Ordene i et sprog kan ikke stå for sig selv. De skal sættes sammen i sætninger, før de rigtig giver mening. Men man kan ikke bare stille ordene sammen - der må være regler for, hvordande skal sættes sammen, så man kan gennemskue, hvad forholdet mellem dem er. Det er grammatikken, der undersøger, hvad disse regler er, og samler dem, så man kan få et overblik over dem.
Der er stor forskel mellem latin og de moderne sprog. Man er derfor nødt til at kende både til den latinske grammatik og de moderne sprogs grammatik for at kunne oversætte fra det ene til det andet sprog.
På de fleste moderne sprog - herunder dansk - er det den rækkefølge, ordene står i, der giver meningen. Rækkefølgen: |
|
På latin er det ikke rækkefølgen af ordene, der afslører, hvad forholdet er imellem dem. Det gør derimod de former, ordene står i. Rækkefølgen:
|
'Den digter romerske pige elsker den smukke' |
= |
'Poeta Romanus puellam amat pulchram'
|
giver ingen sætning på dansk - den rækkefølge giver ingen mening. Den rigtige rækkefølge er naturligvis:
| |
er en udmærket sætning på latin - og det gælder såmænd stort set også for rækkefølgen:
|
'Den romerske digter elsker den smukke pige'. |
=
| 'Romanus poeta amat pulchram puellam'
|
|
Også på dansk har ordene naturligvis forskellige former - nutid og datid, og ejefald osv. - men siden latin er så afhængig af de former, ordene står i, når det skal lave mening, er der mange flere former på latin, end der er på dansk og de fleste andre moderne sprog. Den side af grammatikken, der opregner sprogets former,kaldes morfologi.
De regler, der afgør, hvordan ordene skal sættes sammen,kaldes syntaks. På dansk forklarer syntaksen, hvilken rækkefølge ordene skal stå i, for at sætningerne kan være korrekt dansk. På latin forklarer syntaksen, hvilke former ordene skal stå i, for at sætningerne kan være korrekt latin.
|