Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Thukydid, 2. bog kapitel 65.Thukydids syn på Perikles.
I 2, 60-64 lader Thukydid Perikles holde sin sidste tale; talens tendens er, at Athen skal holde sig til Perikles' defensive strategi - så skal de nok vinde krigen til sidst, selvom det kan se sort nok ud. De må ikke, som de netop har gjort, forsøge at få fred med Sparta. Derefter følger Thukydids karakteristik af Perikles og hans efterfølgere: Med disse ord forsøgte Perikles at få athenæerne ud af deres vrede imod ham og få deres opmærksomhed væk fra de frygtelige problemer, de stod i. I statslige sammenhænge lod de sig da også overbevise og sendte ikke flere diplomatiske følere til Sparta, og de intensiverede deres krigsindsats, men privat lod de sig påvirke af deres lidelser - folket fordi de havde mistet det lidt, de havde i forvejen, den politiske elite fordi de havde set deres dejlige ejendomme på landet ødelagt med alle deres hus og deres rige udstyr, og, nok det værste, fordi de ikke havde fred, men krig. Men ingen af fløjene holdt op med at være vrede på ham, før de havde fået ham idømt en bøde. Ikke længe efter valgte de ham (hvad massen ofte gør) igen til militær leder, og gav ham almen politisk kontrol, allerede mindre fokuserede på hver enkelts private problemer og mere tilbøjelige til at anse statens generelle behov for det væsentligste.For i al den tid, han stod for byen i fredstid, holdt han sin kontrol inden for visse grænser og han beskyttede dens sikkerhed uden et fejltrin (den blev også meget stor), og da krigen kom, ser det ud til at han også under denne forudså dens styrke. Han levede endnu to år og seks måneder, og da han døde, var hans dygtighed til at forudse udviklingen i krigen endnu tydeligere. Han havde nemlig sagt, at de ville vinde ved at forholde sig i ro, holde flåden vedlige og hverken tage initiativet i krigen eller tage nogle chancer for byen; men hans efterfølgere handlede helt modsat og deres politik faldt uheldigt ud både for dem selv og deres allierede, når de satte sig mål, der ikke lå i forlængelse af krigsindsatsen, men var udtryk for deres egne ambitioner og deres egne interesser. Hvis disse projekter var en succes, var det snarere de involverede, der som privatpersoner fik ære og udbytte af dem; hvis de var en fiasko, var det hele byens krigsevne, der tog skade. Årsagen var den, at han var alment respekteret og yderst kompetent, og forresten fuldkommen ubestikkelig, og derfor kunne kontrollere opinionen frit, og ikke snarere blev drevet af sted af den end han selv førte an, fordi han ikke ved uvedkommende aktiviteter havde fået evnen til at sige, hvad folk gerne ville høre, men var i stand til, på grund af den respekt, der stod om ham, at give igen med, hvad de ikke gerne fandt sig i. Når han f. eks. fornemmede, at de blev grebet af magtbrynde på et uheldigt tidspunkt, slog han dem ned med en tale beregnet på at skræmme dem; og når de på den anden side var bange uden grund, fik han dem igen til at være optimistiske. Det var nok i teorien et demokrati, men i praksis var det et den ledende mands regime. Derimod var hans efterfølgere mere hinandens ligemænd, men da de alligevel hver især havde ambitioner om at blive leder forfaldt de til at lægge også alvorlige spørgsmål frem for folket, som det gerne ville have det. Deraf fulgte frem for alt, for så vidt som der var tale om en stor og ledende by, den fejl at sende flådestyrken til Sicilien, en fejl, der lå ikke så meget i opfattelsen af, hvem man angreb, som i, at de ansvarlige for korpset ikke traf de rigtige beslutninger for deltagelsen, men gjorde situationen i ekspeditionskorpset for ineffektiv på grund af deres private anklager for ledelsen af folket og forresten først var i vild forvirring indbyrdes vedrørende forholdene i selve Athen. Efter fiaskoen på Sicilien med tabet af al udrustningen og det meste af flåden holdt de, skønt der endda var borgerkrig i byen, ud i [flere] år mod såvel de modstandere, de havde haft fra først af, og dertil dem fra Sicilien og de fleste af de allierede, som var faldet fra, og mod Kyros, perserkongens søn, der kom til og gav peloponnesierne penge til deres flåde; og de gav sig ikke, før de selv begik den fejl at hengive sig til deres egne modsætninger. Så stort et overskud havde Perikles dengang, at han derved selv kunne forudse, at byen endda let ville kunne besejre peloponnesierne selv i krigen. Note til ordet [flere]: Håndskrifterne giver tallet 'tre', men det er for lidt; nogle har forsøgt at erstatte dette tal med f. eks. 'ti' eller 'otte'. Her skal ordet 'flere' simpelthen angive, at tallet er usikkert. |
Sidst revideret 29. 12. 2009