Herakles

Præsentation

Herakles var uden sammenligning den største græske helt. Han var søn af Zeus (med Alkmene), og han arvede sin fars kræfter - han er en vældig kriger; man kan altid kende ham på hans udstyr: et løveskind, en kølle eller en bue. Herakles er populær i hele oldtiden, også hos romerne under navneformen Hercules. Han forbliver således helt tværs igennem vidt forskellige historiske perioder, hvor folk lever vidt forskellige liv med vidt forskellige idealer. Det er ikke mærkeligt, at Herakles-figuren udvikler sig meget i disse langt over tusind år.

Undfangelse

Herakles er som nævnt søn af gudernes konge, Zeus, og den dødelige Alkmene, der egentlig var gift med Amfitryon. Engang, da Amfitryon længe havde været på felttog og var på vej hjem, kom Zeus ham i forkøbet: Forklædt som Amfitryon blev Zeus modtaget af Alkmene med åbne arme, og han gjorde natten tre gange så lang. Den efterfølgende nat kom den rigtige Amfitryon hjem! Alkmene blev gravid med tvillinger: Én med Zeus og én med Amfitryon.

Fødsel

Da Alkmene var højgravid, befalede Zeus, at den prins, der snart blev født som efterkommer af Perseus, kongen i Tiryns, skulle blive konge over Tiryns og Mykene. Zeus’ kone Hera ønskede imidlertidigt ikke, at denne hæder skulle tilfalde Zeus’ udenomsægteskabelige søn. Hun vidste, at Perseus havde en svigerdatter, der var gravid i 7. måned. Hun fik derfor fødselsgudinden til at sænke Alkmenes fødsel for i stedet at fremskynde den anden, således at Eurystheus blev den først fødte efterkommer af Perseus og dermed konge i Mykene.

Selvom det således var lykkedes Hera at franarre Herakles kongeværdigheden, var hendes vrede ikke formildet; hun forsøgte at slå ham ihjel, da han endnu lå i vuggen, ved at sende to slanger mod ham. Selv den spæde Herakles var dog hurtig og stærk og fik slangerne kvalt med de bare babynæver.

Ægteskabet med Megara

Herakles voksede op i Theben som en mægtig kriger, der havde arvet sin fars kræfter. Kreon, den senere konge i Theben, gav ham sin datter, prinsesse Megara i ægte, og sammen fik de flere børn. Dette ægteskab får dog en ganske tragisk ende, da Herakles i et anfald af vanvid sendt af Hera dræber Megara og sine børn. Da det gik op for ham, hvad han havde gjort, spurgte han oraklet i Delfi, hvordan han kunne sone sin brøde. Her fik han besked på at han skulle arbejde for kong Eurystehus i 12 år. Til gengæld for dette ville han så efterfølgende undergå en apoteose, det vil sige at han ville blive ophøjet til gud.

De 12 arbejder

Som slave for Eurystheus udførte Herakles 12 usigeligt hårde prøvelser, de såkaldte ’12 arbejder’. Heldigvis fik Herakles ganske ofte hjælp fra sin halvsøster, gudinden Athene. Der var i lang tid en vis usikkerhed om, præcis hvilke af hans mange bedrifter, der talte som en af de 12; men da man fremstillede 12 af dem på metoperne på Zeustemplet i Olympia, blev disse 12 til ’standard’-eksemplerne.

Disse arbejder var hans mest berømte handlinger, og indebar fx at nedlægge den nemeiske løve, et stort uhyre med usårligt skind. Det er skindet fra denne løve, som Herakles flåede af den, da han havde kvalt dem, som man ser ham bære i kunsten. Du kan læse om alle hans 12 arbejder på siden om metoperne på Zeustemplet i Olympia.

Den hæmningsløse voldsomhed

Selvom Herakles er den største af de græske helte, er han også en kolossalt sammensat figur. Han befrier verden for en række uhyrer, men hans motiver til at gøre det er måske ikke så uselviske; og han farer frem med hæmningsløs voldsomhed, når man forsøger at bremse ham. Da fx kong Augias ikke ville belønne Herakles for at rense sin stald, en af Herakles’ 12 arbejder, afsatte Herakles ham fra tronen og indsatte hans søn i stedet. I den forbindelse indstiftede han de olympiske lege i (hvad grækerne mente skete i 776 fvt.) og blev den første vinder af alle discipliner. Og da kong Eurytos nægtede at give Herakles sin datter Iole, selvom han havde vundet en bueskydningskonkurrence om hendes hånd, dræbte han en af kongens sønner. Dette var en stor forbrydelse mod den græske forståelse af gæstevenskabet, som var beskyttet af guderne. Endnu engang måtte Herakles søge at sone sin brøde, men da han blev nægtet modtagelse ved Apollontemplet i Delfi, stjal han Apollons trefod! Dette ledte til en kamp mod Apollon og dennes søster Artemis, hvor Athene kæmpede på hans side, som først sluttede, da Zeus greb ind. Selv guderne var Herakles altså ofte i konflikt med, og man må ofte stille spørgsmålstegn ved det heroiske eller det hensigtsmæssige ved hans handlinger.

Herakles’ død

Da Herakles ikke i første omgang lykkes med at få Iole, giftede han sig i stedet med kongedatteren fra Kalydon, Deianeira. På vej hjem til Theben skulle de over en flod, og her skulle de bæres en ad gange af kentauren Nessos. Da denne havde båret Deianeria over på den anden bred, forgreb han sig dog på hende. Herakles skød ham med sin bue og pil, men inden han døde, sagde han til Deianeria, at hun skulle dyppe sit slør i hans blod, da dette ville være et elskovsmiddel, som hun kunne bruge, hvis Herakles ikke viste sig trofast.

I Sofokles’ tragedie Kvinderne i Trakhis kan man læse om, hvordan Herakles er væk i 15 måneder og Deianeria frygter det værste. Da han kommer hjem efter at have stormet kong Eurytos’ borg medbringende Iole, mener hun, at tiden er inde til at bruge eliksiren, som hun håber vil få Herakles til at elske hende på ny. Hun sender ham derfor en prægtig kappe vædet i blodet, men da Herakles tager den på, forgiftes han under forfærdelige smerter. Han bygger derfor et kæmpe bål og lader sig brænde ihjel. Da Deianeira får det at vide, tager hun sit liv.

Idet han lå på bålet, steg gudesønnen Herakles til himlen, mens hans dødelig halvdel blev tilbage og blev brændt, og endte ligesom andre dødelige i Hades. Efter et langt og slidsomt liv lykkes det altså Herakles at nå til Olympen, hvor han blev hilst velkommen af alle guderne; selv Hera blev han forsonet med, og hun gav ham sågar ungdommens gudinde, Hebe, til hustru.

Herakles i litteraturen

Herakles er som nævnt en meget sammensat figur, der har været anset for helt gennem vidt forskellige historiske perioder, og i litteraturen finder man derfor mange sider af ham. I tidens løb blev han fx hos sofisterne det ultimative dydsmønster - modellen på et virkelig godt og målrettet liv. Men sådan havde det ikke altid været - hos Homer er han decideret farlig, som da han myrder Iphitos, søn af kong Eurytos af Oikhalia. Både de græske tragediedigtere Kvinderne i Trakhis og Sofokles og romeren Seneca har også anvendt Herakles-myten i deres tragediedigtning, ofte med fokus på de ulykkelige kvinder i hans liv.

Hos romernes store epiker, Vergil, er Hercules med til at bane vejen for civilisationen ved at rydde Aventinerhøjen for uhyret Cacus, og Marcus Antonius og Kejser Commodus anså ham som deres skytsgud.