Herculaneum

Tæt under vestsiden af vulkanen Vesuv lå der i antikken lige ved kysten en lille by, Herculaneum, omgivet af luksuriøse villaer - beliggenheden var (og er) meget smuk, med udsigt over Napolibugten - i horizonten mod vest ligger Capri med sin takkede skyline og lokker.

Det er navnlig beliggenheden, man kan takke for, at Herculaneum overhovedet er blevet opdaget. Ved det voldsomme vulkanudbrud i august 79 evt., hvor Vesuv eksploderede og begravede alt, der lå indenfor en radius af ti kilometer, blev Herculaneum dækket af kogende vulkansk mudder - bestående af aske og pimpsten fra udbruddet - der lagde sig højt over byen og forseglede alt i den (en såkaldt 'pyroklastisk bølge' - se et eksempel fra en moderne vulkan). Det var umuligt sidenhen at redde noget af det, der lå begravet i byen - og som tiden gik, glemte man for det første, den lå der, og for det andet blev byen dækket yderligere af senere udbrud i Vesuv. Byen var fuldkommen forsvundet under jordens overflade.

Der ville den være forblevet, hvis ikke Syditaliens adelige stormænd og især kong Carlo III af Napoli i 1700-tallet havde besluttet sig for at bygge små sommerslotte med udsigt over bugten netop her. Under brøndgravning fandt man først teateret, siden papyrus-villaen, en luksusvilla, der (som man senere har fundet ud af) sandsynligvis engang havde tilhørt Caesars svigerfar, Lucius Calpurnius Piso, der har nydt den vidunderlige udsigt. Beliggenheden lokkede påny og førte til genopdagelsen af byen.

Siden er der blevet gravet med jævne mellemrum i området. Udgravningerne er imidlertid vanvittigt kostbare - man skal nogle steder tredive meter ned igennem det vulkanske materiale (som man ser på billedet, der er taget nede ved den antikke kystlinje), hvis den antikke by skal blotlægges, og man gravede derfor ofte ud ved at lave minegange nede i jorden. Først i 1900-tallet er større dele af byen blevet egentlig udgravet; den ligger faktisk i et hul i den moderne by (forstad) Ercolano, som man kan se på billederne herunder. Og Vesuv rejser sig stadig, truende, mod øst. Vulkanen er ikke død; den sover.

Byen er overordentlig velbevaret (kort); den cementagtige muddermasse lagde sig tæt omkring alt, den stødte på, desinficerede det og dannede en forseglet, lufttæt indpakning. Pompeii blev derimod dækket af et nedfald af pimpsten og aske, der ikke sluttede tæt. Forgængeligt materiale som træ og stof er derfor gået tabt i Pompeii, men er bevaret i Herculaneum. Man kan se, hvad man spiste (på billedet til venstre ses et brød, nogle æggeskaller og nogle figner), og træting som døre og senge - herunder en barneseng - er blevet bevaret mange steder.

Det mest utrolige, der er bevaret, er den bogsamling, der har givet navn til papyrus-villaen. I en villa ganske tæt på byen fandt man i 1750'erne et helt lille bibliotek af forkullede bogruller. Det forkullede materiale er naturligvis altid skrøbeligt; de forkullede bøger er det mest af alt og kan kun læses, med stor forsigtighed, under mikroskop.

Men villaen var en luksusbolig, der lå uden for den egentlige by, omend meget tæt på. Byen selv var et driftigt økonomiske centrum med alverdens erhverv, der forsynede de omkringliggende villaer med de fornødenheder, de ikke selv kunne skaffe, og som rummede netop teater og andre kulturelle faciliteter som f. eks. badeanstalter ('Termer'). En spadseretur gennem byen giver et indtryk af den mangfoldighed, der har levet på dette sted. Byen synes at have være tættere 'pakket' end Pompei, og der er mange flere steder, hvor husets anden etage er bevaret, end i Pompei. I 'huset med den smukke gård' er rummet med trappen til anden etage bedre bevaret end de fleste steder og giver en fornemmelse af, hvordan huset var planlagt. Dette hus ligger ret langt inde i byen og har tjent til et eller andet erhvervsmæssigt formål. Husene langs byens kystlinje, dens 'belle-vue', var derimod forbeholdt rigmænd; de har ofte haft smukke haver med et åbent blik ud over bugten. Ud mod havet, med en fantastisk udsigt, stod et alter, og bag dette alter en statue af en af byens ledende borgere, en vis Marcus Nonius Balbus, der også havde gjort karrierre i Rom. Balbus var finere end som så - men æredes alligevel i sin hjemby; men har fundet adskillige statuer af ham, også statuer, hvor han er til hest. Alteret er rejst i forbindelse med hans grav, og på en indskrift står der en række tiltag, byen gør for at ære hans minde.

Romerske byer var alle sammen i vid udstrækning selvforvaltende; de valgte deres egne embedsmænd (borgmestre, duumviri), deres eget byråd ('senat', decuriones) og brugte lokale indtægter til forefaldende behov - vedligeholdelse af vandforsyning, badeanstalter og religiøse kulter. En af de vigtigste kulter var 'kulten' for kejseren. Den blev ikke varetaget af de fineste i byen, som man skulle tro, men af frigivne slaver, der ikke selv kunne få noget andet embede i byen. Da kejseren altid bar navnet/titlen Augustus, hed disse præster augustales, og de havde en bygning lige syd for forum (der stadig ligger under jorden). Denne bygning var rigt udsmykket med smukt malede vægge, som forestiller scener fra Hercules' mytekreds. Det er der naturligvis god grund til: Herculaneum er opkaldt efter Hercules - det er Hercules' by.

Det første billede viser netop udsmykningen af augustalernes 'embedsbygning', med en scene, hvor Hercules taler med gudinden Athene (lat.: Minerva), som var hans skytsgudinde; det andet billede viser, hvordan Hercules som lille barn kvæler de to slanger, Hera (lat.: Juno) har sendt for at slå ham ihjel. Det tredje billede viser den side af Hercules-figuren, der fokuserer på nydelsen af livet - en lille skulptur på 56 cm., der er fundet i et af de fine huse med udsigt ud over vandet (engang, i hvert fald), huset med hjortene. Skulpturen viser, om ikke andet, at romerne kunne more sig over deres guder - ikke bare tog dem helt alvorligt.

Livet havde andre fornøjelser end at blive fuld. Man lærte at spille instrumenter - og billedet af kentauren Kheiron, der underviser den unge helt Akhilleus i at spille på lyre, henviser til netop denne dimension af romernes liv. Og hvis ellers man kan forstå billedet af de små amoriner som en hentydning til børns leg, har man godt kendt til gemmeleg (ti - tyve - tredive ...) i det gamle Rom. Billedet af Kheiron kommer også fra augustalernes hus, og amorinerne er en del af en lille frise af malerier fundet i huset med hjortene.

Al denne nydelse og fornøjelse blev naturligvis brat afbrudt af det enorme vulkanudbrud. Der er fundet lig overalt i byen, men i 1980 fandt man, nede ved kysten i nogle bådehuse, ligene af henved 300 kvinder, børn og mænd. Her har de forsamlet sig i håbet om at blive reddet fra havet. I stedet blev de begravet af den gloende hede vulkanske mudder.