PARTHENON

Parthenon var det vigtigste tempel for Athene i Athen. Det Parthenon, man i vore dage kan se på Akropolis, var et prestige-projekt bygget i Athens storhedstid midt i det femte århundrede fvt.; templet er da også storslået og har lige siden været centralt anbragt i europæisk kulturhistorie. Her på siden kan du læse nogle af de vigtigste oplysninger om templet, og finde en mængde links til både yderligere oplysninger og mange - rigtig mange - billeder. Nogle overordnede links er anbragt samlet, til sidst på denne side; andre, detaljerede, er lagt ind i teksten undervejs.

Der har sikkert altid ligget templer for Athene på Akropolis, en vældig høj i Athens sydøstlige hjørne, og man kan på højen selv finde rester af hele to ældre templer, et tidligt fra 530-520 fvt., og et tiltag til en erstatning for dette, et 'Præ-Parthenon', der blev ødelagt ved persernes invasion i 480 fvt. I stedet for det ødelagte tempel besluttede man i 440'erne (altså meget længe efter ødelæggelsen) at bygge et nyt, det Parthenon, der står nu. Ordet 'Parthenon' betyder 'jomfru-rum'; en hentydning til det faktum, at Athene ikke har et sexliv; men templet er egentlig bygget for Athene i hendes funktion af by-beskytter, 'Polias'.

Templet er i dorisk stil, med 8 søjler for enderne og 17 langs siderne, som også grundplanen viser. Det er usædvanligt; normalt var der kun 6 søjler for enden af et dorisk tempel. Det er, målt på det øverste trin af basis, 69,5 m. langt og 30,8 m. bredt. Dets arkitekter var Iktinos og Kallikrates. Kapitælerne er typiske for tiden; 'echinus' er meget begrænset af størrelse (nærmest kun en vinkel på 45 grader); højden af arkitrav og frise tilsammen er kun lige knap en fjerdedel af søjlernes højde. Søjlerne er 10,43 meter høje. Der blev anvendt alle de raffinementer, arkitekterne kendte, til at give bygningen det sidste finish - søjlerne har 'entasis', og de hælder en anelse indad foroven i forhold til forneden; og fra fundamentet og opad buer midten en smule opad i forhold til yderpunkterne - den såkaldte kurvatur. Indenfor søjlerækken stod en kerne, cella, med seks søjler for hver ende; i øst var der et større rum, med to indre søjlerækker, der rummede en berømt statue af Athene lavet af billedhuggeren Phidias i guld og elfenben; i vestenden var der et mindre rum, der blev brugt som skatkammer.
På ydersiden var gavlene udsmykket med figurer; og der var indsat høj-relieffer i alle metoperne. På cella-bygningen var der på ydersiden, helt oppe under loftet, lavet en lang frise i lavt relief.
Opførelsen af templet begyndte i 447, og det stod helt færdigt i 432 fvt.

Inde i templet opstillede man en statue af Athene lavet af guld og elfenben, det dyreste materiale, man kunne finde, og et godt symbol på den magt og vælde, Athen stod med netop i denne periode - under ledelse af Perikles. Kunstneren var Pheidias, tidens måske største billedhugger. Den var 11,5 meter høj og nåede således nærmest fra gulv til loft.

Hele antikken igennem stod templet uantastet, omgivet af et utal af gaver, taknemmelige eller håbefulde mennesker havde givet gudinden; undertiden måtte templet restaureres efter brand eller andre skader, men i alt væsentligt overlevede det i næsten tusind år, selv den vanvittigt kostbare statue. Ved overgangen til kristendommen blev templet omdannet til en kirke og statuen formentlig ført til Konstantinopel. Da tyrkerne erobrede Athen i 1456, blev dele af bygningen måske brugt som moske. Det var faktisk en slags fordel: derved blev bygningerne brugt og mere eller mindre vedligeholdt. Der findes tegninger fra 1600-tallet, der viser et ganske velholdt Parthenon.

Men Akropolis blev et tyrkisk fort, og da venetianerne under general Morosini i 1687 forsøgte at erobre Athen, sprang Parthenon i luften, da det blev ramt af deres kanonkugler. Tyrkerne havde indrettet et krudtkammer i bygningen. Hele midtpartiet af bygningen væltede; det er derfor, søjlerne på sydsiden mangler midtpå.

Interessen for den græske oldtid voksede eksplosivt i årene op til 1800, og den engelske ambassadør ved den tyrkiske sultans hof, Lord Elgin, fattede interesse for templet og dets udsmykning. Først fik han tilladelse til at lade templet opmåle og få udarbejdet tegninger af dets udsmykning; siden lod tyrkerne ham fjerne meget store dele af templets skulpturudsmykning. Elgin bragte (med en del besvær: England og Frankrig var i krig) sine erhvervelser med sig hjem; og da han gik fallit i 1811, indledte han forhandlinger med den britiske stat om at sælge - en handel, der først faldt på plads i 1816. Siden da har det meste af udsmykningen fra Parthenon været at finde i British Museum; enkelte dele af den kan dog findes så forskellige steder som Vatikanet i Rom, Louvre i Paris og - Nationalmuseet i København.

Udgravningerne af Akropolis fra 1885 og frem (også her har danskere deltaget) har frembragt mange nye oplysninger om templet, og frem for alt en hel del stykker af templets udsmykning. Disse ting er nu samlet på Akropolis-museet.

Men grækerne vil have også det, der står i British Museum, og der foregår i disse år en voldsom strid om, hvem der egentlig har ejendomsretten og ret beset er bedst til at passe på kunstskattene. Diskussionen er voldsom og har nu varet i mange år. Det nye store Akropolis-museum er bygget i forventningen om, at grækerne ville kunne få skulpturerne tilbage. Det er imidlertid mere end tvivlsomt, om englænderne vil aflevere, ikke mindst nu, hvor Grækenland vakler på kanten af en statsbankerot, og British Museum har taget internet-handsken op i en hel serie af replikker på deres hjemmeside.

Striden er et af de mange udtryk for, at den græske oldtid er af primær betydning for forståelsen af, hvad det vil sige at være europæer. Samme grunde har ligget bag indkøbet til RK sidst i 1800-tallet af de gipsafstøbninger af relieffer fra Parthenon, der nu er i sangsalen - se en forklaring til dem i RK's årsskrift fra 1998.

Metoperne

Oven over søjlerne er der på et dorisk tempel en glat sten-bjælke, arkitraven; og oven over den er der nok et lag, frisen. Denne frise bestod af skiftevis nogle steder med tre udhævninger på, de såkaldte triglyffer, og nogle kvadratiske felter, metoper, som man kunne lade stå tomme eller fylde med relieffer. På Parthenon valgte man naturligvis den dyreste løsning og fyldte felterne. Der er tale om ikke mindre end 92 metoper, og de blev fyldt med fremstillinger af kampe mellem forskellige grupper, guder og mennesker. De fleste af de bevarede viser scener fra det græske folk lapithernes kamp mod de ret uciviliserede kentaurer (se mytologierne for historien).

Frisen

Som noget usædvanligt, måske et træk fra joniske templer, anbragte man på ydersiden af den centrale bygning øverst på muren en lang frise. Den er ca. 160 meter lang og ca. 1 meter høj og danner i hele sin længde en ubrudt kæde af figurer - nogle til fods, nogle til hest, nogle på hestevogn; nogle med offerdyr, nogle med ofrings-redskaber; nogle kvinder og mange mænd. Oven over hovedindgangen i østenden sidder nogle guder og tager imod processionen. Sandsynligvis forestiller frisen den procession, der hvert fjerde år bragte gudebilledet af Athene en ny klædedragt. Der er mange billeder af frisen her på siden - se dem her:

Sydfrisen

Østfrisen

Nordfrisen

Vestfrisen

Gavlskulpturerne

De sidste skulpturer, der blev lavet på templet, var naturligvis gavlskulpturerne. Den antikke rejse-guide Pausanias fortæller, at man på vestenden kunne se, hvordan Athene og Poseidon stredes om retten til Athen. På østenden siger han, at man kunne se, hvordan Athene blev født. Men han er desværre meget lidt detaljeret, og det er svært at bestemme, hvem de forskellige figurer, man har fundet, egentlig er.

Gavlskulpturerne var ikke i god forfatning, da lord Elgin tog dem ned. Men de er alligevel bragt med til London, og kan beses der. En enkelt stump er havnet i Vatikanet.

En en fransk tegner, formentlig ved navn Jacques Carrey, tegnede i 1674 så mange af skulpturerne, han kunne nå, og på det tidspunkt var de i betydeligt bedre forfatning. De stod stort set på deres plads; dog var midten af østgavlen blevet taget ned, da Parthenon i slutningen af oldtiden blev lavet til en kirke, og man byggede en apsis til at have alteret i inde i kirken. Herunder er gengivet reproduktioner af tegningerne og links til billeder af de vigtigste bevarede skulpturer. Du kan også klikke på selve figurerne.

Den sydlige ende af østgavlen.

A-C: Helios styrer sin vogn op. -  D: Dionysos   E-F: Demeter og Kore. -  G: Artemis.  -  H: Hefaistos (ses ikke på tegningen).

Den nordlige ende af østgavlen.

K - M: Skæbnegudinder, eller Afrodite og Dione?  -  N: Natten (ikke med på tegningen).  O: Hovedet af en af Månens heste.

Den nordlige ende af vestgavlen.

A: Ilissos (flod ved Athen).  -  H: Hermes?

Midten af vestgavlen. L: Athene. -  M: Poseidon.

Den sydlige ende af vestgavlen.  .

N:  Iris ?   -  O: Amfitrite ?  -  Q: Leucothea ?  -  O-Q:  (Amfitrite/Leucothea ?)  -  O-Q:  (samme, anden vinkel)  -  V: Kephissos (flod ved Athen).  -  W: Kallirhoe.

På Akropolis-museet findes nogle af de ting, der hører til på Parthenon.

Men også British Museum har som nævnt store samlinger.

Yderligere læsning

Johan Bender og Bodil Bundgaard Rasmussen, Oldtidens Grækenland, Græske billeder, Munksgaard (København) 1981 (mange genoptryk), ss. 114 ff.

B. F. Cook, The Elgin Marbles, British Museum (London) 1984 (mange senere udg.).

Henrik Fich m. fl., Græsk kunst, Gads Forlag (København) 1999, ss.138 ff.

Susan Woodford, Parthenon, Systime (Herning) 1985 (2. udg.); oversat fra engelsk af Birte Lunau Nielsen.

Susan Woodford, Græsk og romersk kunst, Systime (Herning) 1985, ss. 30-32 og 34-37. Oversat fra engelsk af Birte Lunau Nielsen.