4. Johanniter-ridderen, Jerusalem-ridderen; korsbroderen.
Martins mor døde, da han var en ganske lille baby; sin far har han aldrig set. Han er født i Hviding, men han levede mange år i Brøns hos en fremmed familie, som alle indbyggerne behandlede fjendtligt; familiens far og mor behandlede Martin med det samme had, som indbyggerne behandlede dem selv med. Tretten år var han plejebarn i den familie, eller rettere slave. Der blev udbetalt en månedlig sum penge til forældrene for Martins underhold; men skønt moderen ofte bebrejdede ham, at han var forslugen, var han af lille kropsbygning.
Situationen var lidt bedre for forældrene efter lutheranernes komme. For faderen sluttede sig straks til dem; som den første holdt han bispens tiende tilbage, og åbnede vejen for de andre bønder, således at ingen i året 1525 gave bispen hans tiende. Snart var den lutheranske prædikant der og alle begyndte at falde fra den romerske tro, men Martin faldt ikke fra. For han elskede Maria og alle helgenerne, og glædede sig på en underlig måde over rædslerne i skærsilden og helvede, og han så frem til verdens ende med sindsro. Han havde også en lille bog, hvori alt dette var skildret i billeder.
Den dag, hvor han rejste fra Brøns, skældte familiefaderen Martin ud med de værste skældsord; han kaldte ham en papist og befalede ham at forsvinde. Moderen var enig med faderen. Martin gik derfor ud af huset og fandt vejen, der fører til Ribe. Han ville nemlig bese Ribe og stige op i domkirketårnet; han ville se vandmøllerne og gå hen til katedralskolen. Senere ville han måske sætte over til England.Men han blev i Ribe. Han slap nemlig ikke så nemt ind i Ribe; han var mistænkelig i portvogternes øjne, men efter han kom ind, kom præsten Povl Mikkelsen ham i møde, ham, der dengang forestod Hviding sogn, og han gjorde ham kort efter til elev på skolen. Han har stadig bogen om verdens undergang; men nu føler han på grund af sin kærlighed til Beatrix stor frygt, for at han skal anråbe sin hjælper forgæves på den dag. Under resten af messen klager han sig ofte, han rødmer som en anklaget. For eleverne fortsætter:
Recordare, Jesu pie, quod sum causa tuae viae, ne me perdas illa die!
Quaerens me sedisti lassus, redemisti cruce passus: tantus labor non sit cassus!
Juste judex, ultionis donum fac remissionis ante diem rationis!
Ingemisco tamquam reus; culpa rubet vultus meus: supplicanti parce, deus!
Qui Mariam absolvisti et latronem exaudisti, mihi quoque spem dedisti.
Preces meae non sunt dignae; sed tu, bone, fac benigne, ne perenni cremer igne!
Inter oves locum praesta et ab haedis me sequestra, statuens in parte dextra!
|
Eleverne gør sig færdige med sangen; og Martin går sammen med Povl og mange andre kirkelige personer ud af sankt Catharina kirke. Blandt dem skrider, med den største værdighed, en vis Jerusalemridder af Johanniterordenen frem, som for nylig er vendt tilbage til Danmark, efter at tyrkerne i det Herrens år 1522 har tvunget johanniterne, besejret ved en stor belejring, til at forlade den ø. Idet han undrer sig over mængden af kirkelige personer, spørger han mester Hans, præst i sankt Georgs kapel: 'Hvorfor er der så mange præster i Ribe? Tidligere var I da ikke så talrige!' Tændt af vrede svarer mester Hans:
'Christiernus princeps in Haderslöff spoliatur ecclesiam in provinciis suis, videlicet monstrantias et calices cum aliis ornamentis. Et praeterea deposuit et expulit sacerdotes et curatos rite et canonice ad sacros ordines promotos, ab ecclesiis et beneficiis, etiam canonicos in Haderslöff et praedicatores, et constituit scholares non ordinatos ad ecclesias et ad curam animarum.'
|
Påvirket af disse ord spørger johanniterridderen en vis gammel munk, der er tilstede, om årsagen til disse onder: 'Hvad er der dog sket, så at disse onder har trængt sig ind på jer; hvad gør kongen, for at der ikke skal blive handlet så ilde med jer?'Munken forstår, at soldaten ikke kender til de ting, der for nylig er sket i Danmark, og fortæller i få ord, hvad der er sket i de sidste år:
'Anno Domini 1523 Christiernus rex Daciae una cum regina sua Elysabeth, quae fuit soror Karoli imperatoris, petiverunt fugam, quia episcopi et milites Jutiae colligerunt magnum comitatum de civitatibus cum bundonibus contra eum, quia fecerat sibi novam legem, cum potuisset destruere tam episcopos quam milites. Postea elegerunt Fredericum ducem Holsatiae; ejus patruum, in regem. Ejus tempore surrexerunt Martiniani sic vocati a Martino Lutther, qui praedicaverunt contra omnes cleros et generalem usum, et fecerunt magnam confusionem in ecclesia dei et maxime in Hadersleff praestante et adjuvante, immo procurante et mandante filio ejusdem regis Frederici nomine Christierno, qui tunc regnavit super castra Dörningh et Haderslöff.'
|
Nu er ridderen godt nok rædselslagen af disse ting og udråber: 'Også til Danmark er disse kættere kommet! Mine tyske brødre han allerede i lang tid kæmpet med dem; men mange både i byerne og på landet er faldet fra til denne kætterske lære. Dette tør jeg dog hævde, at ingen johanniter er blevet grebet af dette vanvid! Vi Jerusalemriddere forsvarer altid den sande kristne tro!' Da ridderen har råbt dette ud med stor stemme, bryder franciskaner-minoriternes vice-leder, ved navn Niels Tybo, ind, og siger, hvad der er sket i Viborg:
'Anno autem Domini MDXXVII venit quidam apostata ordinis Johanittarum coenobii Andworskowiensis, magister Johannes Tackonis, quia adhuc habitum sui monasterii sive suae religionis portabat, incipiens in ecclesia sui monasterii Lutheranam haeresim praedicare. Quodam autem die, finita contione, deposito in ecclesia superpellicio, quo indutus fuerat in suggesto, cum civibus suae contionis auditoribus inde recessit, sacram aedem Divi Johannis ejusdem urbis postea visitans; et illuc suae pestiferae haereseos auditores congregans frequentissime, illic suae venenatae linguae virus evomuit. Et gliscente indies suae pestiferae doctrinae errore et erroris favore cives concitavit, ut fratribus nostris illuc suae doctrinae, nimirum Lutheranae, gymnasium >introducerent.'
|
Besejret af disse ord er ridderen blevet tavs.
Kapitel 5
|
|