Zeus - gudernes konge
Zeus er en himmelgud - hans navn er beslægtet med et ord for 'dag' - og hans våben er lynet. Som med statuetten til venstre (fra Dodona, ca. 480 fvt.) ser man meget ofte lynet i hans hånd - det er det tegn, man kan kende ham på; hans fugl er ørnen. Man giver ham også æren for, at regnen falder ('Zeus regner'). Ellers har Zeus ikke nogen central funktion - han er bare overgud. Men med denne rolle følger tilsyneladende alligevel nogle særlige opgaver. Han beskytter f. eks. de fremmede (som Zeus Xeinios) og dem, der søger beskyttelse (Zeus Hikesios), og han ser til, at folk holder deres løfter (som Zeus Horkios). Han indestår - næsten selvfølgelig - for retfærdighed (Zeus Dikaios); og han er også garant for samfundet - Zeus Polieus. Zeus er også den gud, der har med skæbnen at gøre - selvom han som regel ikke bestemmer over den; hvad han så egentlig gør, er ikke rigtig klart. Men som skæbnegud er Zeus også spådomsgud - især i sin helligdom i Dodona. Zeus-helligdomme findes overalt - Zeus er ikke nogen enkelt bys eller stats særlige skytsgud. De vigtigste helligdomme er Olympia og Dodona; men der er mange, mange flere - f. eks. Nemea, hvor der fandt sportslege sted. De vigtigste sportslege i det antikke Grækenland var dog altid de olympiske lege.
Zeus er far til et utal af græske helte og heltinder: Herakles med Alkmene, Perseus med Danae, Minos og Rhadamanthys med Europe - og utallige andre. Men han er også far til en pæn gruppe af guder: Apollon og Artemis med Leto, Hermes med Maia, Dionysos med Semele (dødelig kvinde!) og Athene på en meget underlig måde. Endelig er han far til Ares med Hera. Zeus har altså et familieliv, et temmelig rodet et, og man kan måske sige, at han var tidligt skadet, for hans egen far, Kronos, der også var en gud, havde gerne spist ham, som han havde gjort det med alle Zeus' søskende. Men Zeus' mor, Rhea, skjulte ham for Kronos i en grotte, og da Zeus blev stor, skar han maven op på sin far, befriede sine søskende og drev sin far i eksil. Zeus' søskende er Hera (som han altså også er gift med ...), Poseidon, Hades og Demeter. Alle disse guder kunne strengt taget kaldes Kronion eller Kroniden; det betyder bare 'Barn af Kronos'; men faktisk er det et tilnavn, kun Zeus bærer. Sammen med sine søskende og børn udkæmper Zeus det sidste store opgør blandt guder, kampen mod de giganter, som Gaia (Jorden) fremkalder for at styrte Zeus' regime. Zeus sejrer, og verdensordenen sikres. I litteraturen finder vi denne kamp skildret af Hesiod i hans Theogoni; den findes også gengivet i kunsten igen og igen. Zeus er garanten for, at verden hænger sammen, giver mening. Som sådan bliver han gennem tiden langsomt næsten en filosofisk abstraktion - 'Gud' - men skridtet over til monoteisme tager grækerne aldrig, selvom stoikerne kom meget tæt på. Sideløbende med denne proces, der gør Zeus til en mere absolut, abstrakt, gud, bliver grækernes forhold til deres guder dog mere litterært. Det er svært at sige, hvor meget grækere i 300-tallet og 200-tallet fvt. 'troede' på deres guder, eller hvad 'tro' overhovedet skal betyde, når vi taler om disse mennesker; men de fortalte i hvert fald stadig gode historier om deres guder, og ikke mindst om Zeus. Romerne, som havde nogle meget kedeligere guder, overtog med begejstring myterne om de græske og overførte dem på deres egne - det eneste, de ændrede, var gudernes navne: Zeus hedder Juppiter på latin. Allerede hos Homer kan man være i tvivl om, hvor alvorligt guderne skal tages - og Homers (og Hesiods) betydning for, hvad grækerne troede om deres guder, kan næsten ikke overvurderes. |
