Colosseum
Bygget af kejserne Vespasian og Titus på et område, kejser Nero havde forsøgt at gøre til sin egen, private park. Ved at bygge netop på dette område viste de nye kejsere, at de ikke var tyranner som Nero. Bygningen blev indviet i 80 evt. Ifl. en indskrift brugte Vespasian krigsbyttet fra sine felttog i østen - ikke mindst mod jøderne, hvis rigdomme Titus bragte hjem til Rom og udstillede på sin triumfbue.
Navnet har dette gigantiske amfiteater efter en kolossal statue af Sol-guden, der stod foran bygningen. Men det ér i sig selv kolossalt. Formen er - som alle amfiteatre - elliptisk; det måler 189 meter på den lange led, 156 på den korte. Det er 48 meter høj, hvor det ellers er bevaret i sin fulde højde.
Tilskuertallet har været ca. 50000 mennesker (en antik kilde siger dog, at der kunne være hele 87000). Tilskuerne har været anbragt efter rang i samfundet; de fornemste, senatorerne, på den nederste række, derefter ridderne, så almindelige borgere og øverst fattige og slaver. På billedet til venstre kan man stadig ane de fire 'niveauer'.
Bygningen har været brugt til forestillinger af alle mulige slags; især naturligvis til gladiator-kampe. Arena-gulvet er nu forsvundet, og man kan se ned i de mange gange, der løb under det. Fra disse gange kunne man løfte både mennesker og dyr op i arenaen på uventede steder, så de kæmpende pludselig kunne blive angrebet fra ryggen. Det vides ikke med sikkerhed, at kristne også har været ofre for vilddyrenes rasen i Colosseum, men det er da meget muligt, de har.
Bygningens ydre er bygget op af tre niveauer med buegange, den nederste har doriske, den mellemste har joniske og den tredje har korinthiske halvsøjler mellem buerne; og øverst en mur med vinduer og korinthiske pilastre.
Bevarelsen til nyere tid kan bygningen takke dels sin enorme størrelse for, dels det faktum, at man i middelalderen brugte den som fæstning og senere til anden beboelse. Sydsiden faldt imidlertid sammen (måske i et jordskælv) i 1300-tallet, og man brugte materialet til at bygge andre ting rundt omkring i Rom - mange renæssancepaladser har mere end stilarten at takke Colosseum for. På grund af sammenstyrtningen kan man se, hvordan bygningen er lavet i etager i stadigt snævrere ellipser omkring arenaen (se billedet til venstre).
Se mere om romersk arkitektur.
|