Velleius Paterculus

Velleius var en romersk militærmand, der skrev en kortfattet romersk historie i to bøger fra Roms grundlæggelse til kejser Tiberius. Tiberius var i lang tid optaget af krige på grænsen til Germanien, og Velleius tjener som officer under Tiberius i lang tid - og han deltog også i Tiberius' triumftog over germanerne i 12 evt. I år 15 evt. bliver han selv praetor, men når så ikke længere på embedsstigen. På den måde er Velleius udtryk for sin tid; han kommer fra en slægt, der ikke tidligere har spillet en rolle i Rom, men har haft stor indflydelse i Capua, en ret stor by mellem Rom og Napoli; og det kendetegner Augustus' regime, at den slags lokale adelsmænd også får en politisk karriere i selve Rom. Velleius er altså en homo novus. Velleius' politiske karriere bliver dog også befordret af et nært forhold til den romerske adelsmand Marcus Vinicius, der blev konsul i 30 evt. og endda gift ind i kejserfamilien. I militæret havde den italiske adel allerede længe kunnet gøre en vis karriere; Velleius' far og bedstefar tjente under henholdsvis Augustus og Pompeius. Velleius' fornavn er ukendt.

Velleius' historieværk er dediceret til hans protektor, Marcus Vinicius, i forbindelse med dennes konsulat i 30 evt.; men den egentlige helt i værket er kejser Tiberius (der var tiltrådt som kejser i 14 evt. ved kejser Augustus' død). Velleius er meget kejsertro, og hans fremstilling fortolker som regel begivenhederne til fordel for kejserhuset. De kunne ellers være kritisable nok under Augustus, og meget værre under Tiberius. Han er i det hele taget noget konservativ og meget moraliserende i sin indstilling.

Begejstringen for Tiberius er tydelig f. eks. i beskrivelsen af Tiberius' kampe i Germanien; desuden kan man se hans moraliserende tendens i beskrivelsen af Varus' nederlag.

Perspektivet i værket er stort; faktisk er det til at begynde med verdenshistorisk, men som fremstillingen skrider frem, bliver der stadig mere fokus på Roms historie. Fremstillingen er meget kortfattet i begyndelsen, men bliver efterhånden mere bred. Velleius indlægger litteraturhistoriske digressioner; det er ret specielt. Hans kilder har vel (som det var normalt i oldtiden) for det meste været andre historikere; egentlig kildekritisk arbejde skal man ikke regne med.

Sprogligt ligger Velleius et sted mellem Ciceros bredt udfoldede, klassiske prosa på den ene side og Senecas mere epigrammatiske, pointerede stil på den anden. Når det kører for Velleius, kan han faktisk skrive ganske godt.