Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Lidt om dansk Det, der tales om i på denne side, forudsætter, at man har gjort sig klart, hvordan en dansk sætning er organiseret. Det er utroligt svært at forstå grammatik, hvis man kun kender ét sprog, så de fleste grammatikker af et sprog er mere eller mindre tydeligt bygget op, så de forudsætter et kendskab til et eller flere andre sprog. Danske sætninger bestemmer de forskellige ledfunktioner ved den rækkefølge, ordene har i sætningerne. Ordene står i bestemte felter. Som udgangspunkt begynder en dansk sætning med grundleddet (subjektet), fortsætter med udsagnsleddet (verballeddet), føjer andre nødvendige led til (hensynsleddet (det indirekte objekt) og genstandsleddet (det direkte objekt) eller omsagnsled til grundled (subjektsprædikatet) og eventuelt omsagnsled til genstandsled (objektsprædikatet)) og ender med alle mulige andre oplysninger (tid og sted, handlingen finder sted på osv.). Hvis man ikke føler sig rigtigt tryg ved dette her, findes det sat overskueligt op i nogle skemaer med eksempler på en side om danske sætningsstrukturer. Nexus - de centrale led verballed og subjekt Den mindste græske sætning består kun af et verballed.
Der er jo ikke noget, der regner, så der er sådan set ikke noget subjekt i sådan en sætning - heller ikke på dansk, hvor subjektsfeltet er fyldt med et ord, der ikke betyder noget. Kun ganske få verber kan stå alene på den måde; langt de fleste sætninger indeholder også et subjekt. Forholdet mellem subjekt og verballed kaldes for nexus.
Nexus er noget særligt i sætningen, fordi de to ord betinger hinanden. Verballedet kræver, at subjektet skal stå i nominativ, og til gengæld kræver subjektet, at verballeddet skal stå i samme tal og person, som det selv har - hvis subjektet er 1. person, skal verbet også stå i 1. person, og hvis subjektet er flertal, skal verbet også være det. Der skal være kongruens mellem de to ord - de skal kongruere, passe sammen. Men her er der to vigtige undtagelser. Hvis subjektet er neutrum flertal, står verballeddet i singularis.
I denne sætning er subjektet i neutrum flertal, men verballeddet er i tredje person ental. Det er en ejendommelig regel, men den fraviges næsten aldrig - grækerne oplever ikke noget i neutrum flertal som flertal. Hvis subjektet fremgår tydeligt af verbet eller sammenhængen, udtrykkes det ikke.
I denne sætning er subjektet et du, og det fremgår tydeligt nok af verbets form i sig selv - man behøver ikke sige det. I eksemplet til venstre er det der heller ikke. Men i eksemplet til højre er ordet for 'du' udtrykt, og derved lægger man meget tryk på ordet - du. Når subjektet i en sætning ikke er udtrykt, siger man, at det er implicit. Når det er der, selvom man ikke ville regne med, det var der, kalder man det for eksplicit. De 'nødvendige' led: objekt, dativobjekt og subjektsprædikat |
Sidst revideret 23. 5. 2016