Lysikrates-monumentet

For foden af den østlige ende af Akropolis i Athen, nær ved Dionysos-teateret står dette lille velbevarede rundtempel. Det er et såkaldt choreg-monument og fastholder mindet om en sejr i en af de store kultur-festivaller i Athen.

En choreg var en velhavende athensk borger, der fik pålagt at finansiere ét af de atten kor, der skulle deltage i årets dramaopførelser, De Store Dionysier. Det var en stor ære at blive sponsor for et kor, men det indebar også ansvaret for rekruttering, træning, betaling af kostymer, samt løn/måltider til både kormedlemmer, dansere, instruktør og fløjtespiller. Det samlede beløb for et kor kunne således løbe op i meget store summer, især fordi choregerne konkurrerede indbyrdes om at vinde med det kor, de hver især stod i spidsen for. Der var tre kategorier: tragedie-, komedie- og dithyrambedigtning. En dithyrambe var en korsang/kordans til Dionysos' ære, og den vindende choreg inden for den genre modtog en bronzetrefod som præmie, som blev opsat på processionsvejen rundt om Akropolis til evigt minde om choregen og dennes ærefulde sejr.

Lysikratesmonumentet er et meget fint eksempel på et sådant choregmonument opstillet i anledning af en sejr i dithyrambe-konkurrencen. Det er et temmelig udbygget et af slagsen, da det ikke kun har bestået af bronzetrefoden, men af et højt slankt tempel, som har kunnet tjene som støtte for trefoden, der var opsat på det blomsterornamenterede kapitæl, der rejser sig midt på taget.

Monumentet står endnu ved den føromtalte processionsvej, som ifølge forfatteren Pausanias fik navnet trefodsvejen på grund af de mange choregmonumenter. Templet er det bedst bevarede af sin art, fordi det i 1669 blev inkorporeret i et kloster - forinden var det blevet brugt som hønsehus! Munkene lavede en indgang i monumentet ved at flytte nogle stenplader og benyttede det som læsestue - et rum, der må have været ukomfortabelt lille. Klosteret brændte under den græske uafhængighedskrig i 1823, men monumentet overlevede og blev udgravet og restaureret af franske arkæologer og arkitekter fra 1845-1877.

På templets arkitrav står en indskrift, der giver os en præcis datering af monumentet til året 325/24 ud fra navnet på arkonten, der er anført. Hele ordlyden på indskriften lyder som følger:

Lysikrates Lysitheides' søn fra demen Kikynna var choreg.
Fylen Akamantis vandt i konkurrencen for drenge. Theon spillede fløjte.
Atheneren Lysiades var forfatter og instruktør. Euainetos var arkont.

Ud over dateringen fortæller indskriften os noget om, hvor vigtigt det var for antikke mennesker at opnå et ærefuldt og evigt ry. Lysikrates stillede ikke kun op i konkurrencen for egen vindings skyld, men repræsenterede også sin slægt, sin kommune (deme) og sin stamme (fyle).

Arkitektonisk består monumentet af en sokkel, et rundtempel og en tagkuppel, der bar trefoden. Soklen er kvadratisk, hvor hver side måler 2,93 meter. Kernen i soklen består af stenkvadre, der har været beklædt med blåligt marmor fra Hymettosbjerget. Soklen har således både i form og farve stået i kontrast til det runde tempel, der er lavet af hvidt marmor fra Pentelikonbjerget. Rundtemplet består af 6 korinthiske søjler med skillevægge imellem. Da arkæologerne i forbindelse med restaureringen af templet havde det åbnet, kunne de se, at kunstneren oprindeligt havde planlagt, at søjlerne skulle stå frit, men at beslutningen var blevet ændret i sidste øjeblik, sikkert for at stabilisere det høje, slanke monument med skillevæggene. Søjlerne er således kun kanneleret på ydersiden, selv om man kan se, at der er lavet plads til en yderligere kannelering på indersiden, der så er blevet opgivet. Der har imidlertid ikke været skillevægge i alle mellemrum oprindeligt. Mod øst har templet stået åbent, hvilket har fået arkæologerne til at spekulere på, om der har stået en statue af Dionysos indvendigt. Under alle omstændigheder har åbningen bevirket, at monumentet i folkemunde blev kaldt "Demostenes' lanterne". Folk mente nemlig, at den var blevet bygget, for at den store taler Demosthenes havde et sted at trække sig tilbage til og studere.

Templet har en diameter på 2,2 meter. På grund af den manglende trefod er der en vis usikkerhed omkring templets højde, men man regner med, at tempel og tagkuppel har været i alt 10 meter højt. Foroven i hver skillevæg er der udhugget 2 trefødder i lavt relief (12 i alt). Over søjlekapitælerne løber en tredelt arkitrav, hvor indskriften sidder på østsiden. Over arkitraven løber en skulpturfrise, der er hugget ud af samme penteliske marmorblok som arkitraven. Frisen er 25,4 cm. høj, og er det eneste eksempel i Athen med korinthiske søjler forbundet med en skulpturfrise. Over frisen løber en geison med et tandsnit (96 tænder). Frisen forestiller Dionysos' rejse til Delfi, hvor han sammen med sine silener fanger nogle sørøvere, som han forvandler til delfiner (se billedet). Der er god plads mellem figurerne, hvilket er et stilistisk træk, der bl.a. kendes fra den lidt tidligere amazonefrise på Mausolæet i Halikarnassos fra ca. 350 f.v.t. Den gode plads gør desuden frisen mere økonomisk og gør det lettere for tilskueren at se, hvad den rent faktisk forestiller, når den er placeret så højt. Figurerne bevæger sig energisk og er rent kompositorisk bygget op over en central gruppe med modsatte diagonaler. Dionysos selv er placeret på en trone, hvor han klapper en løve på hovedet, flankeret af to silener i en pyramideopstilling. Friseudsnittet med Dionysos, som desværre er dårligt bevaret, er placeret mod øst, ligesom indskriften og åbningen, så selv om templet er et rundtempel, har det haft sin front mod øst, som var det normale for græske templer.

Selvom Lysikratesmonumentet kan synes lille og ubetydeligt sammenlignet med de monumentale templer på Akropolishøjen ved siden af, så er templet på mange punkter unikt og banebrydende: Det er et rundt tempel med et enkelt rum, og så er det her, at man første gang ser den korinthiske søjleorden anvendt som en udvendig søjleorden. Templet kommer til at danne mode ned i romersk tid, hvor man kan se inspirationen i fx Vesta-templet på Forum Romanum.

Rejser man til Edinburgh og besøger Calton Hill, er det imidlertid her, at man finder det monument, hvor inspirationen fra Lysikratesmonumentet ses tydeligst. Det drejer sig om et nyklassisistisk monument, der i 1831 blev opstillet for at ære filosoffen Dugald Stewart.