Olympieion i Athen

Det største tempel i Athen var ikke, som man skulle tro, skytsgudinden Athenes Parthenon oppe på Akropolis; det var templet for Zeus Olympios, der lå på det flade stykke øst for Akropolis. Dets bygningshistorie var også den længst tænkelige - bygningen blev påbegyndt under tyrannen Peisistratos i de allerede gigantiske forhold 30 meters bredde og 60 meters længde, men hans sønner besluttede at bygge det endnu større: 41 gange 107 meter, og var gået i gang med byggeriet, da de blev styrtet i 510. Byggeriet var inspireret af de store templer i Jonien på den anden side af det Ægæerhavet, og planen har sikkert været at bygge et tempel med joniske søjler. Men med tyrannernes fald og demokratiets indførelse gik byggeriet i stå, og der skulle en ny mægtig monark, kong Antiokhos den fjerde af Syrien til, før det begyndte igen - i 175 fvt. Denne gang var planen at bygge et korinthisk tempel (altså med korinthiske kapitæler), og man satte en arkitekt ved navn Cossutius til arbejdet. Men Antiokhos døde uventet i 164 fvt., og arbejdet gik igen i stå - og lå ufærdigt hen, indtil kejser Hadrian, der var en stor beundrer af byen Athen og alt græsk i det hele taget, lod det bygge færdigt i midten af det andet århundrede evt. Da havde området været en byggeplads i næsten 700 (syv hundrede) år.

Byggeriet var som nævnt gigantisk - og det er vel også derfor, byen Athen ikke selv formåede at færdiggøre det (bortset fra, at demokratiet vel ikke har haft lyst til at bygge noget færdigt, som tyrannerne havde begyndt). Oprindeligt skulle materialet have været kalksten, men den endelige bygning blev opført i marmor fra Pentelikon-bjerget udenfor Athen. Templet blev omgivet af en dobbelt søjlerække, i enderne endda tredobbelt (se grundplanen), ialt 104 søjler på hver 16,89 m. Vægten alene af disse søjler er blevet beregnet til 15550 tons - fire gange så meget som det, søjlerne på Parthenon vejer. Langt de fleste af disse søjler er forsvundet - på planen ses de bevarede markeret med sort. Det sydøstlige hjørne er det bedst bevarede, som man også kan se på billedet.

Den korinthiske stil er mere blomstrende og dekoreret end de to andre stilarter, den doriske, der er meget streng i sit udtryk, og den joniske, der er mere munter. Som sådan er den korinthiske stil et godt udtryk for den pragtelskende tid, den hellenistiske periode var, og endda endnu mere for den romerske trang til prangende monumentalitet. Da den romerske general Lucius Cornelius Sulla i 85 fvt. undertrykte et oprør i Athen mod romerriget, sendte han nogle af de store søjler til Rom, hvor de kom til at smykke det store tempel til Jupiter på Capitolium. Ikke mindst inspireret herfra tog de romerske arkitekter den korinthiske stil til sig, og det er ikke forkert at sige, at den korinthiske stil - og den dertil hørende søjlekapitæl - langt snarere er en romersk end en græsk byggestil. Vil man se bevarede korinthiske bygningsværker, er der kun Olympieion i Athen at se i Grækenland; ellers må man til Rom og de romerske provinser - f. eks. Maison Carrée i Nimes i Frankrig.