Domitius-relieffet

Relieffet, der er 5,60 meter langt og ca. 80 cm. højt, er fremstillet af marmor og formentlig fundet i 1600-tallet i nærheden af Palazzo Santacroce på Marsmarken i Rom - det blev i hvert fald opbevaret dér, til det blev bragt til Paris og solgt på auktion i 1816. Det udgjorde den ene langside af udsmykningen af basen for (sandsynligvis) en statuegruppe; de øvrige tre sider viste Poseidons bryllup, kom til München og findes nu på Glyptoteket dér. Navnet 'Domitius-relieffet' skyldes, at man i lang tid mente, det hørte til et tempel rejst af Domitius Ahenobarbus til guden Neptun som tak for en sejr til søs. Forbindelsen er imidlertid langt fra sikker. Forskerne synes heller ikke at kunne enes om, hvornår relieffet er lavet. Nogle mener, det er fra slutningen af det andet århundrede fvt., andre sætter det til anden halvdel af det første, altså til Julius Caesars tid, atter andre til et tidspunkt ind imellem. Delene i München er derimod sikkert ældre og ikke oprindelig fremstillet til opstilling i Rom - de er blevet fjernet af en romersk embedsmand som krigsbytte og bragt med hjem. Emnet for den side, der står i Paris, er imidlertid entydigt romersk og er givetvis fremstillet til opstilling netop der, hvor det blev opstillet - hvor det så ellers var. Det er et af de ældste eksempler på et statsrelief, der viser en vigtig offentlig funktion - i dette tilfælde censorernes. I Rom var en censor den embedsmand, man hvert femte år valgte til at foretage en folketælling, der også indebar en skatteansættelse foruden en vurdering af, om alle medlemmer af senatet nu var værdige til at sidde der, og et samlet overblik over alle større offentlige kontrakter - både indtægtssiden (provinsernes indbetalinger) og udgiftssiden (større offentlige byggearbejder som f. eks. vejene, som var så vigtige for romerne). På relieffet kan man følge nogle af de vigtige opgaver fra venstre mod højre. Yderst til højre sidder en mand med en en regnskabsbog, formentlig en slags skatteregister; en anden mand argumenterer tilsyneladende med ham om, hvad der står i registeret. Ikke så underligt, måske, siden de data, der blev registreret, var ens formueansættelse for de næste fire-fem år, og man i yderste konsekvens af registreringen endda kunne blive frataget sin romerske borgerret. To andre mænd videre mod højre er også engageret i diskussion. Formueansættelsen bestemte også, hvilken form for militærtjeneste man var pligtig til at udføre - jo rigere man var, jo dyrere tjeneste. Ved siden af de ivrigt diskuterende står netop to soldater, hvis udrustning skulle være meget typisk for den romerske soldat i den senere republiks tid (2. årh. fvt.). Skjoldet er ovalt; hjelmene har en fin, vajende prydning, formentlig af fjer; begge soldater har ringbrynje, og den ene har en dolk ('pugio') ved siden i et bælte. I den modsatte ende af frisen står ligeledes et par fodfolkssoldater og en rytter. Formentlig skal soldaternes placering rundt omkring en offerscene vise, at man skal tænke sig hele den romerske hær samlet. Efter de to soldater fra højre følger nemlig en skildring af det store, afsluttende renselsesoffer, lustrum, som de to censorer skulle udføre, så romerfolket kunne stå rent overfor guderne i de næste år. Et romersk offer blev udført med musikledsagelse, mest for at undgå, at et eventuelt ildevarslende ord skulle kunne høres (så måtte hele riten nemlig begynde forfra, hvis den overhovedet kunne gennemføres). Musikledsagelse med lyre er derimod ikke normalt, så af de to musikere er kun den ene let at forklare. Den overlegne mand, der følger, er formentlig den gud, man ofrer til, nemlig krigsguden Mars. Han står afslappet ved alteret og kigger over mod offerdyrene; de øvrige personer ved alteret er derimod mere anspændte, navnlig de to offerhjælpere, men også den ene censor, der forestår selve ofringen ved bordet. Mens han ser hen mod offerdyrene, er selve offerprocessen allerede begyndt, den ene offertjener hælder noget over i en beholder, censoren har i hånden; det ligner en svamp, men kan også have været en skål, der bare er knækket af. Før offerdyret ofres, skal man nemlig kaste mola salsa, groft malet, saltet mel, og eventuelt et stænk vin, over det. Det kan også være, at censoren blot får sin hånd vasket - han skulle nemlig være rituelt ren ved ofringen; men det ser altså ud, som om han har noget i hånden. Censoren har, som den, der leder ofringen, sin toga trukket op over hovedet; også det var typisk ved en romersk ofring. Under togaen bærer han en krans, formentlig af laurbær. De dyr, der følger på relieffet, udgør det fornemste romerske offer, suovetaurilia, der bestod af en okse, et får og et svin. Dyrene holdes under kontrol af offerhjælpere; også de er bekransede, og en af dem vifter med grene, også tilsyneladende laurbærgrene. Bag fåret går den anden censor; også han har togaen over hovedet og er altså medansvarlig for ofringen, men ellers bærer han et stykke stof på en stang, det såkaldte vexillum, hvormed han vil føre den romerske hær tilbage ind i byen, når renselsen er gennemført. Sådanne 'faner' brugte den romerske hær også i felten til at markere de forskellige enheder. Billederne her på siden er alle klikbare; klikker man på billedet foroven får man det afsnit af frisen at se, man har klikket på. Men man kan også komme til at se hele relieffet ud i én køre. Det nok mest berømte eksempel på et romersk statsrelief er Ara Pacis fra Augustus' tid.