Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Melisk vaseEn vase, en amfora, fundet på Melos. Den er tydeligvis fra tidlig arkaisk tid, engang omkring 625 fvt. Den er 98 cm. høj. Den står nu på Nationalmuseet i Athen, inv. nr. 911. På vasens bug ses et møde mellem Apollon og hans søster Artemis. Apollon er let kendelig på den lyre, han bærer; i højre hånd har han endda en plekter, så han er klar til at spille. Han er ledsaget af to kvindelige figurer, måske muser. Artemis er lige så let at kende på det hjortedyr, hun holder i sin højre hånd; i venstre har hun en pil. På halsen en kampscene. Hvem de kæmpende er, er uvist, men de kæmper om en rustning. På hver side står en kvinde; da der ikke er nogle kendetegn på dem, er de formentlig mennesker og sikkert de kæmpendes mødre. En lignende scene findes på en langt senere vase i London; dér er der dog ingen vanskeligheder ved at identificere personerne. Der er grund til at undskylde den ringe billedkvalitet ... |
Sidst revideret 4. 9. 2010