Theseus - Athens helt

Theseus var Athens særlige helt. Hans største bedrift var drabet af uhyret Minotauros i Knossos på Kreta; og som konge af Athen stod han for samlingen af alle de små landsbyer i landskabet Attika, så områdets ubetvivlelige hovedstad blev Athen - hans gjorde Athen til en polis.

Theseus er en figur fra myterne, han har ikke 'eksisteret'. I mytefortællingerne lever han før den trojanske krig - langt oppe i det, vi nu kalder mykensk tid, længe før 1200 fvt. Det er alt for tidligt til, at han kan have samlet Athen til &eactue;n by og skabt en polis; dén proces fandt først sted i 800-tallet fvt. Men han fik, da byen faktisk opstod, 'æren' for processen, velsagtens fordi han netop var Athens 'helt'. Det er sigende, at myten om Theseus kommer mere i fokus i Athen omkring år 500 fvt., da byen netop gennemgår store politiske reformer.

Til gengæld passer tiden bedre til et opgør med Knossos, der netop i tiden før 1200 fvt. var et blomstrende samfund, og som netop havde en stærk kult af tyre. Det helt præcise historiske indhold er ikke længere til at afdække - men en eller anden historisk kerne skal der nok være. I senere tid symboliserede denne historie dels vandringen ned i sjælens kringlede irgange, dels kampen mod barbari (menneskespisning) og undertrykkelse.

Hans heltegerninger fremstilles igen og igen i et utal af kilder, både i tekster, i billeder og i skulptur, hele oldtiden igennem, og ikke kun i Athen. Hans bedrifter kan f. eks. ses på en vase fra ca. 440 fvt. i British Museum; meget passende er drabet af Minotaurus i centrum. Men der er mange varianter af myten om Theseus - alt efter, hvad fortælleren vil lade sin fortælling handle om, varierer han historien en lille smule. Her gives kun hovedtrækkene, med meget lidt 'fortolkning' af den slags.

Theseus var søn af kong Aigeus af Athen - og muligvis af Poseidon - med prinsesse Aithra, datter af kong Pittheus af Troizen. Aigeus lod drengen vokse op hos moderen, men lagde nogle kendetegn - især et sværd - under en stor sten, som drengen engang selv skulle fjerne (så ville han i hvert fald være en helt ...) og derefter opsøge Aigeus i Athen. Det gjorde han så, og på vandringen udførte han de bedrifter, der er langs vasens kant.

Ankommet til Athen erfarer Theseus, at byen af kong Minos af Knossos på Kreta er pålagt en frygtelig straf: man skal jævnligt sende unge mænd og kvinder afsted til Knossos, hvor de bliver ædt af uhyret Minotauros. Theseus beslutter sig for at deltage i en af disse grupper, skønt hans gamle far trygler ham om at lade være; Theseus garanterer, han vil komme hjem igen og lover, at skibet som tegn på hans sejr skal bære hvide sejl, når han kommer.

På Kreta forelsker kong Minos' datter Ariadne sig i Theseus og hjælper ham til at dræbe Minotauros. Uhyret er spærret inde i en labyrinth, og Ariadne giver Theseus et garnnøgle, han skal rulle ud nede i labyrinthen, så han kan finde ud igen ved at rulle det op igen; og hun giver ham våben. Hun kræver kun, at Theseus til gengæld skal tage hende med sig væk fra Kreta. Dette lover Theseus også; han besejrer Minotauros og flygter med hende.

Men på vejen tilbage efterlader Theseus Ariadne på en lille ø; og da han sejler videre, glemmer han at hejse hvide sejl. Ved synet af de mørke sejl begå Aigeus selvmord af sorg. Theseus bliver derefter konge - men naturligvis med en vis bismag ...

En begivenhed i Theseus' liv, som ikke er med på vasen, er kampen mod kentaurerne ved Theseus' ven Peirithoos' bryllup. Det er ellers en af de hyppigste scener på mange fremstilinger; den findes på vestgavlen på Zeustemplet i Olympia og på metoperne på Parthenon (og på Françoisvasen). Dette opgør handlede også om civilisation mod barbari - kentaurerne kunne ikke holde måde.

En anden fortælling om Theseus og Peirithoos lader de to venner drage til underverdenen for at lade Peirithoos bejle til Persephone, Hades' dronning. Det går naturligvis galt - Hades beholder dem dernede, og kun Theseus kommer hjem, efter lang tid, fordi Herakles tager ham med op, da han er i underverdenen for at hente Helvedeshunden. Peirithoos må blive dernede - og der er ingen forklaring på, hvordan dén historie passer sammen med historien om kentaurerne. Sådan er myter tit - man må vælge mellem forskellige varianter.

Et andet opgør med barbarer er Theseus' kamp mod amazonerne, kvindekrigerne fra øst. Denne kamp fik ærespladsen på Athens skatkammer i Delfi.

Men Theseus slap ikke fra disse kampe uden følger. Han blev forelsket i en af amazonerne og fik et barn med hende, Hippolytos. I denne historie er Theseus' rolle dog mindre heroisk. Han lader drengen vokse op i byen Troizen; her ser Theseus' kone Phaidra ham og bliver vanvittigt forelsket. Der er flere bud på, hvordan historien så fortsætter, men drengen opdager hendes trang og vil ikke have med det at gøre, og Phaidra begår selvmord. Da Theseus får det at vide, tror han, Hippolytos er ansvarlig, forbander ham og beder Poseidon om at dræbe ham - det sker, og først derefter får Theseus sandheden at vide. Det viser Theseus som en mere problematisk person - et menneske midt i alt det heroiske. Historien er fortalt af Euripides i Hippolytos og af Seneca i Phaedra, og er senere blevet bearbejdet mange gange, f. eks. af Per Olof Enquist i Til Phaedra. Temaerne er seksualitet på Phaidras og Hippolytos' side - og magtfuldkommenhed på Theseus'.

Theseus er i det hele taget ikke nogen særlig uskyldsren helt - han er glemsom og egocentrisk, som i historien om ekspeditionen mod Minotauros, og altså blindt magtfuldkommen i sit forhold til Hippolytos. Det sætter ham i et vist modsætningsforhold til Herakles, den største græske helt af alle, der netop - med tiden - blev gjort fuldkommen moralsk fejlfri. I Athen så man ellers gerne Theseus som byens egen parallel til Herakles.