De olympiske lege i antikken

I antikken blev de olympiske lege afholdt hvert fjerde år fra 776 fvt. til 393 evt., hvor den kristne kejser Theodosios I forbød dem, fordi de var udtryk for hedensk gude-dyrkelse. Legene var nemlig lige fra starten en del af kulten af Zeus i hans store helligdom i Olympia på Peloponnes. Men legene afholdtes altså i over tusind år, og det er ikke nemt at sige noget om dem, der gælder til alle tider. I det følgende tænkes der mest på legene, som de var i klassisk tid i Grækenland, dvs. fra 480 til 320 fvt., selvom de fysiske rester, man finder i Olympia i vore dage, viser tilstanden, som den var i romertiden, ca. 200 evt.

Sociale og politiske omstændigheder

Starten var ydmyg. I 776 fvt. var der kun én konkurrence i Olympia, sprint-løbet, og deltagerne er ikke kommet langt fra. Men derefter udvikler legene sig; flere og flere discipliner indføres, og der kommer deltagere fra større og større områder. Deltagelse var dog betinget af, at man var græker - og fra omkring år 550 fvt. var de olympiske lege blandt de ting, der bandt alle grækere sammen til et fællesskab, definerede dem som netop grækere.

Selv i krig var deltagerne fredhellige, fra de forlod deres hjemstavn, til de vendte tilbage igen; voldshandlinger imod dem kunne meldes til myndighederne i Olympia (der netop hed de græske dommere, 'hellanodikai'); de skyldige kunne idømmes meget strenge straffe - og ofte blev straffene overholdt også af de skyldiges egne samfund.

En sejr i Olympia gav sejrherren utrolig prestige hjemme - mange stater havde en slags 'pensionsordninger' for sejrherrerne i form af offentlig bespisning på rådhuset eller lignende, og en ungdom som sejrherre i Olympia kunne være et springbræt til en stor karriere i politik senere hen, især i 'kongedisciplinen', hestevæddeløb med firspand.

I begyndelsen har udøverne været unge, velhavende mænd fra omegnen; som tiden gik, blev chancerne for at vinde i Olympia afhængige af en vedvarende, målrettet indsats, der ikke har passet almindelige unge mænd særlig godt, og til sidst - nede i romertiden - har der været et betydeligt moment af professionalisme i sportsudøvelserne. I klassisk tid er det dog stadig som regel almindelige, som regel velstående, frie mænd fra det græske område, der deltager. Kilderne til hele dette spørgsmål er dog ikke ret righoldige.

I 400-tallet var det almindeligt, at sejrherrerne blev hyldet for deres sejr i et stort digt skrevet til et kor af drenge og formentlig afsunget ved sejrherrens sejrsfest. Der er en del af den slags digte bevaret, af Pindar og Bakkhylides. Disse sejrherrer er alle velstående mænd fra en lang række forskellige samfund - ikke mindst tyrannerne på Sicilien, f. eks. Hieron.

Olympia var en helligdom, ikke et sted, hvor folk boede. I begyndelsen var der derfor Pisa, en nærliggende bosættelse, der stod for afviklingen af legene; men pisaternes kontrol med helligdommen var omtvistet - den langt større by Elis længere mod nord forsøgte med varierende held at overtage kontrollen. I 470 fvt. tilintetgjorde Elis al modstand og bestyrede derefter de olympiske lege. Byen markerede sin magt-overtagelse ved at bygge det store Zeus-tempel. Siden var der ingen tvivl om, hvem der bestemte i Olympia, selvom Sparta ofte prøvede at gøre sin indflydelse gældende. Helligdommen forbliver da også forankret i sin peloponnesiske sammenhæng, selvom den også er fælles-græsk, 'panhellensk'.

Disciplinerne og legenes forløb

I Olympias mere end tusindårige historie må der have fundet mange ændringer sted i både de discipliner, der blev konkurreret i, og måden, det blev gjort på. Nogle af disse ændringer er kendt - man indførte f. eks. en konkurrence i muldyr-race i 500 fvt. og afskaffede den igen i 444.

Legene blev afviklet over tre dage i højsommeren. Hvordan disciplinerne fordelte sig på dagene, er ikke helt sikkert. Der er ualmindelig varmt og fugtigt i den dal, Olympia ligger i, og det har været en prøvelse bare at være tilstede; at anstrenge sig fysisk i så hårde idrætsgrene, som der er tale om, har været nærmest umenneskeligt. I klassisk tid var legene allerede et publikumstilløbsstykke, der har været måske titusindvis af mennesker tilstede i et område, der ikke har haft ordentlige hygiejniske forhold - en sundhedsbombe, simpelthen.

Kvinder havde sandsynligvis ikke adgang, i hvert fald, hvis de var gift; og der var da slet ingen konkurrencer, de kunne deltage i. Der fandtes vist nok en anden begivenhed, hvor kvinder dyrkede noget sport til ære for Hera, der jo også havde et stort tempel i Olympia, men det er meget lidt, man ved.

'Præmien' var en krans af olivengrene, man tog om hovedet. Billederne i det følgende er ikke nødvendigvis fra Olympia - de illustrerer simpelthen de sportsgrene, der er tale om, uanset hvor de er fundet.

Hestevæddeløbet med firspand lå temmelig sikkert på første dag. Det var uden sammenligning den dyreste sportsgren, man kunne deltage i (en slags Formel 1-racer ved de olympiske lege ...), og som noget særligt var det heller ikke den egentlige sportsudøver, vognstyreren, der fik kransen, men ejeren af vognen. Billedet til venstre viser en vogn, som den så ud omkring år 460 fvt.; der var ikke store variationer oldtiden igennem. Man konkurrerede i hestevæddeløb også ved de andre store sportslege; billedet til venstre viser en scene fra de panathenæske lege i Athen; billedet til højre 'Vognstyreren' i Delfi, der må have sejret i de pythiske lege dér. Hvordan sådan et væddeløb kunne spænde af, har man en levende beskrivelse af i Homers Iliade, 23. sang. Væddeløbet i Olympia fandt sted på en bane, der nu er forsvundet.

Pentathlon, femkamp, bestod af fem discipliner: løb, formentlig et sprint på én 'stadie' (knap 200 m.), spring, diskos-kast, spyd-kast og brydning. Løb og brydning var discipliner for sig selv også; det var spring, diskoskast og spydkast ikke. På en vase i København fra ca. 470 fvt. ses atletik-udøvere i netop disse sportsgrene gøre sig klar til konkurrence. Der er også en fløjtespiller tilstede - sport og musik hørte nøje sammen.

Spring var ikke længdespring, som vi kender det i dag, men snarere en slags tre-spring uden tilløb. Atleterne havde nogle ejendommelige vægte i hånden, som de synes at have kastet fremover, måske for at trække sig selv efter.
Spydkast må have formet sig meget som i vore dage. Det drejede sig om at kaste længst. Man førte ikke rekord-lister; det drejede sig om at vinde over de umiddelbare konkurrenter. På billedet er det ikke let at afgøre, hvad atleten er i færd med, men han kaster i hvert fald ikke.
Diskoskast gjaldt også om at kaste længst. Diskos'en vejede normalt ca. 2 kg. Kasteteknikken involverede ikke, at atleten snurrede to eller tre gange rundt om sig selv; kastet blev foretaget nærmest stående, lidt ligesom kuglestød. Alligevel har diskoskasteren været spændende at se på; netop diskoskasteren var genstand for en slags studie i form af billedhuggeren Myron fra ca. 450 fvt.

Brydning var en populær sport blandt tilskuerne. På billedet ovenfor ser man to brydere i position i forhold til hinanden; til venstre står en mand med en stang, der sikkert har været brugt til at tegne 'madrassen' op på jorden. Figuren til venstre synes at ville forhindre, at bryderne kommer ud over stregen. Det drejede sig, som i moderne brydning, om at få modstanderen ned at ligge med skuldrene i jorden. Der var ingen vægtklasser; de lette måtte klare sig ved at være hurtigere end de tunge. Der var dog en særskilt konkurrence for drenge.

Brydning var den sidste disciplin i pentathlon. Hvordan de andre har været fordelt, er ikke helt sikkert. Løb afvikledes også som en selvstændig disciplin og omtales senere.

Boksning var ikke del af pentathlon, men en selvstændig disciplin. Man slog især imod hovedet; 'dybe' slag var ikke så brugte. Man bandt nok hænderne op, men mere for at beskytte hænderne end modstanderen. Som tiden gik, blev der også brugt knogler og metal som indlæg i opbindingen af hænderne. Boksere kunne derfor se forfærdeligt hærgede ud, som man ser det på billedet til højre af en statue af en bokser. Statuen er formentlig fra ca. 200 fvt., men den kan godt være senere. Heller ikke i boksning var der vægtklasser; men der var en sæskilt konkurrence for drenge.

Pankration var som kampsport en slags blanding af boksning og brydning. Der var ikke mange regler; man måtte angribe og mishandle sin modstander på næsten alle måder. Det kan være vanskeligt at se forskel på en fremstilling af pankration og boksning/brydning.

Alle disse sportsgrene foregik på stadion, og udøverne var næsten altid nøgne. De smurte sig ind i olivenolie (som det ses på en vase i Berlin fra ca. 510 fvt.; det kan man forstå med bryderne, men det er vanskeligt at forklare, hvorfor de gjorde det i de øvrige sportsgrene, medmindre olien tjente til beskyttelse mod solen eller lignende. Efter afsluttet kamp skrabede de så olien af igen, som det ses på en berømt statue af Lysippos fra ca. 350 fvt.

Løb er sikkert blevet afviklet sidst. Der var flere discipliner; en sprint på én 'stadion', et længdemål, der i Olympia var på 192 m. (andre steder lidt længere eller kortere), en 'dobbeltsprint', diaulos, på to gennemløb af stadion, et længere løb, dolikhos (mellem 2,5 og 5 km. langt) og endelig - som den sidste disciplin ved legene - et løb med skjold på to gange stadion.