På mange sprog - herunder latin - skal det verbum, der er verballed i en sætning, bøjes, så det viser, hvem der er subjekt. Det, der markerer denne person, står i slutningen af ordet og kaldes en personendelse; de former af verbet, der har personendelse, kaldes finitte former. Kun finitte former kan være egentligt verballed.

Når verballeddet på den måde i sig selv viser, hvem der er subjekt, er der ofte ikke grund til faktisk at angive subjektet i sætningen - især de ord, der betyder 'jeg', 'du', 'vi' og 'I', udelades ofte; men også ord for 'han' og 'de' udelades normalt. Man taler om, at subjektet er implicit, det ligger inde i verballeddet. Når subjektet er implicit, skal endelsen 'oversættes' - for på dansk er vi nødt til at udtrykke subjektet, fordi verballeddet ikke har en personendelse. Hvad endelserne 'betyder', ses på oversigten herunder.

Der er forskel på personendelserne i aktiv og i passiv; og i perfektum indikativ er de også specielle, som det fremgår af oversigten herunder.

	Præsenssystemet		Perfektumsystemet (aktiv)
	Aktiv	Passiv	Indikativ	Andre
1. p. s. (jeg)	-o / -m	-or / -r	-i	-o / -m
2. p. s. (du)	-s	-ris / -re	-isti	-s
3. p. s. (*)	-t	-tur	-it	-t
1. p. p. (vi)	-mus	-mur	-imus	-mus
2. p. p. (I)	-tis	-mini	-istis	-tis
3. p. p. (de *)	-nt	-ntur	-erunt / -ere	-nt

* Når subjektet er implicit i 3. person singularis, må man som oversætter bestemme, hvem der egentlig tales om (en 'han', en 'hun' eller en 'det') - man må kigge omkring i teksten for at finde et subjekt, der kan passe. I 3. person pluralis kan man som regel bare oversætte med 'de'.