Velleius: Historien

Oversat af Simon Laursen (2005)

Latinsk tekst

Quinctilius Varus' nederlag i Germanien, 9 evt.

117. Knap nok havde Caesar lagt sidste hånd på krigen i Pannonien og Dalmatien, før der – indenfor fem dage af fuldførelsen af det store værk – kom katastrofemeldinger fra Germanien om Varus endeligt, om nedslagtningen af tre legioner, lige så mange rytterienheder og seks kohorter, som om skæbnen dog på dette ene punkt viste os lidt hensyn, at en så stor katastrofe ikke ramte os, mens vores fører var optaget andetsteds. Men sagen såvel som personen kræver en kort pause.

Quinctilius Varus var født ind i en mere kendt end adelig familie, en mand mild af natur, rolig i sin adfærd, og som han var temmelig ubevægelig både af legeme og sind, følte han sig mere tilpas i rutinen i lejren end i aktive militære aktioner; men hvor lidt han foragtede penge, er Syrien, hvor han havde været statholder, et klart eksempel på – fattig var han kommet til en rig provins og rig lod han den fattig tilbage efter sig. Da han havde kommandoen over den hær, der lå i Germanien, fik han den idé, at det var mennesker, der ikke viste menneskelige træk ud over talens brug og kroppens udseende, og at de, der ikke kunne tæmmes ved sværdet, kunne mildnes ved kærtegn af lov og ret. Med det forsæt trængte han ind midt i Germanien, som om det var folk, der glædede sig over fredens sødme, og fik systematisk sommerperioden til at gå med retssager og offentlige møder.

118. Men dé – kun personlig erfaring kan gøre dette troværdigt – uciviliserede, men umådeligt forslagne, et folk født til løgn, foregav en række – falske –retssager, og altimens de snart udfordrede hinanden med uret, snart takkede for, at den romerske retfærdighed afsluttede disse ting og barbariet hos dem mildnedes ved denne nye, ukendte kundskab, så ting, der før blev afgjort ved våben, nu afsluttedes ved domstolen, lokkede de Quinctilius til fuldkommen naivitet, i den grad, at han troede, han præsiderede for retten som prætor i Rom og ikke havde kommandoen over en hær dybt inde i Germanien. En ung mand, af adelig slægt, tapper i aktion, hurtig i opfattelsen, bedre intellektuelt udstyret end barbarer normalt, ved navn Arminius, en søn af Sigimerus, lederen af hans folk, med sit sinds gejst synlig i ansigt og øjne, en udholdende deltager i vort første felttog, endda så han opnåede ridderrang i kraft af romersk borgerret, udnyttede da generalens sløvhed til en forbrydelse – for han havde ikke uden klarsyn gennemskuet, at ingen hurtigere kan undertrykkes end den, der intet frygter, og at tryghed er den hyppigste grund til katastrofe. Først indvier han nogle få, snart flere i fællesskabet om sin plan; han siger og overbeviser om, at romerne kan undertrykkes; han knytter handling til sine beslutninger, fastsætter et tidspunkt for sin fælde.

Dette meldes til Varus af en pålidelig mand af fornem slægt af dét folk, Segestes. Han krævede desuden, at de skulle lægges i lænker. Men udviklingens nødvendighed var allerede stærkere end fornuften og havde døvet al skarphed i hans hjerne. Ja, det forholder sig jo sådan, at når en gud vil ændre et menneskes livsvilkår, forstyrrer han ofte først hans tanker og udvirker således – hvad der er det sørgeligste – at det, som sker, endda synes at være sket med god grund, og menneskets ulykke bliver hans eget ansvar. Han nægter alså at tro på det hele og erklærer, at han sætter alt håb i den fortjente velvilje, man nærer imod ham. Der var ikke længere tid tilovers til endnu en advarsel efter den første.

119. Hvordan den grusomme katastrofe udviklede sig, den værste i krig mod fremmede folk i romersk historie siden Crassus' nederlag til partherne, vil jeg forsøge at fremstille i et passende værk, som andre har gjort det. Her skal kun det store billede begrædes. Den stærkeste hær af alle, den førende i træning, kraft og krigserfaring blandt alle romerske styrker, blev svigtet af sin førers mangel på skarphed, af fjendens troløshed, af skæbnens urimelighed; der blev end ikke givet dem egentlig mulighed for at kæmpe eller gå frem mod fjenden, så meget som de havde villet; nogle blev endda hårdt straffet for at have vist både de romerske våben og romersk sindelag! Lukket inde i skove og sumpe, i baghold, blev hæren nedslagtet til sidste mand af den fjende, som den selv altid havde nedslagtet som dyr, så det var dens egen følelse af snart vrede, snart medynk, der havde bestemt, om de skulle leve eller dø. Generalen havde mere mod til at dø end til at kæmpe – han fulgte sin faders og bedstefaders eksempel og gennemborede sig selv.

Af de to praefecti castrorum [3. rang i legionen] gav L. Eggius et lige så berømmeligt eksempel som Ceionius et usselt – da kampene havde ombragt langt størstedelen, foretrak han at udvirke en overgivelse og dø ved henrettelse snarere end i kamp. Numonius Vela, kommandant i en af Varus' legioner, en i øvrigt rolig og god man, satte et uheldvarslende eksempel ved at forlade ryttersoldater, som havde mistet deres heste, som fodfolk og begynde at søge mod Rhinen på flugt sammen med nogle andre. Skæbnen straffede hans handling; han overlevede ikke dem, han svigtede, men faldt selv som desertør. Fjendens barbariske væsen havde lemlæstet Varus' halvt forbrændte legeme; hans hovede blev skåret af, bragt til Maroboduus og af ham sendt til Cæsar. Der blev vist den sidste ære ved begravelse i familiens gravsted.

120. På meldingen om dette flyver Cæsar tilbage til sin fader [Augustus]; som ufortrøden beskytter af romernes imperium påtager han sig sin vante rolle. Han sendes til Germanien, sikrer Gallien, organiserer hærene, befæster forterne og går til angreb over Rhinen med hæren, iden han måler sig selv på sin egen størrelse, ikke på forventningen til fjenden, som truede med et kimbrisk og teutonisk angreb på Italien. Han går til angreb, skønt hans fader og hans fædreland var tilfredse med et forsvar; han trænger længere ind, åbner grænser, hærger landskabet, brænder huse, bugger enhver, han møder, ned og vender tilbage til lejrene med den største hæder og en styrke, hvor ingen, han havde bragt med sig over, var kommet noget til.

Lad os aflægge et sandfærdigt vidnesbyrd om L. Asprenas, der som legionskommandant under sin onkel, Varus, med en kyndig og modig indsats fra de to legioner, han havde kommandoen over, holdt hæren sikker i denne katastrofe, og ved i rette tid at vende tilbage til de nedre vinterlejre holdt han også kontrol med stemningen i de folkeslag, der bor på vores side af Rhinen, og som var i vildrede. Der er dog dem, der tror, at ligesom de levende blev reddet af ham, sådan overtog han også de folks ejendomme, der blev slagtet under Varus, og han lagde hånd på arven efter den faldne hær. Man må også prise den dygtighed, L. Caedicius, en praefectus castrorum, viste sammen med de folk, der var omringet i Aliso og blev belejret af enorme germanske styrker. De overvandt alle vanskeligheder, som manglen på forsyninger gjorde uudholdelige, fjendens styrke gjorde uovervindelige, og skabte sig, hjulpet af grundig planlægning og snarrådig forudseenhed, efter at have ventet på det rette øjeblik, med våben en retræte tilbage til deres egne. Heraf kan man se, at Varus, bestemt en seriøs mand med gode intentioner, snarere blev svigtet af sin planlægning som general end af soldaternes dygtighed og mod, da han bragte undergang til sig selv og til den storslåede armé. Under germanernes mishandling af krigsfangerne udførte Caelius Caldus en stor bedrift, værdig til hans families lange historie, da han tog fat i hele rækken af kæder, han var låst i, og slog dem så hårdt mod sit eget hovede, at han udåndede straks, da både blod og hjerne flød ud af ham.