 Gallia transalpina
Der var to områder, romerne kaldte Gallien, dels det nuværende Norditalien, der hed Gallia cisalpina, Gallien på denne side af Alperne, dels det nuværende Frankrig, der hed Gallia transalpina, Gallien på den anden side af Alperne. Cisalpina erobrede romerne tidligt - før 200 fvt.; transalpina blev erobret i to omgange, først den sydlige del - det nuværende Provence (af latin: provincia) - i 121 fvt., så resten af Gajus Julius Caesar i årene 58 - 50 fvt. Det første fyldige tekstmateriale, vi har om gallerne, er netop Caesars beretning om Gallerkrigen.
Landet var overvejende beboet af gallere, dvs. keltisk-talende folkeslag, men der var store befolkningselementer, der talte iberisk i sydvest, germanske folkeslag i nord, ligurere i syd og især grækere ved Middelhavets kyst. Det var et demografisk billede, der var opstået over flere hundrede år, og romernes komme gjorde ikke meget til at ændre det. Efter Caesars erobring var der ikke tid - Rom var hærget af indre stridigheder - og efter Augustus kom til magten, blev Gallien en rolig, sikker indtægtskilde - der var ingen modstand mod romerne i Gallien (heller ikke i en lille landsby i nord). På mange måder var landet også 'parat' til Rom; nok var området delt ind i stammer, der indgik i forskellige overordnede stamme-forbund, men stammerne koncentrerede sig omkring små byer, oppida kalder romerne dem, og disse byer lod sig let behandle som bysamfund af samme slags, som romerne var vant til.
Augustus inddelte Gallia transalpina i fire provinser (se kortet ovenfor). Inddelingen blev ændret i detaljer senere hen, men grundlæggende var det Galliens form i hele romertiden, der varede til omkring 450 evt. Den sydlige provins, Narbonensis, blev præget af romerske bosættelser; det var et yndet sted at anlægge kolonier for romerske veteraner. Narbonensis er da også oversået med arkæologiske levn fra romersk tid - Nemausus (Nîmes), Arausio (Orange), Lugdunum (Lyon), Vienna (Vienne), Arelate (Arles), Narbo (Narbonne), Vacontio (Vaison-les-Romaines), Glanum (Les Anciens) - for bare at nævne nogle af dem.
De øvrige provinser fik en mere landlig udvikling og udviser ikke samme grad af by-dannelse. Et eksempel er Lutetia Parisiorum (Paris), der skønt veludviklet som by aldrig blev et centrum, som byerne i syd var det. Hele vestens hovedstad, Augusta Treverorum (Trier), lå på grænsen mellem Gallien og Germanien. I det store og hele forblev det nordlige, central og vestlige Gallien landbrugsland i hele antikken.
Da den centrale kontrol begynder at svigte fra ca. 400 evt., viser det sig, at der er en stærk lokal elite i Gallien, der i vid udstrækning kan tage vare på sig selv. Der havde allerede før år 300 været perioder, hvor Gallien regeredes som et selvstændigt rige, men centralmagten havde igen fået kontrol; nu truedes romerriget af invasioner fra Germanien og af hunnerne under Attila. Kun ved at indgå alliancer med gotiske stammer i Gallien lykkedes det at drive Attila tilbage, og straks derefter bryder den romerske politiske kontrol sammen, men ikke romersk kultur eller kristendom: den tidligere elite begynder at samarbejde med germanerne, der på deres side gerne vil tilegne sig de overlegne elementer af de nye undersåtters kultur og administration. I slutningen af 400-tallet rykker salisk-frankiske germanerne under Clovis sydover og tager de første skridt til at danne den politiske enhed, der igennem middelalderen og moderne tid skulle blive kendt som Frankrig.
|