Paionios' Nike i Olympia
Pausanias fortæller (V, 26, 1), at der i Olympia står en statue af Nike ('Sejren') på en søjle, fremstillet af Paionios fra Mende og betalt af 'de doriske messeniere, der fik Naupaktos af athenerne'; midlerne var, mener Pausanias, kommet fra krigen mod akarnanerne og oiniaderne, men messenierne selv hævder, de kom fra krigsbyttet fra kampene ved Sphakteria (den ø, der lukker bugten ved Pylos af). Her havde athenerne i 425 fvt. held til at fange nogle spartanere; og til dét fik de hjælp fra nogle messeniere, der senere måtte genhuses langt fra Sparta ... de var nemlig bange for spartanerne.
Lige meget hvem der har ret - Pausanias eller messenierne - er denne statue, der nu er udstillet i museet i Olympia, bare ét eksempel af bogstavelig talt tusinder af store og små votivgaver i helligdommen, som Pausanias kan berette om, og af hvilke kun denne ene har overlevet historiens tildragelser (altså, af de store mesterværker fra højklassisk tid). Der var skulpturer og andre gaver af den slags overalt; når messenierne har sat deres op på en søjle, har det ikke mindst været for at gøre deres gave synlig - ellers var den druknet i mængden. Ofte hånede den ene by den anden for et nederlag - som her; men i dette tilfælde nævner indskriften på monumentet netop ikke den specifikke anledning - en nøjagtig sejr. Måske skyldes det, at statuen skal fejre flere forskellige sejre - så både Pausanias og messenierne har ret. Indskriften, der stod på søjlen, taler blot om 'en tiendedel af byttet' fra fjenderne.
Kunstneren, Paionios fra Mende, omtaler i sin kunstnerindskrift, at han sejrede i konkurrencen om, hvem der skulle lave statuerne på tagryggen af Zeus-templet. Når Pausanias siger (V, 10, 8), at det også var ham, der lavede skulpturerne på templets østgavl, kan dette dog ikke være sandt. Paionios' Nike blev skabt ca. 420 fvt. og er et fremragende eksempel på sin tids skulptur; gavlene er lavet ca. 460 fvt. og blot et hurtigt blik afslører den enorme forskel i stil mellem de to værker. Paionios' Nike stod skråt foran templets østende; det taler ikke godt for Pausanias' kunst-begreb, at han ikke kunne se forskellen. Paionios' værk er svævende let, hvor gavlskulpturerne (naturligvis også på grund af deres emne) er tungt rolige.
Søjlen var 9 meter høj; statuen er ca. 1,95 meter.
Nike-statuen i Olympia kan sammenlignes med en anden, i Nike fra Samothrake på Louvre i Paris.
|
|