MELOS
Melos, der ligger ca. 150 km. næsten direkte syd for Athen, er en meget rig ø på såvel mineraler som landbrugsjord.
Øen var beboet i mykensk tid, men blev ca. 900 fvt. gen-koloniseret fra Peloponnes, samtidig med mange andre øer i det sydlige Ægæerhav. Øen havde således egentlig en naturlig tilknytning til Sparta og dettes allierede på Peloponnes, men forholdt sig faktisk neutralt i de store stridigheder mellem Sparta og Athen.
Men under den peloponnesiske krig erobrede Athen øen og lod den besætte af athenske borgere. Øens tidligere indbyggere blev myrdet eller solgt som slaver, som det også er fremstillet af Thukydid i 5. bog af hans værk om krigen. I 405 gav Sparta dog øen tilbage til de tidligere indbyggere (altså dem, der havde overlevet).
I romersk tid var øen igen meget velstående; men der synes ikke at have fundet vigtige historiske begivenheder sted på øen.
Der findes et arkæologisk museum på øen, men det berømteste kunstværk, man forbinder med den, står som bekendt på Louvre: Venus fra Milo.
|
|