Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Basilica Aemilia og porticus Gai et LuciPå den nordlige side af forum, ved siden af curia, senatets mødesal, lod Marcus Fulvius Nobilior som censor i 179 fvt. en stor basilica bygge. En basilica var en bygning med et stort åbent rum, om nødvendigt med søjler til at bære loftet. Formålet med bygningen er at kunne gøre, hvad man gør på en offentlig plads, under tag; både regn og sol kan være meget generende i Rom. Fulvius' basilica stod stort set uændret i de følgende 125 år og må efterhånden have været en slidt og forældet bygning. I 54 fvt. begyndte Lucius Aemilius Paullus en omfattende restaurering og ombygning, der var overordentligt kostbar. Ombygningen stod færdig i 34 fvt. Bygningen hed derefter Basilica Paulli eller Basilica Aemilia, selvom den blev restaureret flere gange af helt andre personer. Paullus selv endte sine dage i eksil, forfulgt af det 2. triumvirat. Bygningen brændte i 14 fvt. og blev genopført af Augustus (og af bekendte af Paullus). I 22 evt. blev det endelig endnu engang istandsat af en slægtning til Paullus. Den var ca. 70 meter lang og 29 meter bred. Stort set intet er bevaret af bygningen, der var i tre skibe adskilt af søjlerækker; de kostbare materialer er sikkert genanvendt i de mange kirker, man siden byggede i Rom.
Foran basilicaen lod Augustus, til ære for sine tidligt døde arvinger, Gaius og Lucius, opføre en porticus, en avanceret søjlegang i flere etager, der fuldkommen skjulte Basilica Aemilia. Inde i porticus'en lå der så forretninger, og der var adgang videre ind til basilicaen gennem tre åbninger (se billedet ovenfor), men selve Basilica Aemilia var umulig at se fra forum. Hvad man så fra forum, var porticus'en, og den knyttede sig tæt til den kejserlige familie. Det betød, at forum på alle fire sider var omringet af den juliske kejserfamilie. På den modsatte side lå basilica Julia, og på venstre hånd lå templet for Caesar. Til højre rejste der sig de romerske hovedguders høj, Capitolium, og for foden af den høj lå templet for Concordia Augusta. Curia, senatets bygning, havde kunnet minde en om republikken - men den lå lige lidt tilbagetrukket og kunne ikke ses, hvis man stod foran porticus Lucii et Gaii - og forresten havde den også skiftet navn til Curia Julia. I en vis forstand havde Augustus omringet forum med sig selv og de romerske guder. Også templerne til Castor og Pollux og Saturn indgik i denne perlerække af augustæisk propaganda. |