Strengt taget er der her tale om en høj med to toppe - det egentlige 'Capitolium' mod vest og 'Arx' mod øst. Allerede i oldtiden kunne man kalde hele højen med begge navne. Højen er temmelig stejl på alle sider og tjente da også som forsvarsposition i mange tilfælde - f. eks. søgte Caesars mordere tilflugt deroppe efter mordet.
På Capitolium lå Roms vigtigste tempel - templet for Juppiter Optimus Maximus. Triumf-vejen, 'Via sacra', sluttede oppe foran dette tempel; det var her, Roms sejrrige generaler deponerede deres trofæer efter triumftoget gennem byen.
Templets indre var delt i tre rum, cellae; og der var også hele tre guder i templet: Juppiter havde en cella i midten, den til højre for ham hørte Minerva til, og til venstre boede en Juno.
Templet var meget gammelt; den første bygning stod færdig stort set nøjagtig samtidig med, at romerne jog de etruskiske konger ud af byen. Templet havde derfor også politisk betydning som symbol på republikken. Det brændte flere gange, men blev hver gang genopbygget mere luksuriøst end før; tilsidst havde det forgyldt bronce-tag og var fyldt med kunstgenstande af ufattelig værdi.
I hulningen på vej over mod 'Arx' ligger 'asylet', et sted, hvor Roms mytiske grundlægger Romulus skal have givet flygtninge fra andre samfund fredhellighed - naturligvis for at øge befolkningen i sin egen, nygrundlagte by. Historien er umulig at verificere, og er sikkert forkert - og så ved man ikke, hvorfor stedet hed 'asylet'.
Foran 'asylet', ud mod forum, ligger Tabularium, Roms statsarkiv.
På Arx lå først og fremmest templet for Juno Moneta. Der er til dato ikke fundet det mindste spor af dette tempel, og det undrer naturligvis arkæologerne. Hvorfor gudinden her blev kaldt for 'Moneta', 'Påmindersken', er også usikkert; man har forbundet navnet med nogle gæs, der under gallernes belejring af byen i 300-tallet fvt. skræppede op og advarede romerne om, at nogle gallere prøvede at klatre op ad den stejle bjergvæg. Det kan jo være sandt; hvad der er helt sikkert er, at den Roms mønt-slagning foregik i forbindelse med templet - 'moneta' lever videre i de moderne sprog som netop 'mønt', 'mint', 'moneta' osv.
|