Græsk religion

Guderne

De gamle grækere var polyteister, dvs. de havde flere guder; hver gud havde så sit særlige ansvarsområde, og guderne kunne komme i modsætningsforhold til hinanden, hvis de indbyrdes truede hinandens områder.

Det gør græsk religion til en ganske kompliceret historie. På denne side står der noget om det, der gælder for alle de vigtigste græske guder, dem, der 'boede' på Olympen, Grækenlands højeste bjerg (2900 m.)

Det, der gælder for de enkelte guder, står på hver sin side.

Den idé, at guderne havde hjemme på Olympen, kommer nok af, at bjerget er meget imponerende. På billedet øverst til højre ses toppen rage op over skyerne; det har ingen antik græker naturligvis set - det billede, de så, var af et bjerg, der rejste sig pludseligt, som en væg, fra sletten, med to toppe, som det billede, der er herover - taget næsten tyve kilometer nordøst for bjerget. Bjerget ligger også tæt på havet, og set derfra er det endnu mere overvældende.

Det første, man skal vide om græske guder, er netop, at grækerne fandt dem overvældende - gudernes krav på respekt og underkastelse beroede på, at de var stærkere end menneskene og kunne give dem noget, de ikke selv kunne skaffe sig - det være sig materielle som sociale og psykiske goder - for eksempel mad, retfærdighed og kærlighed (sex). Men guderne giver kun, hvis de bliver betalt - der er ingen 'god' gud i græsk religion, der er kun guder, man har en aftale med. Kristendommens tale om arvesynd og tilgivelse har intet med græsk religion at gøre - i hvert fald ikke i tidlig tid.

Der var tolv olympiske guder, der som sagt havde hver deres særlige område at varetage. Navnene herunder er links til særskilte sider om hver enkelt gud (eller gå til oversigtssiden).

Zeus	Hera	Poseidon	Demeter	Athene	Afrodite
Apollon	Artemis	Dionysos	Hermes	Ares	Hephaistos

Men det er vigtigt at forstå, at der var mange flere guder i grækernes verden; alt var, som de selv sagde, fuldt af guder. Nogle af disse guder var endda meget vigtige; den vigtigste, der ikke boede på Olympen, var dødsrigets gud Hades.

Guderne 'boede' heller ikke bare på Olympen, de boede lige så vel rundt omkring i hele Grækenland, hvor de havde deres templer. Alle de olympiske guder er panhellenske, dvs., at alle grækere dyrkede dem; ingen græsk by kunne tillade sig ikke at have et kult-sted for disse store, vigtige guder og gudinder. Men dertil havde de også alle en mængde mere lokale guder - der på selve stedet, hvor de 'boede', kunne være fuldt så mægtige som de store panhellenske guder. Det gælder f. eks. de store floder - Akheloos eller Alfeios. Men der er guder i alle størrelser - nogle af dem minder mere om trolde og nisser i nordisk 'terminologi'; de græske ord for den slags 'små guder' er nymfer, najader, satyrer og mange andre - f. eks. muserne, der var specialiserede hjælpere til digtning og musik, eller khariterne, hvis særlige område var skønhedspleje.

Kult: ofre og fester

Respekt for guderne hed eusébeia (εὐσέβεια); uden den var man - og samfundet - i fare. Guderne forlangte respekt; fravær kunne medføre stormvejr, jordskælv, hungersnød eller epidemier - alt efter hvem man ikke viste respekt. Respekten viste man ved at udføre ritualer, især ved at ofre (θύειν) og ved at afvikle kollektive begivenheder til gudens ære - fester som nattevågen (παννυχίς>), teater-forestillinger eller sportslege (f. eks. de de olympiske). I sådanne fester indgår også typisk en procession, hvor byens indbyggere kan vise deres deltagelse i byens gudsdyrkelse.

Disse store festlige begivenheder indbefattede også ofre til den relevante gud (ikke til alle guderne på én gang - det gjorde man ikke), men offerhandlingen kunne også udføres uden om disse store begivenheder, og af hvem som helst - selv det ringeste menneske kan bringe en gud et offer. Ofre var typisk dyr; det er forskelligt, hvilke guder der modtager ofre af hvilke dyr, men det fineste offer, man kunne give, var okser. Mere normalt var det dog at ofre får eller væddere; men også mindre dyr er hyppige. Når det er hele samfundet, der ofrer, er det naturligvis oftest store ofre - når enkeltpersoner gør, er offeret lille, f. eks. en hane eller en anden fugl (billige ofre).

Ofringen er typisk et brænd-offer, og derfor finder handlingen sted uden for templerne - på et alter, der står foran hovedindgangen. Men man kan også ofre til guder andre steder - alteret er ikke en nødvendighed. Ofringen består i en slagtning og deling af dyret; guderne får normalt kun knoglerne og noget af fedtet, resten spiser deltagerne i ofringen. Før slagtningen drysser man byg-korn over offerdyret, og det er vigtigt, at noget af blodet rammer alteret. Under slagtningen skriger de kvinder, der deltager (ololygé, ὀλολυγή).

At guderne kun fik knogler og fedt, undrede allerede grækerne, der forklarede det med, at halvguden Prometheus havde snydt Zeus (se historien hos Hesiod, Theogonien vv. 535 - 561). Hvad grækerne i det hele taget følte i forbindelse med ofringerne, er et andet spørgsmål, som har optaget religionsforskerne i nyere tid. Måske følte de sig usikre på, at de overhovedet burde; et af de ofre, man lavede i Athen, afsluttedes med en rituel dom for mord over kniven. Det er typisk for jægersamfund, at de på en eller anden måde soner deres drab på det jagede dyr. Denne teori knytter sig til forskere som Walter Burkert og Karl Meuli.

Måske var ofringen en symbolsk handling, der retfærdiggjorde, at mennesker spiser kød overhovedet. Denne tanke knytter sig til den franske forsker Pierre Vernant, der fokuserer på, at der i det hele taget ikke tales ret meget om, at dyret dør i forbindelse med ofringen - det forties. Vernant har dog det tilfælles med de to andre forskere, at han ser ofringen som et problem, der skal hådteres. Men der er ikke ellers mange tegn på, at grækerne havde dårlig samvittighed over ofringer, og måske er det bare det moderne menneskes religiøse fornemmelser, der gør sig gældende, når man overhovedet stiller spørgsmålet. Måske var det for grækerne bare noget man plejede at gøre - og intet andet. Det græske ord for at tro på guder er, som vi skal se, nomízein, der betyder 'at holde i hævd', 'blive ved med at gøre det samme'.

Også drikofre (spondé, σπονδή) er hyppige, faktisk hyppigere end de andre. I begyndelsen af alle, smø og store begivenheder i livet, f. eks. måltider hælder man en lille sjat af vin ud på gulvet - og det er så et drikoffer til guderne. Når to krigsførende parter indgår en fredsaftale, sker det ved hjælp af drikofre - og en fredsaftale hedder da også spondaí (σπονδαί) i flertal.

Guderne ofrer også selv - hvad der kan synes lidt besynderligt. Men der er mange billeder, der viser guder i færd med offerhandlinger, ikke mindst drikofre. Til højre ses Apollon i færd med et drikoffer, før han skal til at spille på sin lyre. Den skål, han bruger, er er specialiseret skål til drikofre, en phiale.

Kontakt: bøn og orakelsvar

Et drikoffer (såvel som andre ofre) ledsages meget ofte af en bøn (eukhé, εὐχή) om, at guden vil gøre noget for én. I bønnen kan man love guden at gøre noget til gengæld, eller man kan pege på at man allerede har gjort noget, guden passende kan vise sin taknemmelighed for. For at være sikker på at henvende sig til den rette gud - eller den rette 'version' af guden - påkalder man ofte guden under flere navne (ofte betegnelser for steder, hvor guden havde et tempel - man kunne jo ikke vide, hvor han var lige i øjeblikket). Den allerførste bøn, den græske litteratur indeholder, viser alle de træk, bønner havde. Den står i Homers Iliade, 1. sang v. 37-42 (se herunder, oversat af Christian Wilster).

Apollon-præsten Khryses har forsøgt at frikøbe sin datter, der er blevet røvet af grækerne ved Troja. Han bliver brysk afvist af overkongen, Agamemnon, og på vej bort beder han til Apollon, der havde templer i Khryse, Killa og Tenedos, og som blev kaldt Smintheus - muligvis noget i retning af Beskytter mod mus (som er en virkelig fare i primitive landbrugssamfund!)

"Hør mig, du Sølvbuevæbnede Gud! du Beskytter af Chryse,
Og af det hellige Killa, du Drot over Tenedos' Øland!
Smintheus! har jeg saasandt til Behag dig bygget et Tempel,
Har jeg saa sandt engang tyktflommede Bove dig ristet
Enten af Tyr eller Geed, saa hør den Bøn, som jeg beder!
Tugt med din Piil Danaernes Folk for de Taarer, jeg fælder!"

Det, Khryses beder om, er ødelæggelse for andre, så man kunne også kalde hans bøn en forbandelse - og der er ikke den store forskel. Græske guder er ikke 'gode', dvs., de kan godt være destruktive, hvis det er det, de bliver bedt om at være af en person, de 'skylder noget'. Der er dog ingen mekanik i systemet - det er guden, der bestemmer, om han skylder nogen noget.

Man kan heller ikke regne med nogen særbehandling, når man opsøger en gud i den særlige funktion, hvor han har et orakel. Man beder en sådan gud om, at han skal forholde sig til et problem, man har - skal man gifte sig, skal man gå i krig osv. osv. Normalt forudsiger guden ikke fremtiden, han svarer blot på, om det, mennesket har for, er en god idé eller ej. Det berømteste - og længst-levende - orakel i Grækenland lå i Delfi, men der var andre vigtige orakler, f. eks. i Dodona eller Lebadeia; og selvom Apollon havde orakelvæsenet som sit særlige område, var langt fra alle orakler knyttet til ham - det i Dodona hører til Zeus, og det i Lebadeia til en ellers nærmest ukendt figur, Trophonios.

En særlig variant af 'orakler' var Asklepios-helligdommene; Asklepios var lægegud og meddelte sine anvisninger for helbredelse gennem drømme, man fik, når man sov i særlige rum i hans templer.

Med orakler er det dog som med alt muligt andet i græsk religion - der er ikke to steder eller to guder, der gør tingene helt ens.

Præster, men ingen menighed

I de allerfleste tilfælde kan alt det, der er beskrevet indtil videre, foretages af helt almindelige mennesker. Alle kan ofre og bede til guderne; kravet om at holde på formerne er ikke særlig stærkt. Der er ikke brug for præster til den slags. Mange af de største offentlige ofringer blev afviklet af almindelige borgere i deres funktion af ledere af staten - ikke af præster, selvom præster ofte var tilstede.

For der fandtes præster; hiereús (ἱερεύς) hedder sådan en (hunkøn hiéreia, ἱέρεια). De kan have arvet deres funktion, de kan være valgt for livstid eller for en kort periode. Deres funktion er ofte snarere at varetage templerne end kulten, som sagt, men heller ikke her er der nogen klare regler. Ved oraklerne havde præsterne tit en funktion med at fortolke oraklernes betydning - hvad der kunne være en ganske magtfuld position at have. Men som hovedregel har præster ikke nogen privilegeret position, når det drejer sig om at formidle gudernes vilje til menneskene.

Der er heller ikke nogen menighed, der skiller sig ud fra borgerskabet som helhed - der er ikke nogen kirke, der kan stå i modsætning til staten. Guden, man dyrker, har krav på alles respekt, ikke kun på en lille gruppe bekendende personer, og forsømmer man kulten, er der fare på færde.

Det gælder også, når guder kommer til - det er nemlig både fortalt i myterne og historisk beviseligt, at guder indvandrer til Grækenland, i virkeligheden hele tiden. Guden Adonis indvandrede i Grækenland omkring år 600 fvt., og Sabazios kom engang omkring år 400. Bendis kom fra Thrakien nord for Grækenland i to omgange, 430 og 413 fvt. Men det er små guder, der kom til Grækenland i historisk tid.

Religionsvidenskaben har påvist, at der er mange træk ved flere af de store græske guder, der tyder på at de helt eller delvis er kommet fra det nære østen engang i fortiden. Det gælder f. eks. for Afrodite og for Apollon. Ingen af de to guder omtales i Linear-B-skrifterne, der er vores ældste kilde til den græske kultur; de har måske ikke været dyrket før år 1200 fvt. De må i så fald være indvandret til Grækenland mellem 1200 fvt. og 800 fvt., hvor kilderne begynder at flyde rigeligt igen, fordi grækerne igen lærer at skrive.

Myten om guden Dionysos fortæller, at han vendte hjem til Grækenland efter mange års eksil i østen, men ikke mødte den forståelse, han mente at have krav på. Hans hævn var at gøre kvinderne vanvittige (mænader), og da kong Pentheus af Theben prøvede at udspionere dem, blev han revet i småstykker af dem. Det ender med at stå helt klart for folk, at Dionysos er en overvældende kraft, og de giver sig derfor til at dyrke ham. Alt dette er skildret af tragedie-digteren Euripides i tragedien Bakkhantinderne. Euripides levede i en tid, hvor mange ellers var noget skeptiske overfor både guderne som sådan og da især de gamle fortællinger, myterne, der blev fortalt om dem.

Myter og religionskritik

Der er et væld af fortællinger, myter, om de gamle græske guder, både spredt rundt omkring og samlet i lange fortællinger. De ældste af disse fortællinger knytter sig til navnene Homer og Hesiod, og det er ikke for meget sagt, at det, vi får at vide om guderne i disse fortællinger, ikke er særlig moralsk eller opbyggeligt. Især Homers indflydelse på, hvordan grækerne opfattede deres guder, kan imidlertid næsten ikke overdrives. Der opstod imidlertid også tidligt en kritik af myterne for at være løgn og bagvaskelse af guderne.

Det synspunkt forudsætter naturligvis, at guderne er moralske og indestår for verdens orden. Der er ingen tvivl om, at den tanke altid har eksisteret - de, der er stærke, bør bruge deres kræfter ordentligt, og det bliver hurtigt til: i samfundets interesse. Der er også myter om de græske guder, hvor de gør netop det, altså sætter verden i system og opfinder ting og institutioner såvel som begreber, menneskene har brug for - ligesom der er myter, der handler om, at de myrder og voldtager mennesker og skændes og horer indbyrdes. Disse fortællinger har haft vidt forskellige formål, og man kan næppe få dem alle til at passe til kun én forklaringsmodel. Myterne om de græske guder giver forklaringer på både naturlige fænomener, sociale forhold, sproglige begreber og meget, meget mere. Som alt andet med græsk religion er billedet meget broget.

Men som tiden gik, blev mange af disse forklaringer draget i tvivl af den filosofi, der udviklede sig i Grækenland mellem 500 og 300 fvt. Filosoffen Platon forbød direkte læsningen af Homer i de tanker om en ideal-stat, han gjorde sig. Han krævede et helt andet, mere filosofisk, forhold til guderne; guderne skulle betragtes som ikke bare rollemodeller (for det har de altid været), men moralske rollemodeller for menneskene. Med Platon (og hans læremester Sokrates) kommer der en ny form for religiøsitet ind i billedet - foregrebet af små religions-lignende filosofiske grupperinger (f. eks. ledet af Pythagoras).

Disse filosofiske religioners syn på guderne var netop moralsk - guderne er gode, og myterne er slette, fordi de lyver om dem. Men man kan jo også slutte omvendt: guderne er slette, fordi myterne taler sandt, og forresten har vi bedre forklaringer på alt muligt end de religiøse, mytiske. F. eks. kan vi jo mene, at månen og solen bare er sten og ikke personer, der handler, som de gør i myterne. Der er derfor også filosoffer, der i grunden fornægter guderne - f. eks. filosoffen Epikur.

Det er netop de nye overvejelser om det guddommelige og den omfattende kritik af den traditionelle religiøsitet, der endte med at få Sokrates dømt til døden. Sokrates var, det er der ingen tvivl om, en gennemført religiøs mand, der fuldt og fast troede på guderne - i betydningen, at han stolede på dem. Det er i grunden den form for religiøsitet, også moderne religioner - kristendom og islam, f. eks. - forudsætter; det græske ord for dén form for 'tro' er pístis (πίστις), der betyder tillid. Så umiddelbart må det undre, at denne gennem-religiøse mand blev anklaget for ateisme i 399 fvt. og dømt til døden, fordi han ikke havde det rette forhold til guderne.

Men Sokrates' måde at se på guderne var ikke den normale form for græsk religiøsitet på Sokrates' tid - der gik menneskets forhold ud på at holde guderne i hævd - nomízein (νομίζειν τοὺς θεούς). Sokrates var ganske vist nok ikke skyldig i ikke at have passet sin kult af guderne - men der var jo ingen forskel på det religiøse og det statslige, og Sokrates var bestemt skyldig i at betvivle de grundlæggende demokratiske institutioner i Athen. Desuden gjorde og sagde han ting, der lignede det, som de, der faktisk betvivlede gudernes eksistens eller berettigelse, gik rundt og sagde - og derfor blev han domfældt.

Sokrates blev derfor nok dømt til døden, fordi den almindelige borger i Athen ikke kunne se ham som andet end en religiøs belastning. De frygtede deres guder mere, end de respekterede Sokrates' demokratiske ret til at have sin egen mening. Gudernes overvældende, uhæmmede kraft ramte også Sokrates. Bare nogle få årtier senere, og i hvert fald hundrede år senere, omkring år 300 fvt., havde en sådan retssag været utænkelig. Der mente alle, at guderne først og fremmest var retfærdige, selvom de også mente, at guderne måske holdt sig temmelig meget på afstand af menneskene og deres problemer - tilfældet, Tykhe (Τύχη), rådede, og teologiske problemer kunne godt være lidt akademiske. Næste skridt i græsk religiøsitet minder nemlig om den tilstand, vi lever i nu om dage.

Lidt litteratur

Schou

Grønbech

Bremmer ?

Price ?

Zaidman ?

M. P. Nilsson ?

Burkert ?