Det er vanskeligt at vide præcis, hvordan grækerne udtalte de lyde, vi kender fra deres alfabet. For det første mangler vi selvfølgelig lydoptagelser, som man ville have dem med et moderne sprog. Men det græske sprog er heller ikke nogen helt entydig ting. Den græske kultur varede længe (og er sådan set stadig i live), og sprog og udtale ændrer sig jo. Dertil kommer desuden, at grækerne var geografisk meget spredte. Fra gammel tid delte det græske sprog sig i nogle dialekter: dorisk, æolisk, arkadisk-kypriotisk og attisk-ionisk, der adskilte sig fra hinanden både ved ordforråd og (især) udtale. Omkring år 400 fvt. levede der grækere i Syditalien, på Sicilien, i Nordafrika, i det vestlige Lilleasien og rundt om Sortehavet forskellige steder, og de må have talt ganske forskelligt - igen ved man naturligvis ikke, hvor forskelligt, selvom der er bevaret en hel del indskrifter, der dog tillader et lille indblik i forskellighederne.

To-tre hundrede år senere, i den periode, man kalder for hellenismen, havde grækerne spredt sig endnu mere; i kølvandet på Alexander den Stores erobring af Perserriget; de boede nu også i et utal af små og store byer, fra Ægypten, gennem Syrien, henover Iran og helt ud i Afghanistan (som dengang hed Baktrien). På kortet ses, hvor græsk taltes. Farven er stærkest, hvor græsk dominerede over andre, lokale, sprog; græsks indflydelse var naturligvis ikke lige stærk overalt. Helt ude i Afghanistan og den vej udad har græsk kun været talt af en lille gruppe, men måske eliten. Hele dette store netværk af byer holdt kulturel kontakt, og de brugte indbyrdes et sprog, der var fælles for dem alle (κοινή). Dette sprog var anderledes end det klassiske græsk fra omkring 400 fvt., og med den enorme spredning geografisk har det også været ret forskelligt i sig selv. Vi kender det mest fra litterære tekster, frem for alt fra det Nye testamente. Ikke engang indenfor denne lille samling af tekster er sproget ret ensartet, nogle af teksterne er sprogligt ikke ret avancerede, andre er utroligt velformulerede.

Teksterne, vi læser, er blevet skrevet af igennem hundreder af år, og hver skriver har naturligvis været tilbøjelig til at stave, som man gjorde på hans tid. De tekster, vi har bevaret på sten fra de forskellige perioder, viser store forskelle til de trykte tekster; den lange tid med afskrifter har sat spor, der ikke igen kan fjernes fra vore tekster. Ad indviklede veje har der efterhånden dannet sig en slags enighed om, hvordan man skal skrive græsk i trykte udgaver. Men teksterne ser aldrig ud, som da de forlod forfatterens hånd.

Bogstavernes lyd-værdi

På listen over alfabetet stå der angivet de omtrentlige lydlige værdier for hvert bogstav - uden hensyn til de store forskelle, der må have eksisteret; de værdier, der gives, er de omtrentlige værdier for attisk (dialekten i Athen) i 300-tallet fvt. Nogle lyde er man ret sikker på; f. eks. må η (eta) have været udtalt som et æ, fordi fårenes brægen gengives som βῆ, βῆ, men selv om der er gode grunde til at tro, at υ (ypsilon) har været udtalt som et u, fordi ordet for at muhe er μυκᾶσθαι, er udtalen alligevel angivet også som et y, fordi det blev den normale udtale senere, da romerne lærte græsk. Den måde, romerne skriver græske ord over til deres eget alfabet, er en anden måde at regne udtalen ud på. Vi famler altså ikke i blinde, når det kommer til udtalen af græske lyde, men vi er heller ikke sikre på ret meget.

Den udtale, vi praktiserer, forsøger at ramme udtalen i Athen i 300-tallet fvt.

Til oversiden