Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Græsk er et indoeuropæisk sprog, dvs. det er mere eller mindre langt ude beslægtet med en lang række sprog, som taltes (og stadig tales) fra Atlanterhavskysten til Nordindien. Disse sprog har en del ord og grammatiske træk tilfælles, men deres slægtskab er især blevet påvist ud fra sprogenes lyde. Når lydene skifter, opstår nye sprog, der er uforståelige for andre, selvom ordene er de samme (dansk fader er det samme ord som græsk/latinsk πατήρ/pater - hvad ingen lige kan høre). Græsk bevarede i løbet af sin tidlige historie de fleste indoeuropæiske lyde, men tabte nogle og marginaliserede andre. I nogle tilfælde betyder dette netop, at græsk fjernede sig fra andre sprog (f. eks. latin); i andre gør det de former, vi finder i sproget, svære at forstå - de er tilsyneladende uregelmæssige. I det følgende skal opmærksomheden rettes mod de forandringer, der gør det svært at lære græsk. Der er navnlig tre større forandringer. 1: lyden S (sibilanten) forsvandt næsten helt på et tidligt tidspunkt på græsk. Udviklingen er næsten gennemført i den tidligste form for græsk, vi kender, sproget på Linear B-tavlerne fra ca. 1200 fvt. 2: lyden J eller Y (en konsonant i familie med vokalen I) var også helt forsvundet på græsk, da det græske alfabet blev indført ca. 800 fvt., men udviklingen var ikke helt færdig på Linear B's tid. 3: det tredje store tab, græsk oplever, er, at sproget opgiver lyden W. Dette sker imidlertid forholdsvis sent; nogle dialekter havde den endnu, da alfabetet blev indført, og brugte bogstavet 'vau', ϝ, til at gengive den (og romerne overtog bogstavet som F - har det lydt lidt så dan?). I Homers digte, som blev til ca. 700 fvt., kan man stadig se, at lyden 'virker', selvom den ikke længere skrives. Senere hen - i historisk tid - taber græsk så lyden H. Det er bemærkelsesværdigt, at grækerne, med undtagelse af jonerne, i tidlig tid gengiver lyden med tegnet H, men efterhånden som alle grækere skifter til den joniske version af alfabetet (hvor tegnet bruges til at betegne en lang e-lyd (eta), gengives H ikke længere på skrift. Langt senere opfandt man spiritus asper (ἁ = ha) til at vise lyden. I mange dialekter han man sikker stadig udtalt lyden, men det er svært at sige, hvor tydelig den har været. Tabet af h-lyden har ikke større praktiske konsekvenser for den, der læser græsk. Men de tre første lydlige tab har stor praktisk betydning. Der er flere lydlige udviklinger end disse fire, og studiet af disse udviklinger er interessant og vigtigt, men herunder vil der alene blive fokuseret på de tre vigtigste udviklinger som hjælp til at forstå mærkelige former af ordene. Det, der følger handler især om det græsk, man talte omkring år 400 fvt. i Athen - Homers sprog, dialekterne og sproget i det nye testamente (κοινή) må man hente informationer om andetsteds end på denne side. ERSTATNINGSFORLÆNGELSE Når en lyd faldt bort, efterlod den sig åbenbart en slags tomrum, som sproget forsøgte at fylde ved at gøre noget andet større. I det følgende vil der tit blive talt om den slags erstatningsforlængelse. Eksemplerne vil gøre fænomenet tydeligt. SIBILANTEN (Σ) svinder (før 1500 fvt.) S-lyden (sibilanten) var en svækling på græsk i førlitterær tid - den mangler særdeles mange steder, hvor sammenligningen med andre sprog viser, den var der engang; den har kun efterladt sig et suk (en aspiration, en h-lyd). S svækkes til et suk (for det meste) på græsk. Nogle gange vender lyden så tilbage senere. Der er mange s-lyde på klassisk græsk. De eneste to steder, hvor s-lyden bevares uforandret fra indoeuropæisk tid til historisk tid i Grækenland, er foran og efter lukkelyde uden aspiration (h) og i udlyd. Når s-lyden svinder først i ordet, 'bevares' den som en aspiration (h). Det er lettest at se ved at sammenligne med latin, hvor s'et bevares:
Mellem to vokaler falder s-lyden, såvidt man kan se, bare væk. Somme tider optræder der en aspiration i et sådant ord, man ikke rigtig kan forklare - måske stammer den fra den 'tabte' s-lyd. På nogle dialekter og hos tidlige digtere står disse to vokaler ofte bare ved siden af hinanden, men i attisk omkring 400 fvt. kontraheres de vokaler, der mødes. Nogle eksempler uden aspiration:
Sigma er en særdeles vigtig lyd i dannelsen af to af verbets former - sigmatisk aorist med mærket -σα- og futurum med mærket -σ-. Sigmatisk aorist fandtes allerede, før s-lyden blev svækket. I nogle tilfælde kan man ikke længere genkende formen, når s-lyden forsvinder; i disse tilfælde bevarede eller genindførte man lyden. I andre tilfælde medfører bortfaldet af s-lyden en erstatningsforlængelse. Dette sker altid, når verbets rod slutter på -μ eller -ν, og næsten altid, når den slutter på -λ og -ρ. Futurum af disse stammer dannes på en helt anden måde, så dér findes problemet ikke. Sigma i aorist-mærket bevares eller markeres med erstatningsforlængelse. Skemaet viser, hvordan erstatningsforlængelsen ser ud.
Som man ser, betyder bortfaldet af sigma, at vokalen i den foregående stavelse erstatningsforlænges, enten ved at forlænge vokalen eller ved at ændre den til en diftong. Dialekterne håndterer denne forlængelse forskelligt; eksemplerne i skemaet viser, hvordan det går på attisk. Imperfektivformen af flere af verberne er også forlænget. Det skyldes, at bortfaldet af j/y-suffixet også udløser erstatningsforlængelse. I udlyd bevares -s, også i forbindelse med -n- og -m-. Til gengæld forsvinder disse to lyde, ikke s-et, og efterlader et tomrum, der fyldes med erstatningsforlængelse. Det forklarer et bl. a. de mærkelige nominativer i maskulinum af εἷς, én, og πᾶς, al, hel:
Disse to tilsyneladende uregelmæssige former er altså faktisk regelmæssige - de er fremkommet efter de samme regler som alle andre former. J / Y - LYDEN forsvinder (før 1100 fvt.) Græsk tabte meget tidligt den lyd, vi taler om her. Der er ikke fuldkommen enighed om, hvad lyden var, men et eller andet i retning af vores j har det været. Den var oprindelig meget udbredt og har efterladt sig mange spor, især i dannelsen af imperfektivstammen af verberne. Langt de fleste verber på græsk dannede imperfektivstammen ved at føje et suffix, -j-, til roden, fulgt af verbets endelser. Det er det samme suffix, der findes på latin i ord som fac-i-o osv. På græsk forsvandt lyden imidlertid og efterlod en temmelig kompliceret situation, der kun bliver endnu værre af, at det er imperfektiv-stammen, der er opført i ordbogen, selvom det ofte kan være svært at gennemskue, hvordan den ser ud, når man sidder med en form af en af de andre stammer. I nogle tilfælde ligner aorist-stammen til forveksling imperfektivstammen. Linkene herunder sætter -j- på de forskellig mulige stammer og viser, hvordan bortfaldet af -j- påvirker dem. Vokalstammer og s-stammer bliver slet ikke påvirket; klusil-stammerne erstatter stamme-konsonanten med enten -ζ- eller -ττ- (attisk; ellers -σσ-; sonant-stammerne har en erstatningsforlængelse, der i nogle tilfælde er magen til den, man ser i aorist. For overskuelighedens skyld kan man se alle tre aspekt-stammer i skemaet.
Skemaet herover giver et overblik over de besværligste konsekvenser af tabet af to centrale lyde i meget tidlig tid inde i ordene. Som forlyd, altså i begyndelsen af et ord, giver tabet af lyden en lidt anden konsekvens. Enten ændres det forlydende j- til et z- (ζ-) (ikke så mærkeligt, som man skulle tro - tænk på udtalen på engelsk!), eller der opstår en aspiration (en h-lyd). Det kan have betydning, når verber skal danne præteritum og indsætte et augment eller perfektiv og indsætte en reduplikation. Med verbet ἵημι er dette vigtigt.
Selv det stærkt uregelmæssige verbum ἵημι kan altså (i det mindste delvis) forklares som 'regelmæssigt' ud fra tabet af lyden j-. Noget lignende gælder for lyden w-. W-lyden (ϝ, 'vau') (for)svinder (før 400 fvt.) Lyden W (eller V) var helt bevaret i Linear B-tavlerne, må have været udtalt af dem, der lavede Homers digte, og fandtes stadig på mange (vestlige) dialekter i forlyd (i begyndelsen af et ord) i klassisk tid. Men på de østlige dialekter (især attisk og jonisk) forsvandt den tidligt helt, og inde i ordene (i indlyd) forsvandt den i alle dialekter.
På jonisk danner tabet af ϝ dog erstatningsforlængelse, når lyden følger direkte på en konsonant. Nogle eksempler, der også viser bevarelsen af lyden i dorisk:
Som med j-lyden opstår der problemer, når formen af et verbum i præteritum skal begynde med et augment, eller når den i perfektiv skal begynde med en reduplikation. Efterhånden som tiden går, 'glemmer' sproget i et vist omfang, at der engang har været en w-lyd, og augmentet dannes, som om ordet begyndte med en vokal. Den kendte form I herunder er fra 400-tallet fvt. i Athen, den kendte form II er fra 300-tallet. Den kendte form I er kontraheret.
KLUSILER I UDLYD Græsk er, i forhold til andre IE sprog, kendetegnet ved, at lukkelyde (klusiler) er gået tabt sidst i ordet. Når man ved det, er der navnlig to ting, man bedre kan forstå. For det første forklarer det, hvorfor τ-stammer (både substantiver og adjektiver) ikke viser τ i nominativ ental, når der ikke er noget nominativ-mærke.
Som genetiven viser, er alle disse ord τ-stammer, og τ mangler i nominativ-formen (i fed). I γέρων's tilfælde har bortfaldet af τ medført en erstatningsforlængelse af omikron til omega. Bortfaldet af klusiler i udlyd kan også forklare nogle forskelle mellem græsk og latin. De sekundære personendelser i 3. person i aktiv er sproghistorisk de samme som de tilsvarende former i aktiv på latin - og disse ender på -t og -nt. Latinske pronomener ender i neutrum singularis nominativ og akkusativ på -d, og det gjorde de græske også - før bortfaldet af klusiler i udlyd.
Bortfaldet af udlydende klusil forklarer altså forskellige mærkværdigheder i bøjningerne. |
Sidst revideret 12. 11. 2016