte sit liv som guvernør af Magnesia, en by i Lilleasien, som repræsentant for den persiske konge - en underlig ende for den, der mere end nogen anden forhindrede perserne i at erobre Grækenland.

I den centrale del af sin politiske løbebane var Themistokles en hovedperson i Grækenlands historie, højt respekteret i det meste af landet, omend ikke så meget i sit hjemland. Eftertiden så ham også som noget af et politisk geni; både Herodot (8, 110) og Thukydid (1. bog, kap. 138) sætter ham meget højt. Hans betydning for kampene i 480/479 er da også stor, men hans aktive arbejde for at udvikle Athens flåde var alligevel, hvad der endte med at have størst betydning; det var det faktum, at flåden havde brug for mange roere, der gav den almindelige mand i Athen reel betydning - og derfor fik demokratiet til at udvikle sig så radikalt, som det skulle komme til under Perikles. Men man kan ikke påvise, at Themistokles nogensinde selv stod for ændringer i forfatningen i demokratisk retning.

Kilder

Herodot, 7. og 8. bog

Thukydid, 1. bog, kap. 74, 93 og 135 - 8

Athenæernes statsforfatning, kap. 22

Plutark, Biografi af Themistokles