Colonia Claudia Ara Agrippinensium (Köln)
| Begravelser | Religion | Kunst |
| Poblicius | Dionysosmosaikken | Glas |
Forhistorie og grundlæggelse
Den store Caesar, der erobrede Gallien i 50'erne fvt., havde ikke planer om også at erobre Germanien. For ham var grænsen for hans fremrykning floden Rhinen. Men det blev alligevel nødvendigt for ham at gøre to korte indfald i Germanien, hvor stammen sueberne pressede sine naboer hårdt. Det gik især ud over stammen ubierne, der boede på østsiden af Rhinen og, ifølge Caesar (Gallerkrigen, 4, 3), var mere civiliserede end de andre germanere på grund af, at de boede så tæt på Gallien. Ubierne henvendte sig til Caesar for at få hjælp, og fik den, sammen med en formaliseret forbindelse, et 'venskab', med romerne - bestyrket derved, at germanerne stillede gidsler som sikkerhed for alliancen (Gallerkrigen, 4, 16).I modsætning til sin adoptivfader Caesar ønskede kejser Augustus at erobre i det mindste store dele af Germanien; han ville skubbe den romerske grænse helt op til Elben. Denne politik mislykkedes, da Quintilius Varus i 9 evt. led et totalt nederlag mod germanerkongen Arminius i slaget ved Teutoburgerskoven. Men forinden havde Augustus ladet sin nære ven og medarbejder Agrippa bygge et alter (latin: 'ara') for gudinden Roma og Augustus selv ved Rhinen, der skulle være det ideologiske samlingspunkt for det erobrede Germanien, som et lignende alter i Lyon var det for Gallien. I 38 eller 19 fvt. var Agrippa ved Rhinen og havde ladet ubierne komme over floden - presset fra sueberne var åbenbart blevet for stort. Da ubierne således både var mere civiliserede end andre germanere, var bosat på vestbredden og stod i taknemmelighedsgæld til romerne, blev alteret bygget på ubiernes territorium, og derfor ofte kaldt 'Ara Ubiorum'. Selve alteret er der intet spor af. Men omkring det voksede en by frem - Köln.
De vigtigste oplysninger om byens grundlæggelse giver historikeren Tacitus under sin gennemgang af kejser Claudius' regeringstid. Claudius er i 49 evt. blevet gift med sin niece Agrippina, har kort tid efter adopteret hendes søn (fra et tidligere ægteskab), kendt under navnet 'Nero', og nu vil hun gerne vise, hvad hun kan få Claudius til:
Agrippina ... in oppidum Ubiorum, in quo genita erat, veteranos coloniamque deduci impetrat, cui nomen e vocabulo ipsius inditum. Ac forte acciderat, ut eam gentem Rhenum transgressam avus Agrippa in fidem acciperet.
|
Agrippina opnår, at veteraner og en by med romersk borgerret anlægges i ubiernes by, hvor hun var født; navnet fik byen nu efter hendes eget. Og det var ved et tilfælde faldet sådan, at det var hendes bedstefader Agrippa, der havde modtaget det folks loyalitetserklæring, da det var sat over Rhinen. |
Byens fulde navn blev 'Colonia Claudia Ara Agrippinensium': 'Den claudiske koloni, agrippinensernes alter'.
Navnet 'Köln' stammer tydeligt ned fra ordet 'Colonia'. En 'colonia' er en romersk by, hvis indbyggere har romersk borgerret; det, Agrippina fik Claudius til, var at ophøje byen til den højeste status, et bysamfund kunne få i romerriget. 'Claudia' henviser så netop til, at byen fik denne status under kejser Claudius. Et marmorhovede fundet i byen mener man forestiller Claudius. Borgerne i byen skulle åbenbart kaldes 'Agrippinensere' - efter Agrippina. Det blev også den almindelige betegnelse for borgerne i byen. Ordet 'ara', der betyder 'alter', stammer fra alteret til dyrkning af gudinden Roma og kejser Augustus selv.
Tidligste historie
Colonia Agrippinensis var ikke en militærforlægning. De romerske legioner lå dels i Castra Vetera (Xanten) mod nord, dels i Bonna (Bonn) mod syd. Men allerede tidligt ser det ud til, at veteranerne søgte til Colonia, når de blev pensioneret. L. Poblicius, en veteran fra 5. legion (kaldet 'Alaudae'), der lå i Vetera, lod, endda før byen blev en koloni, et kæmpemæssigt mausolæum rejse for sig selv og sin kone. Og der er fundet mange, rigtig mange, gravsten for soldater på byens gravpladser. Men også kejserhuset fastholdt opmærksomheden på den ny-grundlagte by.
Kejser Nero lod i 66 eller 67 evt. en bygning rejse i Colonia for den 15. legion (kaldet 'Primigenia'), og han indsatte en indskrift, der nøje opregnede hans nedstamning i kejserhuset - alt for nøje, synes man; han ville måske insistere på sin arveret til tronen. Den var nemlig noget tvivlsom, og legionerne ved Rhinen skulle snart vise sig i stand til at forholde sig endda meget selvstændigt til den politiske udvikling i riget.
|
IMP(erator) NERO CAESAR AUGUSTUS DIVI CLAUDI F(ilius) GERMANICI CAESARIS N(epos) TIB(erii) CAESARIS AUG(usti) PRON(epos) DIVI AUG(usti) ABN(epos) PONTIF(ex) MAX(imus) TRIB(unicia) POTEST(ate) XII IMP(erator) X CO(n)SUL IIII P(arens) P(atriae) P(ublio) SULPICIO SCRIBONIO RUFO LEG(ato) AUG(usti) PR(o) PR(aetore) LEG(ioni) XV PRIMIG(eniae) |
Kejser Nero Caesar Augustus, den guddommelige Claudius' søn, Germanicus Caesar's barnebarn, Tiberius Caesar Augustus' oldebarn, den guddommelige Augustus' tipoldebarn, ypperstepræst, udstyret med tribunmagt for 12. gang, imperator for 10. gang, konsul for 4. gang, Fædrelandets fader, [lod dette bygge], mens Publius Sulpicius Scribonius Rufus var kejserens legat med rang af prætor, til den 15. legion, Primigenia. |
Men stamtræet var til ingen nytte. Nero var en tyran, især i de senere år af sin regeringstid, og ikke mange havde lyst til at forsvare ham, da han blev styrtet i 68 evt. - bare et års tid efter denne sten var sat op. Stenen blev taget ned af den bygning, den sad på, og genbrugt - som bundplade i en kloak, hvor den blev fundet i 1970 og sat op i museet.
Neros død udløste en borgerkrig i Rom; på lige godt et år var tre forskellige mænd kejsere i Rom - Galba, Otho og Vitellius. Vitellius, den sidste af de tre, var netop general for tropperne ved Rhinens nedre løb. Ved årsskifte skulle de romerske soldater aflægge troskabsed til kejseren; i 68 gik det trægt med den ting i Germanien - i Vitellius' område gjorde 1. og 5. legion åbent oprør, 15. og 16. så tiden an; højere oppe ad floden fejede 4. og 22. legion ethvert forsvar for Galba til side. Med sans for drama beretter Tacitus (der vel at mærke afskyede Vitellius):
Nocte, quae kalendas Januarias secuta est, in coloniam Agrippinensem aquilifer quartae legionis epulanti Vitellio nuntiat quartam et duoetvicensimam legiones projectis Galbae imaginibus in senatus ac populi Romani verba jurasse. Id sacramentum inane visum: occupari nutantem fortunam et offerri principem placuit.
|
Natten efter 1. januar melder ørnebæreren fra den 4. legion til Vitellius ved aftensmaden i Colonia Agrippensi, at 4. og 22. legion har væltet statuerne af Galba og aflagt ed til senatet og romerfolket. Denne ed forekom meningsløs: det blev besluttet at gribe den vakkelvorne chance og byde sig til som kejser. |
Hos Sueton, i hans Vitellius-biografi, fremstilles hændelsen i endnu mere groteske former. Vitellius bæres i triumf gennem byens hovedgader - i sit nattøj - hvad der om ikke andet giver os indtryk af, at byen var blevet så stor, at den slags overhovedet kunne lade sig gøre.
Vitellius gik straks igang med at forberede et militært angreb på Rom; og dette tømte i farlig grad Rhinområdet for tropper. Germanerne, under ledelse af en vis Julius Civilis, og en Julius Classicus, der begge havde gjort tjeneste i den romerske hær i lang tid, gjorde oprør, den såkaldte 'bataviske opstand'. Hovedkilden til den krig er Tacitus, og han fremstiller i høj grad konflikten som et germansk opgør med den tilpasningslinje, allerede Caesar har bemærket hos ubierne - de senere Agrippinensere. Hvad hans kilde til, hvad germanerne tænkte, egentlig er, vides ikke. Måske er det, han siger om deres hensigter, helt eller delvis hans egen opfindelse - i hvert fald må man tage hans udsagn med nogen forsigtighed. Men to steder citerer han germanernes indstilling til 'Colonia Agrippinensis', først ved opstandens udbrud, og derefter på dens højdepunkt:
Actae utrobique praedae, infestius in Ubiis, quod gens Germanicae originis ejurata patria Romanorum in nomen Agrippinenses vocarentur. Caesae cohortes eorum in vico Marcoduro incuriosius agentes, quia procul ripa aberant. Nec quievere Ubii, quo minus praedas e Germania peterent, primo impune, dein circumventi sunt, per omne id bellum meliore usi fide quam fortuna.
|
Plyndringer på begge sider, værst mod ubierne, fordi de skønt et folk af germansk oprindelse havde afsvoret sig deres fædreland og kaldtes ved det romerske navn 'Agrippinenses'. Deres kohorter blev hugget ned i landsbyen Marcodurus; de havde ikke optrådt med tilstrækkelig omhu, fordi de var langt fra floden. Men ubierne lod ikke en lejlighed undslippe, hvor de kunne søge sig bytte fra Germanien; først uden at måtte bøde for det, ...; i hele den krig var deres troskab større end deres held. | |
Civilis et Classicus rebus secundis sublati, an coloniam Agrippinensem diripiendam exercitibus suis permitterent, dubitavere. Saevitia ingenii et cupidine praedae ad excidium civitatis trahebantur; obstabat ratio belli et novum imperium inchoantibus utilis clementiae fama; ... Sed Transrhenanis gentibus invisa civitas opulentia auctuque neque alium finem belli rebantur, quam si promisca ea sedes omnibus Germanis foret, aut disiecta Ubios quoque dispersisset.
|
Opmuntrede af deres medgang var Civilis og Classicus i tvivl, om de skulle lade deres hære jævne Colonia Agrippinensis med jorden. De hældede på grund af deres karakters brutalitet og deres lyst til bytte til byens udslettelse; strategien stod i vejen og nytten ved et ry for mildhed for dem, der starter et nyt rige; ... Men folkene fra den anden side af Rhinen var byen forhadt for sin rigdom og vækst, og de fandt ingen anden slutning på krigen, end hvis det sted blev blandet med alle germanere, eller, splittet ad, spredte også ubierne i alle retninger. |
Kölns historie var ikke altid lige så begivenhedsrig. Skønt byen var en grænseby, var dens liv for det meste fredeligt.
Mur og gadenet
Medvirkende til, at Civilis og Classicus (og alle andre sidenhen) har tænkt sig om to gange, før de gik i lag med en belejring af byen, har været dens stærke forsvarsværker. Man synes, som noget af det første efter ophøjelsen i byernes superliga, kolonierne, at have bygget en stærk bymur.
Byens gadenet var typisk romersk - to hovedgader krydser hinanden midt i byen, hvor man finder et torv. Den ene hovedgade, Cardo maximus, løb fra nordporten (rester lige foran domkirken i vore dage) til sydporten (ved Waidmarkt, men porten findes ikke mere). Forløbet af denne gade er stort set identisk med Köln's nutidige hovedstrøg, 'Hohe Strasse'. Decumanus maximus, den anden hovedgade, løb fra vestporten frem til torvet (dette gadeforløb kan i vore dage følges langs nordsiden af Neumarkt og Schildergasse). Det er dog kun på hovedgadernes forløb, man stadig kan ane det romerske gadenet - Kölns næsten 2000-årige historie har ændret næsten alle andre gaders forløb. En ordentlig romersk standard-by havde et gadenet så forudsigeligt som ternene på et ternet stykke papir.Til gengæld følger det moderne gadenet næsten til punkt og prikke den antikke bymur.
Handel og erhverv
Allerede Caesar bemærkede, at ubierne havde megen samhandel med gallerne. Tacitus lader også germanerne give byens rigdom og hurtige vækst skylden for deres uvilje imod den. Givetvis har Colonia også haft en rolle at spille i administrationen af skatteopkrævningen i provinsen - og meget mere.
Scenen til venstre kan i hvert fald fortolkes som skatteopkrævning - men rigtignok også som så meget andet. Forretninger foregår der i hvert fald. Stenen er 123 cm. lang.
Handel forudsætter transport, og vi ved, der blev sejlet meget på Rhinen. Stenen til højre, fra ca. 100 evt. og knap en meter høj, viser en skipper, der dirigerer sine roere. Roerne bærer skæg og afslører sig derved som ikke-romere.
Colonia udmærkede sig ved sin glasproduktion; det har været en hyppig eksportvare.
Kunst
Glassene er meget smukke og kunstfærdige - men de er langt fra den eneste kunstneriske udsmykning, byen udmærkede sig ved.
Der er fundet rester af murbemaling flere steder i byen, og disse rester viser, at Colonia Agrippina stod fuldt på højde med standarden andre steder i Romerriget - som f. eks. i Pompei.
Der er også fundet rester af mange mosaikker i byen - især én af dem er særlig flot, den såkaldte Dionysos-mosaik.
Man har ikke fundet noget teater eller noget amfiteater i Køln. Men de skal nok være der; i hvert fald var der helt sikkert gladiatorer i byen.