'Theognis' 373 ff.

Elskede Zeus, jeg må undre mig - hersker er du for os alle,
magten har du i din hånd, æren alene er din,
menneskers tanker og ønsker, hvert eneste, kender du nøje:

375

     din er den højeste magt, konge, af alle, vi ved.
Sig mig, Kronide, hvordan vel dit sind holder ud, at de onde
     nyder den samme respekt altid som den, der gør ret,
både når menneskers tanke forbliver behersket, og når den
     griber til vold, fordi uretten synes dem tryg?

380

Er der af guddommen intet for mennesket fastlagt og fæstet,
findes der ikke en vej, guderne ønsker, vi går?

[Lakune. Indhold: for der findes nogle, som er onde, men:]

livet, de lever, er sorgløst endda: men de andre, som holder
fjernt fra ondt deres hu, lever i fattigdoms kår,
al elendigheds moder, og det skønt de tænker det rette.

385

     Fattigdom driver en mand ofte af sporet til fejl,
skader i brystet hans sind, for mægtig er tvangen, der rammer:
     selv om han slet ikke vil, vover han skamfulde ting,
drevet af nødens krav, thi denne har lært ham det onde:
     løgne og narrende spil, altødelæggende strid.

390

Meget har manden imod det, men intet er længre for usselt -
fattigdom føder til sidst ugod elendigheds lod.
Afsavn og mangler afslører dårlige mænd, og de bedre
kendes derunder, når blot nøden har taget sit tag.
Tanker af retfærd er fæstet i sindet hos den, der bestandig

395

     har i sit bryst et princip, retlinet, ærligt og fast.
Forskel på godt og på ondt kan den dårlige ikke erkende.
     Alting kan ramme en god. Alt må han bære, han får.
Tro må han være mod venner, og undgå den dræbende mened.
     Således undgår man bedst gudernes vrede og hævn.

400