6. Han mig synes guderne lig

I kirken i Hviding er der et meget smukt alter viet til Anna, mor til Maria, der fødte Jesus. På alteret er der en statue af Anna, der smilende holder den lille Jesus i sin højre hånd, Mara i sin venstre. Maria rækker glad ud efter Jesus, der strækker hænderne frem. Folk i Hviding er meget glade for dette alter; den lutheranske præst skælder dem tit ud, når de tilbeder Anna ved alteret:

'Sancti venerandi, non adorandi'

Også Martin beundrer dette alter frem for alle andre altre; moderen Maria er så smuk, at han næppe kan trække vejret, når han under sin bøn ser på hende siddende i Annas hænder. Jesus der synes Martin lykkelig, mere end guddommelig.

Nogle dage efter Pouls og Thomas' møde foran skt. Katharina kirke er Martin gået ud hertil fra Ribe for at bede Maria om igen at gøre Poul til præst i Hviding. Han beder igen og igen:

  Ave Maria, gratia plena!
Dominus tecum, virgo serena!
Benedicta tu in mulieribus,
quae peperisti pacem hominibus
et angelis gloriam!
...
Per te justis confertur gratia,
per te reis donatur venia.
Ergo, maris stella,
verbi Dei cella
et solis aurora,
Paradisi porta,
per quam lux est orta,
natum tuum ora,
ut nos solvat a peccatis
et in regno claritatis,
quo lux lucet sedula,
collocet per saecula!
Klik for kobling til Hviding kirkes hjemmeside

Foto: Knud Haugmark

For Martin er Maria næsten en moder; han kender ikke sin egen, som vi allerede har sagt. Det er hans formål at blive munk og altid trælle for Maria. For når han beder til Maria, bliver alting lysere; på hin dag håber han at skulle sidde i Marias skød.

Han gør sig færdig med at bede og sætter sig på en bænk. Han har en bog med sig, som han har fundet blandt Matthias' bøger - det er 'Catulli carmina'; lige siden den dag, da Poul reciterede Catuls digt om Lesbia, har han søgt en bog med hans digte i, for at han kan læse også hans andre digte om kærlighed, men i skolens bibliotek er der ingen bog af Catul fra Verona; for hans usømmelige digte, som Poul sagde, gavner næppe kommende munke! Han har fjernet bogen ved tyveri; for han ønsker ingen skal vide, hvad han har gjort, ikke engang Matthias. Han føler nemlig en hemmelig kærlighed, som sagt, til Beatrix, Niels' søster; når han ser Beatrix på gaden eller i kirken, har han sved på panden, han ryster, og skønt han har trang til at tale, ved han ikke, hvad han skal sige. En munk må ikke elske en ung pige! Måske vil hans sind blive helbredt, når han læser Catuls uanstændige digte.

Han åbner bogen og finder straks digtet om Lesbia:

Vivamus, mea Lesbia, atque amemus,
rumoresque senum severiorum
omnes unius aestimemus assis!
Soles occidere et redire possunt;
nobis cum semel occidit brevis lux,
nox est perpetua una dormienda.
Da mi basia mille, deinde centum,
dein mille altera, dein secunda centum,
deinde usque altera mille, deinde centum.
Dein, cum milia multa fecerimus,
conturbabimus illa, ne sciamus,
aut ne quis malus invidere possit,
cum tantum sciat esse basiorum.

Det sidste vers reciterede Poul ikke. Den ondskabsfulde person føler altså misundelse, fordi Lesbia har givet Catul så mange kys. Misundelse er en synd; men Martinus mumler for sig selv:
'Gid Beatrix også ville give mig kys!'
Martin finder et andet digt, som har titlen 'Til Lesbia'; han læser med klar stemme:

Ille mi par esse deo videtur,
ille, si fas est, superare divos,
qui sedens adversus identidem te
     spectat et audit
dulce ridentem, misero quod omnis
eripit sensus mihi;

'Hvad er dette?' siger Martin. 'Disse ord passer både på Maria og Beatrix; i hvert fald sker der mig det samme, hvad enten jeg ser Maria eller Beatrix. Hvem er den salige, som det er tilladt at se på pigen?' Begærligt begynder han at læse resten:

                  nam simul te,
Lesbia, aspexi, nihil est super mi
     quod loquar amens,
lingua sed torpet, tenuis sub artus
flamma demanat, sonitu suopte
tintinant aures, gemina teguntur
     lumina nocte.

'Hvad er dette?' spørger Martin med høj stemme, og han ved ikke, hvad han skal svare sig selv - da pludselig en stemme bryder frem fra den anden siden af kirken, hvor der er for lidt lys:
'Det er kærlighed, min kære Martin, det er kærlighed.' Stemmen er Matthias' - for uden at Martin vidste af det, er Matthias kommet ind i kirken og har allerede længe siddet på en bænk. Han går over til Martin og siger:
'Kærlighed er en mærkelig følelse, næppe prisværdig hos en elev, men det er ikke tilladt menneskene at gøre modstand, ser det ud til. Måske er det nødvendigt at bruge sin tid på andre ting; sådan siger Catul hvert fald i de vers, der følger - læs, Martin!'
Martin læser:

Otium, Catulle, tibi molestum est;
otio exsultas, nimiumque gestis -
otium et reges prius et beatas
     perdidit urbes.

'Otium, min kære Martin, er det samme, som var skhole for grækerne - et stykke tid klar til hvad du måtte ønske; men negotium er det samme, som var askholia for grækerne. Fra skhole har vi så fået ordet 'skole' - hvoraf man ser, at skolen er den frieste ting i verden! Dette digt har Catul oversat fra et græsk digt, hvor dog de sidste vers ikke findes for den græske digterinde, der hed Sappho, og som boede på Lesbos mange hundrede år før Kristi fødsel, led godt nok af kærlighed med den største pinsel, men hun frabad sig den ikke. For grækerne havde god sans for deres følelser; nogle fandt kærligheden god, andre anerkendte den, atter andre afviste den ikke. Catul har altså prøvet at oversætte Sapphos digt, og ikke dårligt; men efter min mening er det græske digt bedre ...'
Her afbryder Martin Matthias, idet han spørger:
'Kan du også huske det græske digt?'
'Er det så sært? Jeg har studeret græsk litteratur, så godt jeg kunne; intet er smukkere, mere gammelt og ærværdigt, mere strålende end græsk litteratur, intet nærmere vor oprindelse. Men du kan ikke græsk, bette dummernakke, din stakkel; hvad betyder det da for dig, om jeg kan huske digtet?'
Skønt Martin føler sig let kritiseret, trænger han sg bedende ind på Matthias:
'Matthias, hvis du ellers holder af mig, så reciter det digt - for jeg blev påvirket i dag foran Katharina af sprogets forunderlige lyd, så det ikke står klart for mig, hvad jeg føler.'
'Hvis du så gerne vil -' svarer Matthias, 'så hør da Sapphos digt:

Fainetai moi kenos isos theosin
emmen oner, ottis enantios toi
isdanei kai plasion adu fonei-
     sas upakouei
kai gelaisas imeroen, to m'e man
kardian en stethesin eptoaisen,
os gar es sido brokhe os me fonai-
     s' oud' en et' eikei
all akan men glossa eage lepton
d'autika khroi pur upadedromeken
oppatessi d' oud' en oremm, epirrom
     beisi d'akouai,
kad de m'idros kakkheetai, tromos de
paisan agrei, khlorotera de poias
emmi, tethnaken d'oligo pideues
     fainomai

Under oversættelsen af dette digt har Catul kun ændret én ting, fordi han selv er en mand, mens Sappho er en kvinde - for begge elsker de en kvinde ...'
'Hvad siger du' siger Martin '- en kvinde, der .... en kvinde ... men ..'
'Sådan - som jeg sagde, afviste grækerne ikke deres følelser; os synes de måske at have haft unaturlige følelser, men det syntes de ikke selv.'
'Skønt den der kærlighed er unaturlig, så sender ordene ligesom en duft ud ... det græske sprog er virkelig sødt. Bare du vil lære mig græsk litteratur også, Matthias! Jeg skal studere af alle mine kræfter!'
'Pust dig nu ikke sådan op, min kære Martin - tu vil studere så meget, du kan. Men hvis du har sådan en lyst til græsk litteratur, vil jeg undervise dig og hvis der ellers er nogen. I disse tider, hvor alle søger efter, hvad der er helt grundlæggende, er det en skændsel ikke at kunne græsk.
Allerede romerne lærte, som du ser, af grækerne; for jeg tror ikke Catul havde skrevet så gode digte, hvis ikke han havde taget sig græske digte til efterligning - såsom Sapphos digt, som vi lige læste, eller dette digt af Kallimakhos, som Catul oversatte sådan her:

Nulli se dicit mulier mea nubere malle
     quam mihi, non si se Juppiter ipse petat.
Dicit, sed mulier cupido quod dicit amanti,
     in vento et rapida scribere oportet aqua.

Hvilket Catul fandt hos Kallimakhos sådan her - bedre skrevet, måske, men ikke, mener jeg, dybere fæstet i sindet:

Omose Kallignotos Ionidi mepot' ekeines
     hexein mete filon kreissona mete filen;
omosen, alla legousin alethea, tous en eroti
     horkous me dunein ouat' es athanaton.

Dette digt er ikke en oversættelse; med dette digt forsøger Catul at blive Kallimakhos' konkurrent. Men dette er mærkeligt, at Catul taler om ægteskaber, når der intet er i Kallimakhos om den ting; ...'
Martin afbryder Matthias, der gerne vil udbrede sig mere om, hvad han mener om digtet, med disse ord:
'Hvordan kan du huske alt det? Du husker så meget, at du næsten synes at være en troldmand. Den der bog, du havde hos dig, handler måske om heksekunst; det er derfor, vi ikke må kigge i den.'
Martin siger dette for sjov, men Matthias tændes af den største vrede:
'Du ved intet om den bog! Hold nallerne! Den bog er ingen steder, hvis nogen spørger dig, hvad den er; du har aldrig set den bog!'
Efter at disse ord er nærmest spyttet ud flygter Matthias i løb fra kirken; Martin spekulerer på, hvad det er for en bog, han holder så hemmelig; snart åbner han dog igen Catul.
Hvad er dette? Er Catul usikker på kærligheden? Hvorfor? Lesbia der mindre tro end hun burde? Igen læser Martin et digt:

Dicebas quondam solum te nosse Catullum,
     Lesbia, nec prae me velle tenere Jovem.
Dilexi tum te non tantum, ut vulgus amicam,
     sed pater ut natos diligit et generos.
Nunc te cognovi: quare etsi impensius uror,
     multo mi tamen es vilior et levior.
Qui potis est, inquis? Quod amantem injuria talis
     cogit amare magis, sed bene velle minus.

Hvad er dette? Har han mistet kærligheden? Lesbia har han engang elsket ikke kun på den der kødelige måde, men også som en fader; hvad er der sket, så han skammer sig over sin kærlighed? Han har lyst til at læse mere, og han finder et andet digt, der synes at sige det samme:

Odi et amo. Quare id faciam, fortasse requiris.
     Nescio, sed fieri sentio et excrucior.

Martin forstår, at livet for den elskende undertiden er svært; men han elsker ikke Beatrix mindre alligevel. Men hvad den Lesbia har gjort, for at frembringe så stor smerte i Catul, er endnu ikke klart for Martin. Han tror, Lesbia har været utro, men finder, mens han læser her og der, intet, som tydeligere end lyset kan vise, hvad Lesba har gjort. Han finder det digt om Cæsar, som Matthias reciterede:

Nil nimium studeo, Caesar, tibi velle placere
     nec scire, utrum sis ater an albus homo!

og han tænker lidt på sin egen tid, men han har lyst til at vide noget om kærlighed og læser andre digte igennem:

Mellitos oculos tuos, Juventi,
si quis me sinat usque basiare,
usque ad milia basiem trecenta
nec umquam videar satur futurus,
non si densior aridis aristis
sit nostrae seges osculationis.

Han elskede altså også en vis Juventius; men dette digt behager Martin mindre end det med 'Vivamus'. Hvorfor taler digteren om 'hårde strå'? - Hvad skete der efter 'Vivamus'? Måske har det digt her noget; det er nemlig om kærligheden til Lesbia: engang elskede Catul hende, men nu .... tager hun barken af romerne?

Caeli, Lesbia nostra, Lesbia illa,
illa Lesbia, quam Catullus unam
plus quam se atque suos amavit omnes,
nunc in quadriviis et angiportis
glubit magnanimi Remi nepotes.

Hvad er dette? Han lukker bogen træt; han forstår, at kunsten at elske er svær.

Han går ud af kirken og vender tilbage til Ribe.

Kapitel 7 Trin