DOMMEDAG

Christian IIs altertavle i Helsingør

Klik for større version Dette maleri var engang altertavle i en kirke i Helsingør. Kirken var indviet til jomfru Maria og tilhørte en munkeorden, der hed karmeliterne. I Danmark lå ordenens hovedsæde netop i Helsingør, men karmeliterordenen var knyttet til Københavns universitet lige fra dets grundlæggelse i 1473, og en af ordenens ledere, Poul Helgesen (Paulus Heliae, som han hedder på latin), var knyttet til universitetet, ligesom han en tid lang i høj grad var populær ved kong Christian IIs hof.
Det gik ganske vist over - det var Paulus Heliae, der formulerede den tekst, hvormed adelen og kirken afsatte kong Christian i 1523. Men i 1514 eller 1515, længe før det gik så galt, forærede Christian kirken dette store maleri som altertavle. Det viser, forneden, kongen og hans dronning, Elisabeth, der beder fromt, mens resten af verden er ved at gå under; tavlens motiv er nemlig i øvrigt dommedag.
Allerøverst ses Jesus og Gud med en due imellem; duen er symbol på Helligånden, så det, vi ser deroppe i et gyldent skær igennem et hul i skyerne, er selve Treenigheden.
Under dem ser man en mængde små engle, der spiller på harpe og trompet og synger efter et stort nodeblad. Nedenunder disse ret harmløse musikalske aktiviteter ses noget, der har direkte med dommedag at gøre: de store trompeter, der indvarsler verdensdommen.
Under dem sidder Jesus igen og dømmer, med fødderne på verdenskuglen og de sår, han har fået for menneskehedens frelses skyld, tydeligt markeret på fødderne såvel som på maven og hænderne. Til venstre for ham sidder jomfru Maria med en gruppe helgener bag sig; til højre sidder Johannes Døberen, også han ledsaget af helgener. Maria beder stilfærdigt om, at synderne må slippe for straf (eller i det mindste evig fortabelse), mens Johannes er mere insisterende, læner sig fremad i forsøget på at påvirke dommeren.
Bag de to kongelige personer ses menneskene, som er ved at blive dømt - enten til evigt liv i den gyldne verden foroven eller til evige pinsler i helvede, som ses på maleriets højre side. De frelste ses stige op over hovedet på kongen, mens de fortabte trækkes ned til helved af en djævel bag dronningen.
Der er sikkert ingen bagtanke med at lade det gode ske bag kongen og det forfærdelige bag dronningen. Men at ærkeenglen Michael står bag kongen og gør det af med en djævel er næppe et tilfælde - kongen står her som troens garant.
Tavlen har været et prægtigt værk, virkelig en konge værdigt. Stor er den også: 1,55 meter i bredden, 2,33 i højden. Desværre led den en krank skæbne efter reformationen i 1536, der jo ikke gik ind for helgener og den slags; den blev taget ned i 1592 og gemt væk. I de næste par hundrede år forfaldt maleriet temmelig meget, og i 1825 blev det så restaureret og igen udstillet (nu er det på Nationalmuseet). Temmelig meget blev først malet på dengang - f. eks. blev figurernes øjne udfyldt med sort farve, så de nu virker underligt døde i blikket; tilføjet er desværre også den festlige djævel, der trækker afsted med sine ofre bag dronningen. Man ved ikke med sikkerhed, hvad der var på det sted på tavlen før restaureringen. Men der skal nok have været en anden fremstilling af helvede; mange af de fortabte (de hvide kroppe, djævelen slæber af med) er nemlig oprindelige. Man se, hvor de jamrer! Men nu er det for sent - de evige pinsler venter!



Litteratur om altertavlen:

Danmarks Kirker II: Frederiksborg Amt ved Erik Molkte og Elna Møller, 1. bind, København 1964, ss. 357 - 375.
Erik Moltke: En kongelig altertavle i røntgenbelysning, i: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1963 - 1965, ss. 87 - 96.

Siden skrevet 30.9.2000 af Simon Laursen