Thukydid, 3. bog kap. 70 - 83

Resume.

Dette stykke er beretningen om borgerkrigene på Kerkyra (nu Korfu) i 427 fvt. Det slutter med en passage (kap. 82 - 83), hvor Thukydid gør sig betragtninger over den forråelse, alle forhold i Grækenland har været udsat for under krigen.

70. Mellem Kerkyraierne førtes der Partikampe lige fra den Tid af, da de Mænd fra Kerkyra, der var bleven gjorte til Krigsfanger i Søslaget ved Sybota, var komne hjem igen til dem. Korinthierne havde nemlig løsladt dem, efter hvad man foregav, imod at deres Gæstevenner i Korinthos gik i Borgen for dem for en Sum af 800 Talenter, men i Virkeligheden fordi de havde ladet sig overtale til at bringe Kerkyra over paa Korinthiernes Side. Disse Mænd arbejdede da ogsaa underhaanden, ved personlig Henvendelse til deres enkelte Medborgere, paa at drage Byen ud af Forbindelsen med Athenaierne. Og da der saa var kommet baade en attisk og en korinthisk Galej med Sendemænd om Bord til Kerkyra, og Sendemændene var bleven stedte til Forhandling med Kerkyraierne, vedtog disse, at de vel vilde vedblive at være Forbundsfæller med Athenaierne i Henhold til den Aftale, der var sluttet mellem dem, men paa den anden Side vilde de ogsaa holde Venskab med Peloponnesierne ganske som i tidligere Dage. Nu var der fremdeles en vis Peithias, som var Fører for Folkepartiet i Kerkyra; ham stævnede de her omtalte Mænd for Domstolen, idet de paastod, at han vilde bringe Kerkyra i Afhængighedsforhold til Athenaierne. Han blev imidlertid frikendt, og derefter stævnede han til Gengæld de fem rigeste Mænd iblandt dem for Domstolen, idet han beskyldte dem for at hugge Pæle til deres Vingaarde i Zeus's hellige Lund. Da de nu var bleven domfældte, og Boden var meget stor, tyede de ind i Templerne og satte sig dér som Bønfaldende for at opnaa, at de fik Lov til at betale den i et Antal bestemt fastsatte Terminer; men Peithias, som just paa den Tid ogsaa var Medlem af Raadet, fik sat igennem, at man skulde holde sig Lovens Bud efterrettelig. Da de andre saaledes saa' sig tvungne ved Loven og tillige bragte i Erfaring, at Peithias, medens han endnu var Raadsmedlem, agtede at bevæge Mængden til at ændre den tidligere Beslutning og bestemme, at man skulde have baade Venner og Fjender til fælles med Athenaierne, stiftede de en Sammensværgelse, og de Sammensvorne trængte da med Dolke i Hænderne pludseligt ind i Raadets Forsamlingssal og myrdede dér saavel Peithias som forskellige andre baade Raadsherrer og Privatmænd, i alt henved 60 Mand; men nogle faa andre, der ogsaa hørte til samme Parti som Peithias, slap bort og søgte Tilflugt om Bord paa den attiske Galej, som endnu laa ved Havnen.

71. Efter at have øvet denne Udaad sammenkaldte de Kerkyraierne og forestillede dem, at, hvad der her var sket, baade i det hele var det bedste, og at man saaledes snarest vilde undgaa at blive bragt i Afhængighed af Athenaierne; tillige foreslog de, at man for Fremtiden skulde holde sig i Ro og ikke give nogen af de krigsførende Parter Adgang til Havnen, undtagen naar de kom med et enkelt Skib, men regne dem, der kom med en større Styrke, for Fjender. Og de tvang virkelig ogsaa Vedtagelsen af det Forslag igennem, som de havde stillet. Dernæst skikkede de ogsaa straks Sendemænd til Athen, som dels skulde fremstille det, der var sket, i det for dem selv heldigste Lys, dels bevæge de Kerkyraiere, der var tyede derhen, til ikke at foretage sig noget til Skade for dem; saaledes søgte de at undgaa en straffende Gengældelse fra Athenaiernes Side.

72. Men efter at Sendemændene var ankomne til Athen, lod Athenaierne baade dem selv og alle de derværende Kerkyraiere, som de havde faaet overtalt ved deres Forestillinger, fængsle som Oprørere og anbragte dem i Forvaring paa Aigina. Imidlertid var en korinthisk Galej med lakedaimoniske Sendemænd om Bord ankommen til Kerkyra og nu gjorde de af Kerkyraierne, der var ved Magten, Angreb paa Folkepartiet og vandt Sejr i Kampen. Da Natten var falden paa, tyede Folkepartiets Mænd op paa Borgen og overhovedet til de højere liggende Dele af Byen, hvor de satte sig fast i en samlet Skare og beherskede den hyllaiske Havn; deres Modstandere besatte derimod Torvet, i hvis Nærhed de fleste af dem netop boede, og beherskede desuden den Havn, der ligger ved Torvet og vender over mod Fastlandet.

73. Den paafølgende Dag leverede de hinanden nogle ubetydelige Blænkerkampe; og desuden sendte begge Partier Folk ud omkring paa Landet for at indkalde Slaverne derfra til Hjælp mod Løfte om Frigivelse. Største Delen af Slaverne mødte da ogsaa for at stille sig paa Folkepartiets Side i Kampen; men til deres Modstandere kom der 800 Mand Lejetropper ovre fra Fastlandet.

74. Efter at denne Dag var gaaet hen, korn det paa ny til en Kamp, hvori Folkepartiet vandt Sejr, idet det havde Fordelen paa sin Side baade ved sine Stillingers Styrke og ved sin overlegne Mængde; desuden understøttede ogsaa Kvinderne dem modigt, idet de slyngede Teglsten ned fra Hustagene og kækt udholdt Kamptummelen, tvært imod hvad man skulde have ventet af deres Køn. Da Oligarcherne saa havde maattet vende sig paa Flugt sent hen paa Eftermiddagen, og de var bange for, at Folkepartiet ved et raskt Angreb skulde gøre sig til Herre over Arsenalet og nedhugge dem selv, stak de Husene rundt omkring Torvet og de tilstodende Lejeboliger i Brand for at spærre Angriberne Vejen; og de sparede hverken deres egne eller andres Huse, saaledes at der haade brændte mange Varer, som tilhørte Købmændene, og Byen kom i Fare for helt at gaa op i Luer, hvad der ogsaa vilde være sket, hvis Blæst var stødt til og havde drevet Ilden ind paa den. Nu standsede da begge Partierne Kampen, slog sig til Ro hver for sig og holdt Vagt Natten over; men efter at Folkepartiet havde vundet Sejr, sejlede den korinthiske Galej bort i Stilhed. og de fleste af Lejetropperne listede sig ubemærkede over til Fastlandet.

75. Den paafølgende Dag kom Nikostratos, Dieitrefes's Søn, en af Athenaiernes Krigsøverster, hid til Hjælp fra Naupaktos med tolv Krigsskibe og 500 sværtbevæbnede Messeniere. Han søgte at bringe en Overenskomst i Stand mellem Partierne og fik dem ogsaa til at indgaa Forlig med hinanden paa følgende Vilkaar: man skulde domfælde de ti Mænd, der mest bar Skylden for det forefaldne (disse Mænd forlod nu for Resten straks Byen); de øvrige skulde derimod vedblive at bo i Ro i Staten, efter at Partierne havde sluttet Fred med hinanden indbyrdes samt en Traktat med Athenaierne om, at begge Stater skulde have Fjender og Venner til fælles. Efter at Nikostratos havde faaet denne Ordning bragt i Stand, var det hans Agt at sejle bort igen; men Folkepartiets Ledere søgte at bevæge ham til at lade fem af sine Skibe blive tilbage hos dem, for at nye Rørelser blandt deres Modstandere derved kunde forebygges; og selv vilde de saa bemande lige saa mange Skibe med deres egne Folk og lade dem drage med ham. Nikostratos gik ogsaa ind paa dette; og de andre søgte nu at mage det saaledes, at man udskrev deres Fjender til Tjenesten om Bord paa disse Skibe. Men hos de udskrevne opstod der Bekymring for, at man skulde føre dem bort til Athen; derfor tyede de ind i et Tempel og satte sig dér. Nikostratos bevægede dem dog til at forlade det hellige Sted og søgte at tale dem til Ro. Dette lykkedes ham imidlertid ikke; og deraf tog saa Folkepartiet Anledning til paa ny at væbne sig, idet man mente, at deres mistroiske Vægring ved at sejle med tydede paa, at de ikke havde noget godt i Sinde. Man borttog altsaa alle Vaaben fra deres Huse; ja man vilde endog have dræbt nogle af dem, som man tilfældigt stødte paa, hvis ikke Nikostratos havde forebygget det. Da de andre Oligarcher saa', hvad der gik for sig, satte de sig ind i Heras Tempel for at søge Beskyttelse dér; deres Antal var ikke under fire Hundrede. Men Folkepartiet blev nu bange for, at de skulde vove et eller andet dristigt Overfald; derfor bevægede man dem ved venskabelige Forestillinger til at forlade Templet og forte dem saa over til den foran Heratemplet liggende, hvor de nødvendige Levnedsmidler blev sendt over til dem.

76. Paa dette Punkt stod det med Partiernes Kamp, da der paa den fjerde eller femte Dag efter Mændenes Overførelse til Øen ankom en peloponnesisk Flaade; den bestod af 53 Skibe, og Anførselen over dem havde Lakedaimonieren Alkidas; derhos var Brasidas med om Bord som hans Raadgiver. De ankrede først op ved Havnen Sybota paa Fastlandets Kyst; men samtidig med Morgenens Frembrud gav de sig paa Farten over mod Kerkyra.

77. Under stor Larm og fulde af Angst baade for Stillingen i Byen selv og for den sig nærmende Flaade begyndte Kerkyraierne nu at klargøre 60 Skibe til Kamp og lod dem med det samme løbe ud imod Fjenderne, alt efter som de blev bemandede, skønt Athenaierne raadede til, at man skulde lade dem selv sejle ud først og saa lade Kerkyraierne komme bag efter med alle Skibene paa een Gang. Da nu disses Skibe enkeltvis var komne i Nærheden af Fjenderne, løb to af dem straks over til disse; paa flere andre begyndte Mandskabet at slaas indbyrdes, og der var slet ingen Orden i, hvad der skete. Saa snart Peloponnesierne saa den herskende Forvirring, lagde de sig med 20 Skibe imod Kerkyraierne og med de øvrige imod Athenaiernes 12 Skibe.

78. Kerkyraierne, som i Uorden og med faa Skibe ad Gangen stødte sammen med Fjenderne, var for deres Vedkommende stedte i Nød; Athenaierne derimod, som frygtede for at blive omringede af Fjendernes Mængde, gik vel ikke løs paa den hele Samling af de Skihe, der var stillede mod dem, heller ikke angreb de dem i Centrum, men de kastede sig imod dem paa den ene Fløj og borede dér et Skib i Sænk. Og da Fjenderne derefter havde lagt sig i en Rundkres, gav de sig til at sejle omkring dem og forsøgte at bringe dem i Forvirring. Saa snart nu de af Peloponnesierne, der laa over for Kerkyraierne, opdagede dette, blev de bange for, at det skulde gaa deres Landsmænd ilde, og ilede dem derfor til Hjælp; og efter at deres Skibe saaledes var bleven samlede, sejlede de alle pan een Gang løs paa Athenaierne. Disse begyndte da at ro baglængs og vige tilbage, idet de med det samme bestræbte sig for, saa vidt det var muligt, at give Kerkyraiernes Skibe Lejlighed til først at bringe sig i Sikkerhed, medens de selv veg langsomt og holdt Fjendernes Opmærksomhed henvendt paa sig. Saaledes forløb dette Søslag, til det endte ved Solnedgang.

79. Nu var Kerkyraierne bleven bekymrede for, at Fjenderne, idet de følte sig som Sejrherrer, skulde sejle ind imod deres By for at angribe den og da enten tage Mændene paa Øen om Bord hos sig eller ogsaa paa anden Maade spille dem en eller anden slem Streg; derfor førte de Mændene fra Øen tilbage igen til Heratemplet og holdt Vagt over Byen. Peloponnesierne dristede sig dog ikke til at sejle mod Byen, skønt de havde sejret i Søslaget, men tog blot 13 Skibe af Kerkyraiernes, som de havde erobret, med sig og sejlede saa over til det samme Sted paa Fastlandskysten, som de var gaaede ud fra. Lige saa lidt sejlede de den følgende Dag frem mod Byen, skønt der herskede stor Forvirring og Frygt blandt dens Indbyggere, og Brasidas, efter hvad man fortæller, raadede Alkidas til at gøre det (hans Stemme gjaldt imidIertid ikke lige nsed dennes); derimod gjorde de Landgang paa Øen ved Forbjærget Leukimne og hærgede Markerne.

80. Medens dette gik for sig, indledede Folkepartiet hos Kerkyraierne, som var blevet meget angst for, at Flaaden skulde komme og angribe Byen, Forhandlinger saavel med dem, der havde søgt Beskyttelse i Templet, som med de øvrige af det oligarchiske Parti, og raadslog med dem om, hvorledes man skulde frelse Byen. De fik ogsaa nogle af dem overtalt til at gaa om Bord paa Skibene; thi skønt det forud var gaaet saa uheldigt, bemandede de dog 30 Skibe, da de ventede et Angreb af Fjendens Flaade. Peloponnesierne sejlede imidlertid bort til Sybota efter at have hærget Markerne til midt op paa Dagen. Og hen imod Nattens Frembrud blev det saa meldt dem, at en attisk Flaade paa 60 Skibe var under Opsejling i Retning af Leukas; den havde Athenaierne afsendt, saa snart de fik Underretning om Partikampen i Kerkyra og om, at Alkidas og hans Flaade agtede at gøre et Tog derhen; Anførselen havde Krigsøversten Eurymedon, Thukles's Søn.

81. Derefter begav Peloponnesierne sig straks ved Nattetid hastigt paa Vejen hjemad langs med Kysten; og det lykkedes dem at slippe ubemærket forbi Athenaiernes Flaade. Men saa snart Kerkyraierne havde faaet Nys om, at de attiske Skibe nærmede sig, og at Fjendernes var sejlede bort, førte de i al Stilhed Messenierne, som tidligere havde ligget uden for Byen, ind i denne og gav derhos Ordre til, at de Skibe, de havde bemandet, skulde sejle omkring Byen ind i den hyllaiske Havn; og medens denne Omkringsejling fandt Sted, dræbte de saa enhver Mand af det oligarchiske Parti, som de fik fat paa. Fremdeles satte de alle de Oligarcher, de havde overtalt til at gaa om Bord, i Land fra Skibene og gjorde det af med dem; endvidere gik de ind i Heratemplet, hvor de overtalte henved 50 Mænd blandt dem, der havde søgt Beskyttelse dér, til at indstille sig for en Domstol, og disse dømte de saa alle sammen til Døden. Da nu de af Flygtningene i Templet, der ikke havde ladet sig overtale til det samme (og det var Flertallet af dem), saa', hvad der gik for sig, gav de sig til at ombringe hverandre indbyrdes derude i Helligdommen; og nogle hang sig i Træerne i Tempelgaarden, andre tog sig af Dage paa anden Maade, efter som enhver især kunde det. Syv Dage igennem, saa længe som Eurymedon efter sin Ankomst forblev liggende dér med sine 60 Skibe, myrdede Kerkyraierne saaledes dem af deres egne Medborgere, som de regnede for Fjender, idet de beskyldte dem for, at de vilde omstyrte den demokratiske Forfatning; men for Resten var der ogsaa adskiliige, den faldt som Ofre for pnivat Fjendskab, og andre, som havde Penge til gode, blev myrdede af deres Skyldnere. Myrderiet viste sig under alle mulige Former; og, som det plejer at gaa under slige Forhold, skete alt, hvad tænkeligt var, og mere endda. Thi saa vidt gik det, at Fader myrdede Søn, og man slæbte Folk bort fra Helligdommene eller dræebte dem ved disse; ja nogle blev endog indemurede i Dionysostemplet og omkom dér af Sult.

82. Til saadan raa Grusomhed steg Partikampen; og den tog sig endda grusommere ud, fordi den var den første i sin Slags; thi senere hen blev, saa at sige, endog hele den helleniske Verden hjemsøgt af slige Rystelser. Der opstod nemlig paa ethvert Sted Splid mellem Folkepartiets Ledere og Oligarcherne med den Virkning, at hine søgte at faa Athenaierne, disse Lakedaimonierne hidkaldte til Hjælp for sig; og medens disse Stater, saa længe der var Fred imellem dem, ikke vilde have haft nogen Anledning til at følge Partiernes Kald, og det derfor heller ikke havde været nemt at faa dem til at høre det, saa blev det derimod nu, da de laa i Krig med hinanden, en let Sag for de Partimænd, der ønskede at fremkalde en Statsomvæltning, at faa dem kaldte til Hjælp, eftersom der jo dermed tillige fulgte den Fordel for dem begge, at de skadede deres Modstanderes Forbund og med det samme skaffede sig selv nye Forbundsfæller. Og i Medfør af Partikampen kom da mange og svære Onder over Staterne, Onder, som ganske vist plejer at komme og altid vil vedblive at komme, saa længe Menneskenes Natur er den samme, men som optræder snart voldsommere, snart mere afdæmpede, og snart under disse, snart under hine Former, alt efter de forskellige ydre Kaar, hvori Staterne stedes under de indtrædende Omslag. Thi i Fredens og Medgangens Dage plejer Staterne (lige saa fuldt som de enkelte Personer) at have og at følge bedre Grundsætninger, fordi de da ikke kommer ind i Nødstilstande, som tvinger dem ufrivilligt bort fra deres Natur; men naar Krigen lidt efter lidt har røvet Betingelserne for den daglige Livslykke, er den en tyrannisk Læremester, som former de flestes Charakter og Følelser i Lighed med Krigens eget Væsen.

Der opstod altsaa, som sagt, Partikampe rundt omkring i Staterne; og overalt, hvor saadanne opkom senere, medførte stadigt den indvundne Kundskab til de tidligere forefaldne, at man gik et stort Skridt videre i overraskende Opfindsomhed saavel med Hensyn til lumsk Snedighed i sine Anslag som til unatunlig Grusomhed i sin Hævn mod politiske Modstandere. Ogsaa Ordenes sædvanlige Betydning i Forhold til Tingene forvanskede man ved vilkaarlig Anvendelse af dem; thi tankeløs Dumdristinghed kom til at gaa for partivenligt Mod, betænksom Tøven for oppyntet Fejhed; Sindighed gjaldt som et Skalkeskjul for Umandighed, indsigtsfuld Overvejelse af ethvert Skridt som en Maske for Dvaskhed til ethvert Foretagende; galmandsagtig Busen paa regnedes for at høre til en rigtig Mands Væsen, fej Kniben ud under et eller andet skøntklingende Paaskud tilskreves Forsigtighed i at tage sin Beslutning. Den, der altid skældte og smældte og ophidsede Partilidenskaben holdtes for en paalideling Mand, men den, der sagde ham mod, for en mistænkelig Person. Gennemførte man med Held et lumsk Anslag mod en anden, ansaas man for et snildt Hoved, og opdagede man Fjendens Anslag mod En selv, gjaldt man for endnu dygtigere; men hvis man med Forsynlighed vogtede sig for at faa Behov for nogen af Delene, regnedes man for en Forstynner of Partisammenholdet og en Kujon over for Modstanderne. Overhovedet blev kun den rost, der kom en anden, som tænkte paa at gøre noget ondt, i Forkøbet dermed, og ligeledes den, den hidsede en anden, som selv ikke havde i Sinde at gøre noget ondt, op dertil. Saa regnede man da sandelig ogsaa Frænder for at staa En fjærnere end Partifæller, eftersom disse var mere rede til uden Skrupler og Udflugter at indlade sig paa, hvad det saa skulde være; thi den Slags Forbindelser stiftedes ikke til gensidig Hjælp i Samklang med de bestaaende Love, men til Fremme of egennyttige Formaal paa Trods af de gældende Lovregler; og Partifællerne gav deres indbyrdes Troskabsløfter Fasthed ikke saa meget ved at stille dem under Guddommens Varetægt som tværtimod ved at begaa Lovbrud i Fællesskab. Gode Forslag om Fred og Forlig fra Modstandernes Side modtog man ikke med ædel Tillid, men kun saaledes, at man traf Sikkerhedsforanstaltninger mod dem i Gerning, hvis deres Parti van det stærkeste; og man satte mere Pris paa at tage Hævn til Gengæld over sin Modstander end paa ikke selv at lide ondt først. Kom det virkelig nogensteds dertil, at man gav hinanden edelige Tilsagn om et Forlig, saa stod disse kun ved Magt i Øjeblikket, idet de fra begge Sider blot gaves in Betragtning af, at man var i raadløs Forlegenhed og ikke øjnede nogen Mulighed for sig fra anden Side til at overvinde og skade sin Modpart; men saa snart Lejlighed tilbød sig, søgte den, den først fik Mod og Selvtillid, Hævn over sin Modstander, naar han saa', at denne ikke tog sig i Vare; man vilde nemlig hellere naa sin Hævn ved at misbruge Modpanters Tillid end ved aabenlys Færd, idet man baade tog Sikkerheden ved en slig Fremgangsmaade med in Beregningen og tillige mente, at hvis man vandt Sejr ved Svig, vandt man med det samme ogsaa Prisen for Klogskab. Thi de fleste Mennesker indlader sig hellere paa Skurkestreger, naar de derved faar Navn af snilde Hoveder, end de handler retskaffent, naar dette indbringer dem Navnet Tosser; det sidste skammer de sig ved; det første bryster de sig af.

Men Kilden til alle de omtalte Onder var den selviske Higen efter Fordel, Magt og Ære; og af den samme Kilde udsprang ogsaa den lidenskabelige Iver hos Personerne, naar de kom i Kappestrid med hinanden om, hvem der skulde være den første. Thi ganske vist besmykkede begge Partiernes Førere rundt omkring in Staterne deres Stræben med skøntklingende Navne, idet det hed sig, at de satte 'alles Lighed for Loven i det borgerlige Liv' eller 'maadeholden Bedstemandsvælde' over alt; og ganske vist gav de sig Mine af at arbejde for 'hele Statens Vel' og gøre dette til Kampprisen for deres Bestræbelser; men i Virkeligheden anstrengte de sig kun paa enhver mulig Maade for at vinde Overtaget over hinanden. Og under denne Kappestrid betænkte de sig hverken paa selv at gaa til de forfærdeligste Handhinge eller paa endog at overbyde saadanne fra Modstandernes Side, naar de tog Hævn over disse, idet de ikke nøjedes med at lade Hævnen gaa saa vidt, som Retfærdigheden og Statens Velfærd tillod, men lod Partiernes tilfældige Lyst og Behag ved hver enkelt given Lejlighed bestemme Grænsen; og de var altid beredte til at søge Tilfredsstillelse for deres øjeblikkelige Rivalhad enten ved uretfærdige Fordømmelsesdomme eller ved haandgribelig Vold, naar de fik Magten dertil. From og gudfrygtig Færd beflittede saaledes ingen of Parterne sig paa; men de, den kunde besmykke deres Handlinger med pæne Paaskud, naar det lykkedes dem at gennemføre et eller andet paa oprørende Maade, stod i bedst Ry. Og alle de blandt Borgerne, der holdt sig uden for Partierne, hjemsøgtes med Ødelæggelser af dem begge, enten fordi de ikke vilde tage Del med i Kampen, eller fordi man ikke vilde unde dem at blive frelste og uskadte.

83. Saaledes fik da sædelig Slethed i enhver mulig Form Indpas i den helleniske Verden paa Grund af Partikampene; og Troskyldigheden, som væsentligst beror paa ædel Tænkemaade, blev til Latter og forsvandt, men stadigt at være paa sin Post mod hinanden med Mistroiskhed i Hjertet var noget, der vandt Overhaand vidt og bredt. Thi intet Tilsagn var stærkt nok, ingen Ed frygtelig nok til at kunne fjærne dette Forhold; nej, alle følte sig stærkere ved at regne Folks Paalidelighed for noget, man aldrig maatte haabe paa, og derfor saa' man sig hellere selv for i Tide for at vare sig mod ondt, end man kunde bekvemme sig til at skænke andre Tiltro. Og saa blev det da i Reglen de Folk, hvis Indsigt var svagest, der gik af med Sejren. Thi netop fordi de frygtede baade deres egen Indskrænkethed og Modstandernes Snildhed, saa de var bange for, at de dels skulde trække det korteste Straa ved Forhandlinger med dem, dels, inden de kunde forebygge det, blive overlistede med et eller andet Anslag fra deres Side som Følge af deres snu og opfindsomme Kløgt, netop derfor plejede de at skride dristigst til Handling. De andre derimod, som med Ringeagt for hine mente, at de nok skulde opdage deres onde Planer i Tide, og at de selv ikke behøvede at tage ved Magt, hvad de kunde vinde ved Kløgt, blottede sig derved, saa at Undergang fortrinsvis ramte dem.