Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
|
|
215 cm. høj; marmor. Fundet i Heratemplet i Olympia; nu på museet dér. Pausanias fortæller, at der i dette tempel var opstillet en statue af Praxiteles, der forestillede Hermes med det lille Dionysosbarn. Situationen må have været den, at Hermes bærer det lille Dionysosbarn i sikkerhed for Hera, der ikke var begejstret for Zeus' horeunger (Dionysos var søn af Zeus og prinsesse Semele af Theben). Det er tydeligvis den scene, vi har her. I højre hånd har Hermes haft en drueklase, som den lille Dionysos naturligvis er meget interesseret i. Det diskuteres dog, om dette er det originale værk eller en senere kopi, der af en eller anden grund er blevet sat ind i templet, måske i stedet for originalen - der jo kunne være blevet ødelagt. Især fokuserer man på sandalerne, Hermes bærer; sådanne sandaler hører ikke hjemme på Praxiteles' tid, men flere hundrede år senere. Ryggen er heller ikke gjort færdig.
Motivet: voksen gud bærer barne-gud har også Praxiteles' far, Kephisodotos, lavet i sin Eirene og Ploutos. En sammenligning mellem de to skulpturer er interessant og lærerig. Den dansk-tyske kunstner Christian Lemmerz har lavet en version af denne statue under navnet Adam Kadmon. |
|